Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det står sort på hvidt, siger vi, og dermed har vi tilkendegivet, at det er muligt at opleve, hvad der står. Hvidt blæk på hvidt papir giver ingen mening, for der er ingen kontrast til stede. Ret banalt, vil nogen måske sige. Det kan der da ikke være megen diskussion om.

Sort blæk på hvidt papir er indlysende, men hvad med alle de foreteelser, vi benævner under fællesbetegnelsen mysterier – ikke bare de mere okkulte mysterier, men også alle de små og store ting i hverdagen, hvor vi siger, at det dog var mystisk. Ja, her mangler noget i oplevelsen. Vi ser, hvad der sker, men vi kommer ikke til klarhed, og egentlig oplever vi ingenting.

Det er fordi, vi ikke forstår, hvilke kontraster, der ligger til grund for det, vi kommer ud for.

Martinus forklarer fænomenet således i Livets Bog 3, stk. 920:

"En oplevelse bliver først til kendsgerning der, hvor vi rent praktisk og i lige grad kan skelne de kontraster, af hvilke den består. Det er resultatet af denne skelnen imellem en tings kontraster, vi kalder en "analyse". Der, hvor denne analyse er et produkt af vort fuldkomne kendskab til en tings samtlige kontraster, der er den en uomstødelig viden eller videnskab for os. I samme grad som den afviger herfra, og vi mangler kendskab til en eller flere af dens kontraster, i samme grad er tingen et "mysterium" for os."

Nu kan man selvfølgelig spørge, hvad skal jeg bruge det til. Jeg har det meget godt med et par mysterier hist og her. Oplevelser i dagligdagen er der nok af. Hvis nogen har det sådan, er det helt fint. Martinus henstiller direkte at lade analyserne ligge i en sådan situation.

Men hvis man er skruet sådan sammen, at man ikke kan lade et mysterium ligge uden at forsøge at aflokke det dets hemmeligheder, så er vejen frem at bruge Martinus' analyser til at forstå, hvilke kontraster, der ligger bagved mysteriet og dermed få en oplevelse ud af det. For det er jo kontrasterne, der giver oplevelsen.