Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Plantens Indreverden, som jo repræsenterer Plantens "egentlige Verden" er en straalende Lysoplevelse, idet den foregaar i umiddelbar Nærhed af en af Spiralens højeste og skønneste Zoner nemlig "Salighedsriget". En svag Refleks fra denne Plantens straalende "egentlige Verden" møder vi her paa det fysiske Plan gennem det, vi kalder Planteriget med dets skønne Blomster, Farver og Dufte. Der findes sikkert ikke noget Menneske, som er uimodtageligt for den ophøjede Skønhed, den blide Renhed, den stilfærdige Ro og den vidunderlige Farvepragt, der strømmer os i Møde fra Blomsternes Verden.

Disse Lysvæsener har i umaadelige Tider oplevet en saa ufattelig Lystilværelse, at de er blevet trætte og mætte af Lyset, ja lige saa trætte af Lyset, som det jordiske Menneske i Dag er træt af Mørket. Denne Lysvæsenernes Mættelse af Lyset afføder et stærkt Begær efter at opleve en Modsætning til Lys og Harmoni. Paa dette Princip "Begæret efter at opleve Modsætningen" er al Tilværelse, alt Liv opretholdt. Plantevæsenerne vandrer altsaa i Kraft af dette Princip, følgende egne Længsler, Ønsker og Begær og stimuleret af det guddommelige Skabeprincip, mod Lysoplevelsens Modsætning – altsaa mod Mørke og mod materielle Tilstande. Under denne lange, lange Udviklingsvandring bliver Væsenernes Begær mere og mere indstillet paa Materien, paa de materielle Ting. Væsenet bliver saa fuldstændigt opslugt af Tanken om at "eje" og med denne Indstilling føler Væsenet sig mere og mere i et Modsætningsforhold til andre levende Væsener, føler sig i denne Kamp om de materielle Ting kun optaget af sig selv – og derigennem adskilt fra andre levende Væsener. Evner og Kræfter sættes ind paa at besejre Yderverdenen, som efterhaanden kommer til at repræsentere Væsenernes samlede Interessefelt. Denne Yderverden rummer i sig store Farer, der kommer til Syne som Angreb og Overfald paa den fysiske Organisme, og endelig indeholder samme Yderverden alt det, der er Genstand for Væsenernes samlede Begær, Længsler og Ønsker. Ganske naturligt dukker nu Spørgsmaalet frem: "Naar Yderverdenen saaledes har indfanget Væsenernes samlede Interesse, hvorledes saa med den tidligere omtalte Indreverden?" Ja for Dyret og for øvrigt ogsaa for det primitive Menneskes Vedkommende er denne Indreverden bestandig skøn og harmonisk, idet den jo stadig bæres af Instinktenergien, og dette er jo ensbetydende med, at Væsenernes Korrespondance med Omverdenen hovedsageligt foregaar gennem Automatfunktioner. Dyret i fri Tilstand og det primitive Menneske er i Harmoni med deres Zones Love, de oplever paradisiske Tilstande endnu. – Under denne Væsenernes fortsatte Udviklingsproces sker der efterhaanden dette, at de gennem den haarde og voldsomme Kamp for Tilværelsen ogsaa begynder at anvende Intelligens, og naar denne Anvendelse efterhaanden bliver mere og mere selvfølgelig, bortvisner i samme Grad Evnen til at benytte Instinktenergien. Med den begyndende Intelligensfunktion hos Dyrerigets Væsener, begynder disse ogsaa at udvise selvstændig Villiefunktion, altsaa at frigøre sig for Automatfunktionerne. Da Væsenerne endnu mangler virkelig Viden og nu ikke mere bliver ført eller ledet af deres ufejlbarlige Instinkt, saa sker der det, at Væsenerne følgende deres mere eller mindre heldige Begær kommer til at opleve en Verden af Fejltagelser – en Verden af Sorg, Smerte og Lidelser, idet de kommer i Konflikt med Lovene for Tilværelse eller med Guddommens Villie. Paa dette Fejltagelsernes Stade eller Trin finder vi det jordiske Menneske af i Dag. Dyret og det primitive Menneskes skønne og harmoniske "Indreverden" eksisterer her slet ikke mere, den er forlængst splintret af Angst og Bekymringer. Vor Indreverden er som Regel en temmelig nøjagtig Kopi af Yderverdenen. Er denne os gunstig og tilsmiler os i Form af økonomisk Medgang eller tilbagevendende Sundhed m. m., ja da er "Indreverdenen" smilende og harmonisk skøn, sker der derimod det modsatte, at Yderverdenen bringer Ruin, Sygdomme, Uheld i Kærlighed etc. – øjeblikkelig er "Indreverdenen" tilsvarende mørk og uheldsvanger. Om disse den indre Verdens Tilstande skriver Martinus følgende: "Ethvert Væsens Begær udløst i Tanke og Manifestation maa være enten et Stormvejr, en Orkan, et Jordskælv, et Skybrud, en Oversvømmelse, en Lavine – eller en Sommerdags sagte Brise, en fjern Horisonts stille hvide Skyer, en guddommelig farvestraalende Aften- eller Morgenrøde paa dets Samfunds Aandshimmel. Dette er de levende Væseners Tankeklimaer." – Som vi ser, er Indreverdenens Tilstande en ret nøjagtig Kopi af Yderverdenens forskellige meteorologiske Tilstande. For det jordiske Menneske er det i højeste Grad magtpaaliggende at holde denne dets "Indreverden" skjult for alle andre. I Virkeligheden er det yderst sjældent, at det ene Menneske vover til et andet at udlevere sine indre Anliggender, sine skjulte Skavanker – alt det uforstaaelige, som piner og plager og undertiden forfærder Væsenet selv, nej, dette Omraade skjuler og gemmer Menneskene for nyfigne Blikke, – de er Mestre i Forstillelsens Kunst, de spiller alle en genial Komedie overfor hinanden, blot for at "skjule" sig for hverandre. Børn kender ikke til dette at give Udtryk for ganske andre Tilstande end dem, der bor i deres Sind, de er umiddelbare og blotter roligt deres sande Jeg, men Livet lærer dem hurtigt at dække sig. "Livets Bog" fortæller os, at det jordiske Menneske befinder sig "som en saaret Flygtning i Ingenmandsland mellem to Zoner" – raabende, bedende og grædende om Hjælp i sin ulykkelige Tilstand. Men igennem blandt andet Analyserne i "Livets Bog" indstilles det jordiske Menneske, hvis Interesse stadigt hovedsageligt er fæstnet paa den materielle Verden, efterhaanden paa hele Verdensaltet og derigennem paa Eenheden, paa den evige Guddom. Ogsaa i den daglige Tilværelse bliver vor Indstilling over for vore Medmennesker gennem Martinus' Analyser langsomt omformet, vi lærer at forstaa, at alle vore Medmennesker repræsenterer forskellige Naturer, og har Talenter for paa højest forskellig Maade at vekselvirke med andre Mennesker. I Virkeligheden er de lige saa forskellige indbyrdes som de forskellige Planter, som jo ogsaa repræsenterer vidt forskellige Naturer – og vi vredes dog ikke paa Liljen, fordi den demonstrerer sin særlige Natur eller paa Tidslen, fordi den er udstyret med Torne. Overfor Planterne anvender vi den Viden, vi har om dem, og den samme logiske og fornuftige Betragtning vil vi efterhaanden træne os op til at anvende overfor vore Medmennesker, og gennem denne ændrede Indstilling vil Guddommen blive levende for os gennem vore Omgivelser. Alle Menneskenes saakaldte "faste Punkter" saasom Penge, Magt, Position, Ære og lignende vil visne bort som de Illusioner, de er, i det vældige Lyshav, der straaler os i Møde gennem Forstaaelsen af de kosmiske Analyser, som er en blændende Aabenbaring af Guddommens Bevidsthed. At Menneskenes "Indreverden" gennem denne større Forstaaelse af Guddommens Væsen og Tilstedeværelse overalt og i alle Ting, maa skifte Karakter er indlysende – Stormene lægger sig, de graa Taager er borte for bestandigt ligesom Uvejrskyer med Torden og Lynild nu maa finde sig andre Udfoldelsesomraader. Stilheden, Freden og Kærlighedens lysende og varmende Atmosfære har fortrængt al Uvishedens og Haabløshedens Mørke. Væsenernes "Indreverden" som derved efterhaanden fremtræder som deres "egentlige Verden" og det bærende i deres Tilværelse bliver en Aabenbaring af Harmoni og Skønhed. Væsenernes Ønsker samles i dette ene at komme i en inderlig Kontakt med Loven for Tilværelse. Maaske kunde saa en eller anden spørge: "Hvorledes lyder saa egentlig denne Loven for Tilværelse?" Jeg tillader mig som Besvarelse af dette Spørgsmaal at citere et Stykke af det aldrig udgivne Værk, som Martinus skrev, før han paabegyndte den egentlige "Livets Bog". Nævnte Citat er saa egenartet og af en saa betagende Skønhed, at det ikke kan undgaa at virke som et Forsynets Kærtegn paa de Sind, som er aabne derfor – og lyder saaledes:

