Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus fremhævede ofte, at vi ikke skulle tro på ham og hans analyser. I stedet skulle vi efterprøve dem og tage det, vi kunne bruge. Resten skulle vi lade ligge.

Det er jo meget beskedent sagt, men hvad ligger der egentligt bag ordene "tag det, du kan bruge, og lad resten ligge". Der ligger meget andet bag end blot og bar beskedenhed. Martinus fortæller os, at menneskeheden nu har nået et udviklingsstade, hvor den er modtagelig for viden og indsigt i stedet for tro.

Troen har båret menneskeheden igennem adskillige årtusinder, men intelligensens fremmarch har betydet, at evnen til at tro er degenereret, og kravet er nu eksakt viden.

Det har så også den konsekvens, at det ikke længere, i troens navn, nytter at efterligne de store guruer. Efterligning er kunstig og ændrer ikke grundlæggende på menneskene. Nu skal der eksakt viden, indsigt og forståelse til, for det er det eneste grundlag, hvorpå vi kan ændre vores adfærd og væremåde.

Mange troede, at de ved at efterligne Jesu væremåde ville udvikle sig som mennesker. Men den gik ikke. Vil vi udvikle os, må vi udvikle vor bevidsthed, det vil sige vor indsigt og forståelse, så vi bliver som Jesus.

Ja, men er det ikke både blasfemisk og uopnåeligt. Nej, siger Martinus, hver og en af os, selv den største forbryder, vil komme til at gå den vej og i løbet af mange liv nå frem til Jesu væremåde, eller som Martinus udtrykker det, til kosmisk bevidsthed.

Men hvordan udvikler vi så vor bevidsthed? Det gør vi ved at øge vor forståelse for alt, der omgiver os. Det, vi ikke forstår, frygter vi, og når vi er besat af frygt, sparker vi fra os. Det gælder vore medmennesker og ikke mindst os selv.

Vi forstår ofte ikke os selv, hvilket bl.a. kommer til udtryk i sætningen: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Selv viljen synes magtesløs. Mange vil gerne komme af med deres intolerance, deres nedtrykthed og deres hadefulde tanker, men magter det ikke. Hvorfor ikke? Fordi vi ikke forstår os selv.

Er du i en sådan tilstand af dyb fortvivlelse, så søg trøst i Martinus' beskrivelse af det levende væsen, som består af et JEG, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte. Dit JEG oplever, men er i øvrigt absolut urørligt og overlever alle anslag og al nedtrykthed, ja JEG'et er heller ikke berørt af den såkaldte død.

Prøv følgende lille eksperiment. Forestil dig, at du ser en dyreudsendelse på TV. Du er interesseret i at forstå dyrenes adfærd og følger nøje med i, hvordan de opfører sig, idet du prøver at forstå, hvad der er årsag, og hvad der er virkning i deres gøren og laden.

Prøv nu at zappe over på et andet program. Det er dog ikke et, der bliver udsendt af en TV-station. Det er dit eget liv, du nu betragter. Den scene, der viser sig, forestiller den verden, du er midt i, og du optræder der selv.

Du vil opdage, at alt, hvad du gør, har en konsekvens. Nogle konsekvenser er behagelige, medens andre er ubehagelige. Jo mere du betragter "TV-programmet" med dig selv, jo mere vil det gå op for dig, at alt, hvad du udsætter andre væsener for, vil du også selv komme til at opleve – på godt og ondt. Som du sår, vil du høste. Lidelserne, du oplever, vil åbne dine øjne, så du finder ud af, hvordan du kan undgå dem.

Men – og det er pointen ved dette lille eksperiment med TV-programmet – dit evige JEG er ikke berørt. Det får godt nok mere og mere bevidsthed, efterhånden som du samler erfaringer, men det overlever alle anslag, selv dem med dødelig udgang for din fysiske organisme.

Derfor er der ingen grund til at være nedtrykt og deprimeret. Erfaringerne skaber øget bevidsthed for dit JEG og dermed mere og mere glæde.

Martinus ønskede ikke efterligning, han ønskede en reel bevidsthedsudvikling hos det enkelte menneske. Derfor sagde han: Tag det, du kan bruge, og lad resten ligge.