Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Vi maa frigøre Mennesket for det Univers, der er skabt ved Fysikernes og Astronomernes Genialitet, det Kosmos, hvori det siden Renæssancen har været spærret inde. Stoffets Verden er trods sin imponerende Umaadelighed for snæver for Mennesket. Det passer ligesaa lidt til det, som dets økonomiske og sociale Omgivelser gør. Vi kan ikke blive ved med at tro paa, at det udelukkende skulde repræsentere Virkeligheden". – Naar jeg indleder med disse Ord af den nyligt afdøde Forsker Alexis Carrel, taget fra hans berømte Bog "Mennesket, det ukendte", beror det paa, at den Opfattelse, han i disse faa Linier giver Udtryk for, tilfulde deles af enhver Aandsforsker. Tager man Udtrykket "Vi maa frigøre –" kan man ikke undgaa at se, at Carrel her hentyder til den Tankeverden, i hvilken Stoffet er blevet alt, og det levende Væsen saa underordnet, at der faktisk raader Tvivl om dets reale Eksistens, altsaa den Tankeverden, der kulminerede i Skabelsen af det materielle Verdensbillede. Alt i dette Verdensbillede er Stof, undergivet fysiske Love. Tankeprocessen er en kemisk Funktion, der ophører ved Dødens Indtræden. Vi – som levende Væsen betragtet – eksisterer ikke. Det er vor Hjerne, der tænker. Som en Sum af Millioner af Videnskabsmænds Forskning rejste dette Verdensbillede sig tilsyneladende uimodsigeligt i Slutningen af det foregaaende og i Begyndelsen af det nuværende Aarhundrede. Langsomt underminerede det, Stykke for Stykke, det religiøse og humane Ideal. Verden var kun Fysik – intet andet – Livets Maal for den enkelte maatte derfor uundgaaeligt blive Penge, Position, Magt.

Konsekvensen af dette Verdensbillede maatte blive den, vi idag oplever. At denne Konsekvens med alle dens uhyrlige Rædsler for mange er blevet Beviset paa, at Guddommen ikke eksisterer, kan der egentlig ikke indvendes noget imod. For den almindelige overfladiske Tænkemaade, det store Flertal betjener sig af, kan det virkelig forsvares, at det ser saadan ud. Træder man imidlertid blot et lille Skridt udenfor denne saa lidet krævende Tænkemaade, er der straks een Ting, som virker baade forbløffende og alarmerende, og det er den Kendsgerning, at fremragende Repræsentanter for den Videnskab, hvis Blomst "Det materielle Verdensbillede" er, nu med Ildhu bekæmper denne Blomst. "Vi maa frigøre Mennesket for det Univers, der er skabt ved Fysikernes og Astronomernes Genialitet", siger Carrel og tilkendegiver dermed, at dette "Univers", fra at have været en straalende Inspiration, nu truer med at blive en veritabel Lyseslukker.

Men er der egentlig noget ulogisk i, at det er i Videnskabens egen Lejr, at disse nye Signaler bliver hejst? Den videnskabelige Mennesketype kan ogsaa have religiøse Interesser, og den Tid maatte derfor naturnødvendigt komme, da de videnskabelige og religiøse Erfaringer kunde forbinde sig med hinanden paa en saadan Maade, at Stof og Aand paany blev idetmindste jævnbyrdigt anerkendte Faktorer. I hvert Tilfælde er det en Kendsgerning, at en hel ny Indstilling er begyndt at gøre sig gældende indenfor disse Omraader. Og at denne videnskabelige Kursændring vil fortsætte uanset den nuværende Krigs blodige Realisme, kan betragtes som absolut givet. Dansen om Guldkalven er forlængst traadt ind i sit sidste Stadium.

Men i disse Forsøg paa selv at udrede de usynlige Traade, der ikke alene forbinder os med vor egen evige Fortid, men ogsaa med hine oversanselige Verdener, der nu begynder at tone frem som virkelige Realiteter, staar det jordiske Menneske svagt. Dets reale Viden hviler paa det, Martinus betegner med Ordene "Tankeprocessen nedenfra", hvilket vil sige Evner og Anlæg, som gradvis har udviklet sig fra Hulebeboerens Trin og til det, vi idag repræsenterer. Hvor stort et Lys disse Evner end formaar at kaste omkring sig i vor egen Verden – den rent fysiske – saa har dette Lys kun ringe Styrke, naar det rettes imod det Omraade, der under eet kan betegnes som det kosmiske. Stod der ikke iblandt os et Menneske, som i fuldeste Maal evner at betjene sig af "Tankeprocessen ovenfra", hvilket vil sige fuldt udviklede kosmiske Sanser, var vi daarligt stillet. Vor Forskning vilde da kun blive "Forsøg med Sandheden", og vor Vandring frem vilde mere faa Karakteren af ulidelig Sneglefart end af Ørneflugt.

