Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når vi hører udtrykket, "alt er såre godt", forbinder vi det instinktivt med, at det skal være behageligt og efter mit eget hoved. Ellers kan alt jo ikke være såre godt.

Men det er nu ikke det, Martinus forstår ved, at "alt er såre godt".

At forstå udtrykket "alt er såre godt" indebærer hos mig, den enkelte, en dyb erkendelse af, at universet og de love, det hviler på, er det rigtige og fuldkomne fundament for livsoplevelsen.

Grundtonen er kærlighed, som du sår skal du høste, sult og mættelse er nogle af grundreglerne. Set fra universets eller Guddommens side er det såre godt med disse grundregler, for de skaber den højeste og lykkeligste livsoplevelse for alle universets væsener. Overholder du reglerne, opleves det behageligt, overtræder du reglerne, opleves det ubehageligt, men hver gang bliver du usvigelig sikkert ført tilbage til udgangspunktet og får lov til at prøve igen og igen, indtil du oplever lykken ved at overholde reglerne. Det er da såre godt.

Nu er vi jo ikke alene. Vi er omgivet af medvæsener overalt. Ikke alle forstår reglerne lige godt. Af en eller anden grund har vi lettere ved at forstå vor næstes problem med reglerne end vores eget. Resultatet er, at vi først og fremmest forsøger at få vor næste til at forstå, hvad han eller hun gør galt, og hvad der skal til for at komme på rette spor igen. Først da bliver alt såre godt, synes vi. Men hvad med os selv? Det er en misforstået opfattelse af, hvad der er såre godt.

Martinus udtrykker det således i en artikel i Kosmos:

"at ville bestemme over vor næste hvordan han skal reagere og opføre sig, at ville diktere ham sin vilje, sin væremåde og livsopfattelse, er en af de største hindringer for jordmennesket i at nå frem til at opleve livslykken, som ikke er baseret på hvad som sker, men på hvordan man selv reagerer overfor det, som sker."

I en senere artikel i Kosmos udtrykker han det således:

"Så længe et menneske synes, at der er noget, som er forkert, så længe er vedkommende i disharmoni med livet."

Vi skal altså erkende og acceptere, at det fundament, som Guddommen har skabt til os, er såre godt. Dernæst er det op til os selv at bruge fundamentet til noget godt.