Kosmos 2001/4 side 86
Universets grundtone er kærlighed – hvad er din?
af Egon Sørensen
Martinus fortæller ofte, at universets grundtone er kærlighed. Men samtidig forklarer han også, at det kan være svært at forstå for os jordmennesker med det perspektiv, vi betragter tilværelsen med.
For det første ser vi kun en lille del af skaberværket, og for det andet har vi svært ved at fatte, at først når noget er færdigskabt, er det til fuldkommen glæde og velsignelse for de levende væsener og dermed udtryk for fuldkommen kærlighed.
Selv når vi fødes, er vi ikke færdigskabte. Vi skal vokse og blive store og stærke på det fysiske plan. Vi skal også udvikle os på det mentale plan. Men processen er længere end som så. Vi må have reinkarnationen ind i billedet. Hver gang, vi forlader det fysiske plan, har det nu afsluttede livs erfaringer og lærdom lagret sig i vore talentkerner, og dem bringer vi med os, næste gang vi fødes. Der bliver de udgangspunktet for nye erfaringer og ny lærdom, som lagres i talentkernerne, og sådan fortsætter det liv efter liv.
Undervejs må vi så gruelig meget "ondt" igennem, ikke fordi Guddommen absolut vil, at vi skal have det skidt, men fordi vi har en fri vilje til at skabe og gøre vores egne erfaringer. Hvis ikke vi havde det, ville vi aldrig blive dygtigere og bedre.
Men når vi gennem mange liv har gjort alle de erfaringer, vi skal, vil vi se, at bagom alting ligger Guds kærligheds strålevæld, og at netop alle lidelserne undervejs medførte, at vi selv blev bærere af disse kærlighedsstråler. Ved vejs ende blev vi mennesker i Guds billede og så, at universets grundtone virkelig er kærlighed.
Så når vi står midt i livet med alle vores problemer og den snævre horisont, må vi med den erkendelse, Martinus giver os, optimistisk kunne sige:
Universets grundtone er kærlighed – den skal også blive min.
Tilbage til forfatterregister
Forrige