Men netop fordi Universet hviler paa hine guddommelige Love, som selv Videnskaben nu begynder at ane, er vor aandelige Vækst sikret. Som Barnet i Skolen ledes gennem et kontinuerligt Undervisningssystem, der sikrer baade det selv og Samfundet et reelt Resultat, saaledes ledes ogsaa det samlede Samfund af Lærere, hvis moralske Kvalitet og deraf følgende Aandsindsigt er det almindelige Menneskes saa uendelig overlegen. Det er denne Mennesketype, Amerikaneren William James i sit verdensberømte Værk "Religiøse Erfaringer" har betegnet som en helt ny "Art", nemlig "det kosmisk bevidste Menneske". Da ingen ny Art imidlertid opstaar pludselig, ser vi ogsaa, at Livet frembyder Bevis paa, at den kosmisk bevidste Mennesketype fremtræder i alle Grader fra de simpleste til de mest komplicerede, som kun kan betegnes med Navnet "moralsk Geni". Det er om disse moralske Genier, en anden ligesaa kendt Amerikaner Ralph Waldo Emerson har udtalt, at "deres Ord har været aandeligt Brød for Millioner". I disse Menneskers Lod faldt det at føre Menneskeheden frem til nye aandelige Højder, og som Fortiden her har været rigt velsignet, har ogsaa Nutiden faaet Lov til at staa Ansigt til Ansigt med en af disse Aandens Stormænd, hvis Virke hverken kan eller skal ses i Belysning af deres egen Samtid, men hvis Lys tværtimod tiltager for hvert Aarhundrede, de lægger bag sig.

Vi befinder os saaledes i en Tidsperiode, hvor en skelsættende Omvurdering af Begreberne finder Sted. Tidligere Tiders Opfattelser har mistet deres Inspirationskraft og maa vige for Synspunkter, som langt mere er i Kontakt med de indtil nu indhøstede Erfaringer. Det er udfra denne Kendsgerning, at jeg i det efterfølgende vil prøve at belyse et af de væsentligste Omraader i det jordiske Menneskes Udvikling fra Dyr til Menneske. For at undgaa enhver Misforstaaelse gør jeg opmærksom paa, at hele min Fremstilling er baseret paa de Analyser, Martinus i Livets Bog har givet Udtryk for.

For langt de fleste Mennesker er et Dyr identisk med "en Form". Da Dyret som saadant opfattes som "sjælløst", ligger det udenfor de flestes Tanker at beskæftige sig med dets eventuelle aandelige Indhold. Da det jordiske Menneske har udviklet sig ud af Dyreriget (det er et abelignende Pattedyr og rent zoologisk hjemmehørende indenfor den Gruppe, man betegner med Navnet "Østaber") giver det sig selv, at dets Tanke- eller Mentalverden maa være tilknyttet de Livsbetingelser, som er Dyrerigets, og i hvilken den raa Magt er den ubestridt herskende Faktor. Magten maa saaledes nødvendigvis være den Akse, omkring hvilken Tilblivelsen af vor Mentalitet har drejet sig. Og ingen vil da heller bestride, at Magtbegrebet spiller en uhyre Rolle i den Gruppe af Forestillinger, som samlet udtrykker vor Mentalitet eller Bevidsthed. Imidlertid vilde dette ikke have saa stor Værdi for vor kommende Undersøgelse, om ikke disse Magtforestillinger grupperede sig omkring en "moralsk Kerne", som kan udtrykkes som den igangsættende Kraft bag enhver jordmenneskelig Magtudløsning. Denne moralske Kerne vil i sin Ordform som kosmisk-kemisk Formel være kendt af enhver under Navn af "Øje for Øje og Tand for Tand". I denne ene Sætning udtrykkes en Livsindstilling, som har været og er den inspirerende Kraft for utalte Millioner, saavel som utalte Millioner er segnet for Virkningen af den. Det er Virkningen af denne Indstilling, vi idag møder bag enhver Opfattelse, der gaar ud paa, at man skal hade og forfølge den, der paa en eller anden Maade har krænket ens "Ære". Sætningen "Øje for Øje og Tand for Tand" er selve det raa Magtinstinkt udtrykt i intellektualiseret Form. Dens Indhold griber lige om Dyremenneskets Hjerterødder. Dens Jord er "Ærens Mark" og dens Himmel er "Valhal" med "Mjød" og "Valkyrier". Omend de under de her nævnte Begreber henhørende religiøse Faktorer, saasom Troen paa Odin, Loke og Thor etc. tilsyneladende forlængst har udspillet deres Rolle, ser vi dog, at den moralske Formel, som laa bag disse religiøse Idealer, fremdeles spiller en dominerende Rolle i det enkelte Jordmenneskes Liv. Den ligger stadig bag enhver ren Magtforestilling. Men hvad er en "ren Magtforestilling" andet end en "dyrisk Forestilling"? Er en Magtforestilling ikke identisk med den Illusion, der gaar ud paa, at naar man har tilintetgjort sin "Modstander", har faaet "Hævn" over ham, saa er Ligevægten paany genoprettet? Æren er reddet, og man kan igen se enhver frit i Øjnene.

