Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Filosofien er med rette blevet kaldt videnskabernes videnskab. Den har fra sin barndom beskæftiget sig med livets højeste problemer og er i sig selv på et hvilket som helst tidspunkt i verdenshistorien udtryk for det pågældende tidsrums højeste åndsevner. Den europæiske filosofi finder sit udspring i renæssancen og har fra da udviklet sig i flere forskellige retninger, af hvilke "rationalismen" i de følgende århundreder dominerede på det europæiske fastland og en anden af de største skelsættende retninger "empirismen" fra omkring 1700 i det britiske ørige.

Det var "rationalismen"s grundidé, at den menneskelige fornuft er i stand til så at sige på egen basis, d. v. s uden erfaringens hjælp, at blotte universets struktur og idealiserede dette som et kæmpemæssigt geometrisk vidunder. Slet så højt satte "empirismen" (erfaringsfilosofien) ikke den menneskelige tanke, men nøjedes med at tildele denne en ordnende funktion, hvorved det søgende menneske gennem erfaringernes samstemmen kunne afsløre tilværelsens love. –

Disse to retninger skal vi imidlertid ikke beskæftige os nærmere med, men lader dem blot stå som en tydelig distingeret idebaggrund til lettelse for forståelsen af nogle betragtninger over den uden tvivl mest skelsættende og højst begavede filosof i det attende århundredes Europa – nemlig Immanuel Kant.

Kant indleder sit værk "kritik af den rene fornuft" med at konstatere, at enhver erkendelse begynder med erfaringen. Hvis vi ingen sanser havde og følgelig ingen oplevelse eller erfaring kunne få fra yderverdenen, ville erkendelsen ikke eksistere. Men er oplevelserne, d. v. s. bevidsthedens opfyldelse af indtryk fra sanserne umiddelbart det samme som erkendelse? Nej! siger Kant, thi impulserne, som fra sanserne strømmer til bevidstheden, er i kaotisk rækkefølge, og erkendelsen skulle da være en kaotisk bevidsthed, medens denne i virkeligheden betegnes som en ordnet bevidsthed. Lad os for at få et solidt begyndelsesgrundlag betragte et eksempel. Vi undersøger et hus på alle ledder og kanter og står tilsidst og betragter det på nogen afstand. Vi har nu fået et helhedsindtryk af huset, og spørger nogen os om, hvor et bestemt værelse er, kan vi efter kort betænkningstid pege i retning af det, skønt det er skjult af husets mure. Dette kan vi kun, fordi alle vore indtryk fra undersøgelsen er ordnet og anbragt i bevidstheden i det rette forhold til hinanden. – Iagttagelsen af det rette forhold mellem en tings detailler er en erkendelse af tingen. Vil vi undersøge erkendelsens forudsætninger og grundlag, må vi derfor undersøge selve erkendelsesevnen, som skaber dette rette forhold. Kant ønskede at iagttage denne evne eller dette organ objektivt, men var indforstået med, at dette ikke kan lade sig gøre, fordi enhver bevidsthedsforestilling på forhånd er formet af samme evne, og således ikke neutralt kan bedømme sit ophav. Kant docerede derfor, at erkendelsesevnen er et usanseligt organ, hvis tilstedeværelse bliver til kendsgerning gennem den ordnede bevidstheds eller erkendelsens egen eksistens. Alligevel søger Kant at trænge ind i dette uforklarlige og usanselige organ ved at analysere dets arbejdsmetode i bevidstheden, d. v. s. han prøver at klarlægge vor erkendelsers "grunddomme".

Den første domsform, den analytiske, godtgør, at to genstande eller begreber er identiske eller indeholdt i hinanden. Denne erkendelse kan, siger Kant, ikke skyldes noget sanseindtryk, men er som en evne til at skelne mellem disse indtryk og dermed også til at genkende gamle sansefornemmelser, hjemmehørende på det usynlige plan.

Den anden domsform er betegnet som evnen til at drage erfaringer af sanseindtrykkene og hviler derfor på den håndgribelige yderverden. Med den tredie domsform nærmer Kant sig sit eftertragtede organs "rene fornuftfunktion" i lige linie; denne domsform udledes nemlig ikke af erfaringen, men er en vished forud for denne. Trods denne sin uafhængighed af sanseindtrykkene, henfører Kant den til det primære i menneskets erkendelse. – En sådan dom er sætningen om, at enhver forandring forudsætter en årsag. Man kan hertil sige, at erfaringen jo viser, at enhver bevægelse hidrører fra en anden bevægelse, men Kant svarer hertil blot, at ideen om et årsags- og virkningsforhold tingene imellem ikke på nogen måde kan begrundes i erfaringen, thi den viser blot, at to ting tidsmæssigt følger efter hinanden, men siger intet om, at den sidste er betinget af den første.

