Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Når jeg går ud en sommerdag og ser mig omkring, så tænker jeg: Hvor forbavsende er det ikke, at det, der er til, er til; det er akkurat det, som de gamle mente, når de sagde, at Gud har skabt verden.

Fra denne tanke er der ganske kort til – alt efter temperament – at anstille mere dybtgående undersøgelser. "I bliver tossede af at tænke alle de tanker," sagde min mor altid, når hun hørte os snakke om Gud og evighed, og hvor vi kommer fra og går hen. Og mange slipper rigtignok også tanken og begraver sig i hverdagens mange gøremål. Men vi er altså nogle stykker, som aldrig glemmer denne mærkelige ungdommens vågne tanke om livet, og hvor det kommer fra. De fleste mennesker "sander til" i dagligdagens gøremål, men nogle få rager op med en lille hård og stædig bjergspids af spørgsmål og ubændig forskertrang.

Det er den slags folk, der interesserer sig for Martinus og hans verdensbillede!

Nøglen til at sætte sig ind i dette verdensbillede kan udtrykkes med et eneste ord, udvikling. De gamle kendte det ikke, de kunne kun forestille sig, at verden var blevet til ganske pludseligt ved et mirakel. Nutidens mennesker er fuldt fortrolige med begrebet. De ser jo, hvordan udviklingen tordner frem på alle fronter – ja, de skaber den selv. Men de ser den også i naturens fine netværk og sammenhænge, i gensidig tilpasning til en stor og mystisk plan, der går ud på ... ja, på hvad!

Så er vi igen tilbage ved udgangspunktet.

På de næste sider tegner Martinus et levende billede af livet i junglen. Uha, vil læseren måske tænke, det er dog et skrækkeligt liv. Godt det ikke er mig, som altid skal leve på kanten mellem liv og død. Ikke desto mindre er der mennesker, som netop søger denne udfordring. De lærer sig selv bedre at kende, siger de, ved at blive udfordret til kamp på overlevelse.

Det er altså ganske tydeligt, at selv om vi lever i et moderne og komfortabelt samfund, så går der alligevel rødder tilbage til livet i junglen, til en mere primitiv jæger- og samlerkultur, hvor det gjaldt om at overleve på de mest barske betingelser.

Det er denne udvikling i let svæveflugt, vi skal følge i dette nummer af Kosmos. Vi skal studere menneskets evne til at skabe, og skabe sin egen mentalitet om. Det vil Egon Sørensen fortælle os noget om. Skaber vi "forkert", bliver vi "syge", fortæller Søren Olsen, men hvad vil det dybest set sige? Mads Leth Jørnø gør os begribeligt, at vi er at ligne ved et broget blomstertæppe. Alt sammen er det et spørgsmål om udvikling, overalt kan vi følge dens spor i tid og rum: Hos Martinus i Japan anno 1954, hos en meget ung H.C.Andersen på pynten af Amager og hos en dødsdømt Giordano Bruno i Rom. Vi skal kort sagt langt omkring i dette nummer af bladet. Og hele vejen befordres vi af den første lette tanke, når vi ser os ud en sommerdag.

God sommer!