Da Udviklingen imidlertid har medført, at man ikke længere maa "tage sig selv til Rette", ser vi, at det jordiske Menneske i overordentlig stor Udstrækning maa betjene sig af "blandede Forestillinger", hvilket vil sige: Forestillinger eller Opfattelser, i hvilken en overliggende Zones Humanitet i stadig større Grad gør sig gældende. Ingen Steder gør Virkningen af de moralske Geniers Indflydelse sig stærkere bemærket end indenfor det jordiske Menneskes Retsbegreb, idet dette delvis maa siges at være et direkte Resultat af deres Virke. Hvor før enhver afgjorde sine egne Tvistigheder, og Blodhævn hørte til Dagens Orden, ser vi nu en udenforstaaende Magt – Retsvæsenet – gribe ind og afsige og fuldbyrde de Domme, den Enkelte selv før tog sig Ret til at afsige og fuldbyrde. At disse Domme er af langt mere human Beskaffenhed end de, hvor Sværdet var Loddet paa Vægtskaalen, giver sig selv. To Zoner tørner her sammen og en blot overfladisk Undersøgelse vil hurtigt vise, at den humane, der støtter sig paa Aandsindsigt, er den brutale, der kun hviler paa Illusioner om Hævn, uendeligt overlegen. Uanset den nuværende Krigs Rædsler og uanset de Overgreb, den enkelte saavel som Samfundene i disse Aar har været udsat for, vil Humanismen sejre af den simple Grund, at det jordiske Menneskes aandelige Vækst aldrig har været og aldrig vil kunne standses af blodige Kriges midlertidige Indslag. Men som Dyreriget, ganske vist iklædt jordmenneskelig Form, havde sine "rene" Forestillinger, har ogsaa den Zone, hvis Indslag i Form af Humanisme, vi idag oplever, sine "rene" Forestillinger. Men medens Dyrerigets rene Forestillinger er dybt forankrede i den Enkeltes Fornemmelse af Forurettethed, for hvilken der kræves Hævn eller Revanche, ser vi, at det over Dyreriget beliggende fuldt udviklede Menneskeriges rene Forestillinger er af en ganske anden Beskaffenhed. For imidlertid at kunne forstaa disse Forestillinger er det nødvendigt for os at se, om dette "rigtige Menneskerige" ogsaa har en moralsk Kerne, omkring hvilken dets Forestillinger grupperer sig. Det har det, og denne Kerne er kendt af enhver under Navn af, at "Du skal elske din Næste som dig selv". Ogsaa denne Sætning er en kosmisk-kemisk Formel med samme Virkning som den, vi saa hos Dyremennesket, idet ogsaa denne Formel ligger til Grund for en Livsindstilling.

Vi ser saaledes, at to moralske "Kerner" befinder sig i Strid i vort eget Indre. De fleste uafvidende er det jordiske Menneskes Indreverden spaltet i to fra hinanden skarpt afvigende "Sind", af hvilke det henholdsvis betjener sig af det ene og det andet, men aldrig samtidigt af dem begge, af den simple Grund, at dette er en Umulighed. Ingen har set dette skarpere end Paulus, og ingen har givet bedre Udtryk derfor, idet han siger: "Det Gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det Onde, jeg ikke vil, gør jeg!" Er man ondskabsfuld, udelukker det en kærlig Væremaade, og er man kærlig, udelukker det sin Modsætning. Men da praktisk taget ingen er klar over de virkelige Aarsager til den indre Splittethed, som saa at sige alle lider under, kan man ikke undre sig over, at Disharmoni og Ensomhedsfølelse er langt mere fremherskende end Harmoni og Samfølelse.

