Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gottfried Wilhelm von Leibniz (1646-1716) var en tysk matematiker og filosof, vidt berejst og med personlig kontakt til de betydeligste filosoffer på sin tid. Han var så mangesidig, at Frederik den Store skal have betegnet ham som et helt levende akademi. Selv forbedringer af rejsevogne, husgeråd og bjergværksdrift optog ham. Hans rastløse liv og enestående alsidighed fik ham til at klage over, at han aldrig vidste, hvor han skulle begynde. Derfor findes hans filosofi ikke i et endeligt og afsluttet værk, men spredt i mindre afhandlinger, løse optegnelser eller i den omfattende brevveksling på ca. 15.000 breve til mere end 1000 personer.

At Leibniz i sin tankegang er tæt på Martinus, fremgår af hans "monadelære" (monade = enhed), der minder om "livsenhedsprincippet i verdensaltet". Måske lige bortset fra, at jegerne ingen forbindelse har med hinanden i Leibniz' system. Han så ikke, at de i deres inderste kerne måtte være ens. Men hør i øvrigt, hvad han skriver i et af sine breve: "Som skyggen fremhæver lyset, og disharmonien det harmoniske, på samme måde fremhæver tilværelsens ufuldkommenheder det fuldkomne. Tildækker man et maleri med undtagelse af en lille plet, kan denne forekomme intetsigende, men ses den i sammenhæng med hele maleriet, vil netop denne plet måske forhøje skønhedsindtrykket. Muligvis er den krog af tilværelsen, vi kender, den sletteste del, men kunne vi skue ud over hele billedet, som alene Gud formår det, da ville den tilsyneladende disharmoni forsvinde."

Sammen med Descartes, Hobbes og Spinoza er Leibniz den fjerde store af 1600-tallets "systemtænkere". Ligesom Martinus skabte de åndelige verdensbilleder, hvor de støttede sig til præmisser, de fandt fornuftige og selvindlysende. Descartes anbefalede dog også metodisk tvivl, men kun "mindst én gang i livet". Spinoza mente, at "sandheden er kriteriet på sig selv". Og hverken Descartes eller Spinoza synes at have knyttet nogen afgørende betydning til den mulighed, at det, der for den ene er fornuftigt og selvindlysende, ikke behøver at være det for den anden. Dette gør Martinus til gengæld meget ud af at forklare, idet han hævder, at menneskene befinder sig på forskellige stadier i en udvikling mod højere intuition. Men da denne opfattelse i sig selv fordrer en passende høj intuition, så er vi atter tilbage ved Spinozas ord om, at sandheden er kriteriet på sig selv. Man kan altså dårligt kritisere disse systemer og verdensbilleder uden at afsløre sig selv som én, der ikke formår at forstå sandheden dér, hvor den viser sig. Den er forbeholdt den "udviklede sandhedssøger", et udtryk Martinus bruger i Livets Bog 3, 677.

Sådanne henvisninger til, hvad en enkelt filosof og hans tilhængere finder fornuftigt og selvindlysende, skulle snart møde hård kritik fra tre raske briter, der med deres nations sædvanlige sans for matters of fact så alting på en ny måde. Dem skal vi møde i de næste numre af Kosmos.