"Den Manifestationsmaade, som i Faderen eksisterer som den absolut fuldkomneste for Gudesønnen, er den, som er i Kontakt med Loven for Tilværelse. Denne Lov har i Virkeligheden kun een eneste Paragraf. Denne Paragraf staar indprentet paa Evighedens uendelige Baggrund, fremtrædende i Kraft af den guddommelige Faders evige Væsen og lyser os i Møde i Form af alt det, vi til Dato har oplevet og i Form af alt det, vi i Fremtiden vil komme til at opleve og manifesterer sig oversat og indskrænket til nogle fattige Ord saaledes for Gudesønnen:

"Du skal være til Glæde og Velsignelse for alt, hvad du kommer i Berøring med, saaledes at min Nærhed føles gennem alle dine Manifestationer, paa det at du maa være en aaben Kanal for mit Lys, saa at der, hvor du viser dig, ingen mere skal vandre i Mørke, men gennem dig skue mit Aasyn og derved blive tildelt den Kærlighed, den Lykke, den Salighed, det Liv, det Lys, den Magi, den Herlighed, som jeg har beredt hver eneste Gudesøn, og derved selv som et sollignende Væsen komme til at befinde dig som min udsendte Livgiver og Budbringer paa de Kloder eller Verdener, som jeg maatte anse for modne til at modtage eller skue dette himmelske Budskab i en saadan original Manifestationsform eller Straaleglans, som den jeg i Forbindelse og Kontakt hermed har givet at være dig særegen."