Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Søren Kierkegaards far var et genialt menneske, som kunne få lille Sørens fantasi til at blomstre. Han tog blot sønnen i hånden og vandrede op og ned ad stuegulvet med ham. Hvordan skal vi se nedenfor. Når vi bringer dette afsnit fra Kierkegaards erindringer, er det, fordi Martinus i sin bog "Gennem dødens port" fortæller om skytsenglene, der i den åndelige verden (mellem døden og en ny fødsel) kan skabe en helt livagtig verden for børn, der ikke nåede at blive voksne i den fysiske verden. Som vi skal se, er den åndelige verden "fysisk" på sin egen måde og i stor målestok.
 

Når jeg af og til bad om tilladelse til at gå ud, da fik jeg oftest et afslag; hvorimod far undertiden til gengæld foreslog mig ved hans hånd at spadsere op og ned ad gulvet. Dette var ved første øjekast en fattig erstatning, og dog viste det sig at skjule noget ganske anderledes i sig. Forslaget blev antaget, og det blev ganske overladt mig at bestemme, hvor vi skulle gå hen. Vi gik da ud ad porten til et nærliggende lystslot eller ud til strandkanten eller om i gaderne, alt eftersom jeg ville det; thi far formåede alt. Mens vi gik op og ned ad gulvet, fortalte far alt, hvad vi så. Vi hilste på de forbigående, vognene larmede forbi os og overdøvede fars stemme, kagekonens frugter var mere indbydende end nogensinde. Han fortalte alt så nøjagtigt, så levende, så nærværende indtil den ubetydeligste detalje, der var mig bekendt, så udførligt og anskueligt, hvad der var mig ubekendt, at jeg efter en halv time at have spadseret med far var så overvældet og træt, som om jeg en hel dag havde været ude.

Fars troldomskunst lærte jeg ham snart af. Hvad der før foregik som fortælling, det skete nu som dialog: vi talte sammen på turen. Gik vi ad bekendte veje, da passede vi gensidigt på hinanden, at intet blev overset; var vejen mig fremmed, så kombinerede jeg, mens fars almægtige fantasi var i stand til at danne alt, at bruge ethvert barnagtigt ønske som en ingrediens i det drama, der foregik. For mig var det, som blev verden til under samtalen, som var far Vorherre og jeg selv hans yndling, der fik lov at blande sine tåbelige indfald deri, lige så lystigt som jeg ville; thi jeg blev aldrig afvist, far aldrig forstyrret, det kom alt sammen med og altid til min tilfredshed.

 

Frit efter "Johannes Climacus eller de omnibus dubitandum est", Papirer, 2. udg., bd IV, side 104ff.