"Kan vi da ikke logisk indse," vil man måske spørge, "at det ligger i reaktionernes eller tingenes natur, at de må følge efter hinanden?" "Der er højst sandsynlig et sådant "indre bånd" – ialtfald er blottelsen af dette "formodede indre sammenhæng" bestræbelsernes mål i al sand filosofi. – Vi kan udmærket akceptere, at to processer A og B er sukcessive (d. v. s. følger efter hinanden), og det er jo den iagttagelse, den tekniske videnskab bygger på – men forstå eller erkende, hvorfor B nødvendigvis må følge efter A, det kan jeg ikke," siger Kant; kun hvis det ved begrebsopdelingen viser sig, at virkningerne er indeholdt i årsagen, d. v. s. hvis det afsløres, at B = A; således kan jeg f. eks. kun antage det hævdede årsagsforhold mellem "Guds vilje" og den eksisterende "verden", såfremt jeg kunne finde sidstnævnte realitet indeholdt i begrebet "Guds vilje"? Men iøvrigt kan jeg ikke indse, hvorfor en ting nødvendigvis skal følge efter en anden ting. Årsagssætningen er således en idé, der kommer indefra, hinsides bevidsthedsrummet, men den er ikke den eneste vished, som stammer derfra og ikke kan bevises logisk. Hele matematiken, både geometrien og aritmetiken hviler således på grundpiller, hvis mønster stammer indefra (de såkaldte axsiomer). Det matematiske bevissystem er som et stillads, hvori de enkelte sætninger er skeletdele, som understøtter hinanden (d. v. s. beviser hinanden). Men alle skeletdelene kan naturligvis ikke bæres af de andre, og de nederste må således hvile på jorden, d. v. s. på grundoverbevisningerne eller "vishederne", af hvilke nogle synes at stå urokkeligt, d. v. s. deres vished kan ikke diskuteres, medens andre står vaklende, således at de ligefrem må besluttes, for at matematikens "stilladsstruktur" bliver fast og bæredygtigt.

Kant slutter sig således fra den ordnede bevidsthed til et ordnende organ og kendetegner dettes funktion i tre domsformer: "genkendelsesdommen", "erfaringsdommen" og "vishedsdommen". Organet, han sigter til, er "intelligenslegemet". Dette legeme er omhandlet i "livets bog" bl. a. stk. 188, hvor der står: "Men at samle erindringerne sammen og gruppere dem i deres særlige felter kan jo ikke gøres med det fysiske legeme. Erindringer er ikke genstande, man kan tage med sine hænder. Men dette forhindrer ikke, at de alligevel er "genstande", der kan "løftes" og "bæres rundt", omformes eller forvandles; men der kræves et dertil egnet legeme. Dette legeme er identisk med det i jordvæsenet i fostertilstand fremtrædende intelligenslegeme. Med dette legeme kan man "løfte" erindringerne, sætte de forskellige arter sammen, således at hver art kommer til at udgøre sit særlige koncentrerede og for fremmede erindringer udrensede felt og derved er fremtrædende i renkultur." Og fra stk. 189: "Ved således at samle alle sine erindringer af en bestemt art sammen til et felt får individet altså forstærket genkendelsesevnen". –

"Erindringer", som "Livets Bog" betegner sanseindtrykkene, dækker Kants begreb "erfaringer". Da erfaringerne bliver placeret i bevidstheden af genkendelsesdommen, er erfarings- og genkendelsesdommen udtryk for to hinanden følgende processer, af hvilke den første er reaktionen mellem den ydre energi, og det fysiske sanselegeme og den anden er reaktionen mellem den af første proces resulterende åndelige energi (sansebilledet) og intelligenslegemet, hvori gamle erindringer er anbragt i hver deres særlige felter. Og da jegets "syn" af de sammenhørende erindringsbilleder er lig med "erkendelse", bliver erkendelse således lig med "genkendelse", og de tre begreber "erfaring", "genkendelse" og "erkendelse" er dermed smeltet sammen i et forståeligt eller logisk sammenhæng og identitetsforhold.

Den tredie domsform rummer for Kant den største mystik. –

Der er visse ideer, som ikke har deres rod i vore erfaringer, og hvis rigtighed vi ikke kan erkende logisk. F. eks. ligger metaphysiske teorier om Guds eksistens og om verdensaltets struktur og endda en så elementær idé som årsagssætningen uden for erkendelsens område. Kant tegner i virkeligheden her en meget fin grænse for intelligenslegemets reaktionsstyrke, som man vil genfinde i "Livets Bog" i form af skellet mellem tankeprocessen fra oven og tankeprocessen fra neden, af hvilke den sidste er intelligenslegemets bearbejdelse af erindringerne eller sanseindtrykkene. Men jordmenneskenes erfaringer eller erindringer udgør en mikroskopisk del af det hukommelsesmateriale, som væsenet i virkeligheden har på grund af sin evige fortidstilværelse. Dette uhyre materiale ligger ganske uden for intelligenslegemets arbejdsområde og er kun tilgængeligt for væsenets fineste sanseorgan, "intuitionslegemet". Da det udvidede erfaringsmateriale udgøres af oplevelser og sanseindtryk fra væsenets evige fortid, har disse erfaringer eller erindringsbilleder ikke samme udseende, som de havde kort efter de pågældende oplevelser, men er gennem tiderne forstøvet, så kun kernen eller essensen er tilbage. Denne erindringskerne er altså ikke erfaringernes detailler, men udgør i sig selv de evige ideer og principper, som de pågældende erfaringer var udtryk for eller dækkede over. Denne "intuitionsevne" har en sådan kapacitet, at væsenet ikke blot ser sin egen evige fortid i ideer og hensigter, men også ser naturens og omgivelsernes hukommelsesmateriale i ideer og formål. Intuitionslegemet kan således skue ind i verdensaltets historie og "se" universets evige principper. Denne evne er imidlertid først fremtrædende fundamental hos det kosmisk bevidste væsen; men når der hos mennesker i fortiden, hovedsagelig inden for filosofi og videnskab, er opstået "evige tanker" eller "virkelige sandheder", som ikke kunne bevises eksperimentelt, d. v. s. erkendes eller rettere "genkendes" i de pågældende menneskers umiddelbare erindringsområde, så er disse "evige tanker" nedtransformerede "intuitioner", som repræsenterer tankeprocessen fra oven. – Disse nedtransformerede "intuitioner" er i sig selv skæret af det kommende "kosmiske lys" eller den "forklarede tilværelse", men kunne hos en stor filosof som Immanuel Kant kun fremtræde som indre visheder, der ikke kunne bevises gennem tankeprocessen fra neden.