Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1939/9 side 68
<<  2:2
N. Christensen:
Skuffelser.
(Sluttet.)
Jeg beskæftiger mig en hel Del med Revision. En Dag siger en Mand til mig: "– De maa jo altid være i en permanent Tilstand af Mistro til alt og alle, thi uden det kan man jo ikke være en god Revisor." Jeg svarede: "– De kan da godt se efter om en Overførsel af et Beløb fra en Regning til en Kassebog er rigtig uden at give Udtryk for nogen Art af Tillid eller Mistro eller andre sjælelige Tilstande, man kan gøre alt Revisionsarbejde ganske objektivt, det er jo først i Uoverensstemmelsesøjeblikket, at der kommer andre mentale Tilstande paa Ledningen."
Se dette Eksempel blev min Konklusion. Man møder Livet objektivt, neutralt, spørgende, stadigt spejdende efter Vekselvirkning, men uden forudfattet Mening om sine Medvæseners Gøren og Laden. Denne – Lytten – til Omgivelserne gør, at man hører, denne – Følen – gør, at man ser, og netop disse to, som jeg kalder neutrale Tilstande, gør, at man uden nærmere Paavisning kommer med i Begivenhederne, oven i Købet paa en Maade, hvor man netop gennem Hørelse og Syn er orienteret i de forhaandenværende Meninger. Ved at arbejde paa denne Maade faar man Del i Livets mangfoldige Ytringsformer. Ved at stoppe sin egen formanende Pegefinger i Lommen og ikke lufte sine egne ufejlbarlige Meninger, faar man netop Del i Livets brogede Billedbog paa en helt anden og langt mere befrugtende Maade. Som De sikkert heraf vil forstaa, er denne neutrale Tilstand alt andet end farveløs. Den er Nøglen til Livets indre Urværk. Den er et sikkert Bolværk mod Skuffelser, thi en ikke forudfattet Forestilling kan jo ikke bringes til at smuldre.
Paa denne Maade faar man Del i sine Medvæseners Fortrolighed og derigennem Lejlighed til at række en hjælpende Haand, hvor man kan se, at den vil blive opfattet i samme Aand, som den er givet, og først da vil man erfare Glæden over de Analyser, der baade hjælper en selv til Forstaaelse af Omgivelserne, og giver en Lejlighed til at omsætte denne Forstaaelse i Kød og Blod.