Det jordiske Menneske har saaledes Valget mellem ikke mindre end tre Væremaader hver Gang, Livet sætter det paa en alvorlig Prøve: det kan følge sin brutale Trang til Hævn, og dræbe sin Modstander, – det kan lade det eksisterende Retsvæsen afgøre Striden, – eller det kan give Afkald paa enhver Form for Strid og betjene sig af den Hævnen modgaaende Trang til at tilgive og glemme. Det vil her være af Værdi at vide, at den Handlemaade, man vælger, uundgaaeligt afslører det moralske Trin, man staar paa. Da Udviklingen imidlertid nu gaar i Retning af en større Menneskelighed, idet en stadigt tiltagende Lidelsesstilstand uundgaaeligt vil blive Resultatet af den her skildrede Konflikt indtil den Dag, hvor det nye Menneskesind vil faa det totale Herredømme over det gamle Dyresind, kan det ikke undre, at det enkelte Menneske som sit Maal eller sit inderste Ønske ser hen til Besiddelsen af dette "rigtige Menneskesind". Da dette Sind hviler paa en højere Livsindstilling, besidder det givetvis stor Inspirationskraft. Og vi ser da ogsaa, hvorledes de Ideer, der stærkest koncentrerer sig i Sætningen, "Du skal elske din Næste som dig selv", Gang paa Gang spiller afgørende ind der, hvor Dyrerigets rene Forestillinger truer med at tage Magten. Men da disse Ideers Vækst og deraf følgende Magt kun kan ske paa Bekostning af svundne Tiders Magtideers Undergang, ser vi atter her, at det jordiske Menneskes Sind er spaltet helt til Roden.

Det jordiske Menneskes Sind er saaledes spaltet i to skarpt afvigende Former, af hvilket den ene og ældste Del fremdeles spiller en meget aktiv Rolle. Undersøger vi denne ældste Del, vil vi se, at det jordiske Menneske faktisk her har naaet det geniale, idet samtlige raa Magtinstinkter i selve Fødselsøjeblikket straks iklædes hint intellektuelle Klædebon, der lader dem fremtræde som øjeblikkeligt virkende Giftpiller. Naar er det jordiske Menneskes Tunge giftigere og farligere, end naar Sindet er fyldt til Randen med en hadefuld Indstilling overfor Næsten? Aldrig kan Ordene blive sagt saarende nok. Aldrig kan Dolken trænge dybt nok ned. Blændet af sit eget Had, sin egen Forurettethed ønsker det helt at udslette og tilintetgøre den, det maaske kort forinden svor evig Kærlighed og Troskab. Og saa, naar al Ondskab har faaet Afløb, oplever vi, hvorledes det andet Sind paany erobrer Herredømmet, som det ofte indtager med de saa sørgeligt berømte Ord: "Du ved godt, at jeg intet mener af det, jeg siger, naar jeg har det saadan!" Det er dette, den ældste Del, af det jordiske Menneskes Sind, man med Rette kan betegne som dets reale Sind. Her er det hjemme, det Sind ved det, hvordan det skal bruge. Anderledes med det humane Sind. Det er endnu saa nyt, saa ungt, at dets Indflydelse nødvendigvis maa være begrænset. Mere end et realt Sind er det endnu et Ønskesind. Drømmer ikke ethvert Jordmenneske om at besidde et behersket, mildt og kærligt Sind? Forestiller det sig ikke ofte, hvorledes det i denne eller hin Situation vil optræde ædelmodig, kærlig og tilgivende? Men oplever ikke ogsaa de fleste, hvorledes det reale Sind, naar endelig Chancen til at opfylde Ønskesindets Krav er der, pludselig rejser sig som en Stormflod og fejer enhver Tilbøjelighed til at repræsentere "det drømte Menneske" bort?

