Kosmos 2001/7 side 154
Spinoza om godt og ondt
Martinus omtalte ofte godt og ondt som "det såkaldte gode" og "det såkaldte onde". For set under evighedens synsvinkel var intet hverken godt eller ondt. Det samme mente filosoffen Spinoza, der levede i 1600-tallet. Det er i øvrigt ham, vi kan takke for sentensen: "Set under evighedens synsvinkel". Spinoza skriver:
Jeg tilskriver ikke naturen skønhed og hæslighed, orden og forvirring. Thi tingene kan kun kaldes skønne eller hæslige, ordnede eller forvirrede i forhold til vor forestillingsevne. Hvis vore øjne var mere langsynede eller nærsynede, ville vi finde dét hæsligt, der nu synes os skønt, og dét skønt, som nu synes os hæsligt. Den skønneste hånd synes hæslig under mikroskopet.
Og af troen på, at alle frit kan gøre, hvad de vil, opstod endvidere begreberne "ros", "dadel.", "synd" og "fortjeneste".
Efter at menneskene havde overbevist sig selv om, at alt, hvad der er skabt, er skabt for deres skyld, var det uundgåeligt, at de måtte betragte det mest nyttige for dem selv som det vigtigste ved tingene, og regne de ting for de bedste, der har de gunstigste virkninger for menneskeheden. Endvidere var det ikke til at undgå, at de dannede abstrakte begreber til forklaring af tingenes natur, fx begreberne "godhed", "ondskab", "orden", "uorden", "varme", "kulde", "skønhed", "hæslighed", osv. Og af troen på, at alle frit kan gøre, hvad de vil, opstod endvidere begreberne "ros", "dadel.", "synd" og "fortjeneste".
Når fænomenerne er sådan, at de indtryk, de gør på sanserne, udløser en lidet anstrengende virksomhed for evnen til at tænke mere abstrakt, og de derfor er lette at huske, så siger menneskene at disse fænomener er velordnede.
Fra Spinozas breve og afhandling om etik. Her frit citeret fra Arne Næss: Filosofiens historie, bind 1, side 507 ff., Hans Reitzels Forlag, 1991.
Tilbage til forfatterregister
Forrige