Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Baruch de Spinoza (1632-1677) var en hollandsk filosof, der allerede som barn viste store evner. Hans jødiske forældre sørgede for en god skolegang til ham og nærede de største forventninger. Men i løbet af få år viste det sig, at han i tankegang var alt for kritisk og selvstændig. Forgæves prøvede man at bestikke ham med en stor sum penge, mordforsøg blev det endda også til. Endelig som 23-årig blev han udstødt af den jødiske menighed under allehånde forbandelser, og nu stod den unge mand så helt alene i verden. Men efter jødisk skik skulle enhver student have lært et håndværk, thi "arbejde holder mennesket dydigt", og heldigvis var Spinoza en meget dygtig glassliber. Resten af sine dage kunne han derfor tjene til livets ophold ved at slibe optiske linser, og det gav ham mulighed for at bevare sin frihed og uafhængighed, så han konsekvent kunne afslå alle tilbud om økonomisk hjælp.

Efter at have gjort op med hjemmets stivnede religiøse fordomme prøvede Spinoza, om det var muligt at finde en livsform, der kunne føre til den helt lykkelige tilværelse. Han fandt den i erkendelsen af, at alt i naturen "set under evighedens synsvinkel" sker ud fra en nødvendig lovmæssighed, som han kaldte substansen. Ved "substans" forstod han "det, som er i sig selv og begribes ved sig selv, – dvs. det, hvis begreb ikke kræver en anden tings begreb for at finde forståelse". Måske ville vi i dag vælge at bruge ordet "princip". "Substansen" er da princippernes princip, eller hvad Martinus kalder "Det Evige Verdensbillede", hvor Gud og verden er ét. Og det var netop Spinozas kongstanke. Gud befinder sig ikke uden for verden, Gud og verden er ét.

Denne tanke vakte stor harme i samtiden, der kun kunne se Skaberen som noget helligt, der var højt hævet over sit profane skaberværk. Kritikken haglede ned over Spinoza. Man opfattede ham som ateist og afskyede hans filosofi og dens tilhængere (spinozisterne).

Af Spinozas tanker kan man aflede meget af Martinus' kosmologi. Man kan slutte sig til tanken om reinkarnation, til Jorden som et levende væsen og til en kommende verdensregering. Spinoza går dog ikke så langt, men giver sig tid til at besvare nogle af samtidens hede spørgsmål.

Fx: Hvis alt sker med nødvendighed, er Gud så ikke underkastet tvang, altså ufri og ufuldkommen? – Nej, svarer Spinoza, alt sker blot ud fra Guds natur, og naturligvis gør Gud ikke noget, han ikke har lyst til. "Det er ikke ufuldkomment at mangle ufuldkommenhed."

Eller: Hvordan kan man vide, at intet sker tilfældigt? – Det kan man, svarer Spinoza, fordi årsag og virkning ikke er adskilt i tid, således som vi opfatter dem. "Det ville være det samme som at tro, at en matematisk læresætning om trekanter først træder i kraft på det tidspunkt, hvor man finder den." Oversat til Martinus: Verdensaltets grundtone er kærlighed. Den er givet på forhånd!