Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1941/9 side 40
<<  42:43  >>
Studiekresarbejdet over "Livets Bog".
Indledningstale ved Studiekresarbejdets Begyndelse i København Mandag den 15. September.
Samtidig med at jeg paa Martinus og mine egne Vegne byder Dem hjerteligt velkommen til vort fælles fortsatte Studium af "Livets Bog", vil jeg gerne indskærpe Dem de Forpligtelser dette Studium paalægger os alle.
I en for hele Menneskeheden meget alvorlig Stund er vi stadig saa lykkeligt stillet, at vi kan samles om det, der for os er Tilværelsens egentlige Formaal: Studiet af de evige Sandheder. Men for at dette Studium skal lykkes for os, maa vi stadig holde os for Øje den Tolerance, der er hele Forudsætningen for vort Studies Sukces. Vi er frie Forskere i dette Ords allerdybeste Forstand. Ingen Foreningsrammer binder vor Aand, intet ydre Krav er stillet til os. Kun eet kan hindre vor Aands Vækst, det, at vi giver vor Bevidsthed Rum for ukærlige Tanker om vor Næste.
De ved, at vi i høj Grad lever i en Sympatiernes og Antipatiernes Verden. Mange Hænder rækker sig imod os og vil søge at fange vor Aand og derefter binde den. Maatte vi alle have Mod til at bevare vor indre Frihed, saaledes at vor Søgen efter den virkelige Sandhed aldrig standser. Maatte det Forsyn, om hvis Eksistens vi er overbevist, give os Kraft til at være Mennesker i dette Ords virkelig sande Betydning. Martinus Arbejde har intet andet Formaal end at give vor Sjæl Frihed og dermed den Fred, der er Tilværelsens højeste Lykke. Studiet af hans Analyser kan ikke undgaa at virke forædlende paa Deres indre Liv. Maatte denne Sjælsadling for hver enkelt af os naa frem til en saadan Styrke, at vi evner at møde ethvert Menneske, uanset hvilket Trin det staar paa, uanset hvilken Overbevisning, det bekender sig til, med samme Kærlighed og Forstaaelse som den, vi lægger for Dagen overfor den, der staar vort Hjerte nærmest.
Upolitisk, totalt uafhængig og uden mindste Tendens til Sektdannelse, er denne Skole bygget af kærlige Mennesker med det ene Formaal at være et Sted, hvor Mennesker af Aand kan samles og i Kærlighedens og Visdommens skønne Atmosfære føle sig i Kontakt med hinanden. Lad os i denne for utalte Millioner saa svære Tid give hinanden Haanden paa, at vi i Fællesskab vil søge at bevare vor Kærlighed indbyrdes i Tillid til, at det, der idag sker i Verden, er det fuldkomneste, der kan ske, paa Grund af Fortiden og med Henblik paa den Fremtid, vi alle gaar i Møde.
Erik Gerner Larsson.
  >>