Omend de fleste saaledes som Regel kommer til kort i deres Forsøg paa helt og fuldt at være Menneske, spiller det alligevel en uhyre Rolle at være orienteret om disse to sjælelige Tilstandes indbyrdes Forhold. Thi selv om den menneskelige Del af vor Mentalitet er vor dyriske Del underlegen, saa udgør den ikke desto mindre den inspirerende Kraft bag hele den Udvikling, vi nu gaar i Møde. Lad saa være at vi er Genier i Hidsighed, Heftighed og giftige Bemærkninger, bagved alt det, lever dog Drømmen om en anden og højere Tilstand, og denne Drøm bør ikke ignoreres. For det tænkende Menneske maa Spørgsmaalet nødvendigvis være, om der findes nogen Mulighed udover den stadige, daglige Træning, for at bibringe Ønskesindet større Magt eller Indflydelse. Og det gør der. Thi det maa staa enhver klart, at et intellektuelt funderet Ønskesind maa være et ubearbejdet og dermed uintellektuelt Ønskesind overlegent. Som det i længst forsvundne Tider ikke var nok med blot at hade og ønske Hævn, er det heller ikke nok med blot at ønske at være et behersket, godt og kærligt Væsen. Men medens Hadet og Hævnen kunde realiseres gennem en haard fysisk Træning, gentaget Liv efter Liv for sluttelig at kulminere i "den fødte Kriger", ser vi nu, at det menneskelige Element i os, baade kan trænes ved praktisk Væremaade og ved intellektuel Indsigt. At føde Hævn og Hadtanker koster os ikke idag intellektuel Anstrengelse, det er Automatfunktion. At lade være med at gøre det, koster os derimod direkte intellektuel Anstrengelse. At lette os selv denne Anstrengelse maa derfor være Maalet, og intet Middel hertil er bedre end det at lære sig selv at kende. At komme paa Sporet af de Kræfter, af hvilke vore Tanker bestaar, at lære dem at kende og fremfor alt, at lære at beherske dem, maa være Maalet for ethvert udviklet Menneske, og det er dertil, at de kosmiske Analyser er blevet manifesteret.

Medens det fuldt udarbejdede Ønskesind saaledes ikke alene er den bedste Regulator paa det reale Sind, men ogsaa den bedste Garanti for en rolig, positiv aandelig Vækst, stiller Forholdet sig helt anderledes der, hvor dette Sind nok er til Stede, men ikke saneret af en højere Viden. Medens vi i det første Tilfælde kan tale om et sundt Ønskesind, i hvilket Ydmyghedsbegrebet stille vokser paa Magtbegrebets Bekostning, vil vi i det sidste være stillet overfor Muligheden af noget, man med Rette kan betegne som et sygt Ønskesind. Mange Mennesker glemmer, at der kun skal et Minimum af Intelligens til at se, at det at være god og kærlig, er det eneste rigtige og værdige for et Menneske, men at der skal et Maksimum af Moral til for at praktisere det. Atter og atter oplever man, hvorledes Ønskesindet her erobrer Herredømmet paa det reale Sinds Bekostning. Resultatet heraf er uundgaaeligt det, at den, der oplever dette, føler sig i "den syvende Himmel" samtidigt med, at Omgivelserne føler sig totalt desorienterede. Er der nu blot tale om en lokal aandelig Beruselse, vil Vedkommende ret hurtigt komme til sig selv igen og selv med et Smil forstaa det uholdbare i den pludselige Forvandling eller "Omvendelse". Anderledes derimod naar Beruselsen fra at være lokal gaar over til at blive permanent. Da er vi stillet overfor det "aandeliggjorte" Menneske, som, under Illusionen af at være alle andre uendelig overlegen hvad Kærlighed, Intelligens og Visdom angaar, jager enhver af sine Venner langt bort. Uden de høje aandelige Verdeners absolutte Kendetegn: den sjælelige Ydmyghed og den store Rædsel for at virke paatrængende, vandrer det rundt som en levende Bekræftelse paa Emersons evigtgyldige Ord: "Dit Væsen raaber saa højt, at jeg ikke kan høre, hvad du siger!" At denne Tilstand nødvendigvis enten maa føre til Sindssygehospitalet eller til, hvad enhver af et saadant Menneskes Omgivelser inderligt ønsker, den bitre, men lutrende Selverkendelse, giver sig selv.

Indenfor Ønskesindets Magtovertagelse af det reale Sind finder vi alle Afskygninger fra camoufleret Intolerance og Fanatisme frem til de rene Sindssygetilstande. At dette Ønskesind ikke alene er tilknyttet det her særligt analyserede religiøse Omraade, giver Livet utallige Beviser for. Vi møder i denne Tilstand Forklaringen paa det, man under eet kunde kalde for alle "de mislykkede Mænds og Kvinders Parade". Vi har her "det misforstaaede Geni", "den udintrigerede geniale Kunstner" osv. osv., kort sagt alle de, der vilde være mere end det, Forsynet vilde, eller maaske klarere, mere end det, det moralske Trin, de befandt sig paa, tillod. Det er saaledes ikke uden Grund, at jeg her understreger Faren ved at give sig sit Ønskesind i Vold. Velunderbygget er dette Ønskesinds Mission den skønnest tænkelige, uden Kontrol kan det drive et Menneske ud i de største sjælelige Kriser, hvis Kulmination kan blive den rene Forstandsformørkelse.