Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de første begreber, Martinus beskriver i sin kosmologi, er definitionen på et levende væsen. Det består af tre uadskillelige elementer, et JEG, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte, som han benævner henholdsvis X1, X2 og X3.

Nu kunne nogen måske finde på at spørge, om det med skaberevnen ikke er forbeholdt malere, komponister, digtere, opfindere og forskere. Lille mig, som aldrig har opfundet noget som helst, kan da ikke have en skaberevne.

Jo, siger Martinus, alle har en skabeevne og alle bruger den. Det starter med et begær. Begæret afføder tanker, og tanker vil på den ene eller anden måde manifestere sig, så begæret bliver mættet.

Det lyder jo meget kønt, men hvorfor går det så ikke altid, som vi begærer. Det er fordi, vi tænker forkert. Tanker skaber det, du tænker, og det gælder både rigtige og forkerte tanker.

Opøvelsen af evnen til at tænke rigtigt er faktisk det vigtigste, vi overhovedet kan beskæftige os med, for det er evnen til mere og mere fuldkommen tænkning, der bringer os videre i udviklingen mod det rigtige menneskerige.

I Livets Bog, bind 2, beskriver Martinus, hvorledes livet former sig i spiralens forskellige riger: planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og endelig salighedsriget.

I øjeblikket befinder menneskeheden sig i anden halvdel af dyreriget på vej mod det rigtige menneskerige. Transportmidlet fra det ene rige til det andet er en mere og mere fuldkommen tænkning, hvor vi ved, hvad vi skal tænke for at få vores begær opfyldt.

Spiralkredsløbets modstykke til dyreriget, hvor vi befinder os, er den guddommelige verden. Det liv, der udfolder sig her, er ifølge Martinus så fantastisk fyldt med lys, glæde og fred, at det ikke lader sig udtrykke med menneskeord, hvorfor Martinus undskylder, at hans beskrivelse kun vil være en svag afglans af, hvad der virkelig foregår. Her er tænkeevnen blevet fuldkommen, alle lever kun for at tjene og glæde hinanden. Derfor kan ingen gøre andre noget ondt. Det, at vise kærlighed over for alle andre, er for længst blevet en automatfunktion på samme måde, som det for os er en automatfunktion at trække vejret.

Den fuldkomne tænkeevne udfolder sig her maximalt og skaber umiddelbart det tænkte. Det er ikke længere nødvendigt at gå over de grove fysiske materier for at skabe. En tænkt tanke vil omgående materialisere sig og fremstå, som den er tænkt, til glæde og gavn for sit ophav og sine omgivelser.

Årsagen til, at det kan være således, er netop, at ingen kan nænne at gøre næsten noget ondt. Tænk, hvad der ville ske, hvis den form for tænkning blev sluppet løs her på jorden på vores nuværende stade. Der ville ikke gå mange minutter, før vi havde ødelagt hinanden. Så vi kan kun takke Forsynet for, at det ikke er således.

Jeg ved ikke hvor mange inkarnationer og hvor mange tusinder eller millioner år, der vil gå, før vi når dertil. Men Martinus' ord siger mig, at dyrkning af korrekt tænkning er så vigtig, at den burde være anerkendt som sportsgren ved kommende olympiader.

Lad mig så slutte med et lille Martinuscitat fra en af hans små bøger (Universets mælkeveje, nr.16, kapitel 7):

"De partikler, som danner fysisk stof, er i virkeligheden kun tankeenergiens afkrystalliseringer, et midlertidigt resultat af det levende væsens bevidsthedsenergi og skabeevne. Al bevægelse i dette univers er tanke, og sædet for det virkelige liv er tomrummet mellem partiklerne."