Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad skal alt det besvær til? Når vi ser os omkring, ser vi alt for ofte bare lidelser, had, krig og ødelæggelser. Hvorfor skal vi igennem alt dette?

Som Martinus ofte har fortalt, er den epoke, vi lever i, en dommedagsepoke, hvor menneskene, efter intelligensens indtog i deres hoveder, endnu ikke har lært at bruge den ordentligt. De gamle "dyder", i form af det engang livsbetingende dræbende princip, drager intelligensen til sig og udnytter den til det yderste. Resultatet er had, krig og ødelæggelse på alle planer – inden i os selv og i vore omgivelser. Mordkapaciteten er på sit højeste.

Hvad godt skal der så komme ud af det, er jo et nærliggende spørgsmål. Martinus svarer ganske enkelt, at alle disse lidelser, som vi påfører os selv og andre, dels er udtryk for, at den universelle kærlighedslov er overtrådt og dels, at lidelseserfaringerne udvikler den humane evne i os, så vi til sidst ikke kan nænne at gøre næsten noget ondt.

Den humane evne er altså målestokken for, hvor langt vi er nået på vejen til kosmisk bevidsthed.

Med vores medfødte trang til at måle og veje alt ville det selvfølgeligt være fint at få udviklet et målebånd, så vi kunne finde ud af, hvor langt vi selv og andre er kommet. Men det er desværre ikke muligt. Det kræver nemlig kosmisk bevidsthed at kunne måle, hvor langt en person er kommet på den humane evnes vej. Og da ingen af os endnu har kosmisk bevidsthed, kan vi godt opgive den øvelse.

Ja, men når vi ser os omkring, er det da tydeligt, at nogle er bedre end andre, vil nogen måske sige, og så er den pågældende da vel også nået længere end de andre på den humane evnes vej.

Måske, men det er bestemt ikke sikkert. Udviklingen af den humane evne er som at tage en uddannelse. Uddannelsen består af mange fag, og nogen kan tages sideløbende. Hvilke fag er der da i den uddannelse, der hedder udviklingen af den humane evne?

Indtil nu har livet været enkelt, men her i slutningen af dyreriget, hvor vi befinder os, bliver det mere kompliceret. Vi skal have ændret vores grundholdning fra, at det er en livsbetingelse at dræbe, til at det er en livsbetingelse at elske alt levende uden at vente noget til gengæld.

Det går jo ikke stille af, så derfor er der mange fag, der skal bestås. Du skal prøve at være rig og magtfuld. Du skal prøve at være fattig og ensom. Du skal prøve at være klog. Du skal prøve at være dum. Du skal prøve at være kriger, og du skal prøve at være helgen. Alt skal vi igennem – ikke på et liv, men gennem mange liv.

Så en person, der i dag er fattig og ensom, skal måske i næste liv prøve at være rig og magtfuld. Så vi skal passe på ikke at bedømme andre menneskers humane evne efter deres øjeblikkelige position i samfundet. De er bare ved at bestå et af de mange fag. Vi skal alle igennem det alt sammen på et eller andet tidspunkt.

Det nærmeste, vi kan komme i retning af en målestok for den humane evne, er vel, at jo mere human du bliver, jo mindre kan du nænne at gøre andre noget ondt, og til sidst vil du hellere selv lide end at udsætte andre for lidelser.