Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er tilbøjelige til at dele skaberværket op i to dele, en meget stor del, som Vor Herre og alle andre har skabt, og så en lille del, som jeg selv har skabt. Det, jeg selv har skabt, synes jeg ikke, der er noget galt med, men alt det andet – dér hersker tilfældighederne og jungleloven. Tænk på al den "tilfældige" uretfærdighed, der rammer os hen ad vejen og som vi er helt uskyldige i. Det hæmmer vores egne bestræbelser for at skabe noget fornuftigt. Og her er vel hovedårsagen til, at vort eget skaberværk måske ikke er blevet til det, vi troede.

Hvis nogen tænker sådan, er det helt forkert. Der er kun én skaber i vort univers, og det er os selv. Vi har selv sat scenen med alle dens aktører, og vi har selv skrevet manuskriptet og fordelt rollerne. Vi ved det bare ikke, eller vi er os det ikke bevidste. Gennem sine analyser viser Martinus os gang på gang, at vi selv er årsag til alt, hvad vi kommer ud for. Årsagerne er muligvis skabt i tidligere inkarnationer, men det får dem jo ikke til at forsvinde som uskabte.

Når vi ikke er bevidste om de årsager, vi selv har skabt, er det ikke blot, fordi vi ikke kan huske tidligere inkarnationer, men nok så meget at vi ikke har tiltro til vor egen skaberevne. Den er formidabel. Vi skaber hele tiden på godt og ondt. Det, vi skaber, er det samme som årsager, og årsager har virkninger, og det er dem, vi oplever som enten behagelige eller ubehagelige.

Ingen har vel lyst til at skabe ubehagelige virkninger. I det omfang, vi er bevidste om, at vi skaber, er der også en god chance for, at det hen ad vejen bliver bedre og bedre.

Den store fejltagelse kommer ind der, hvor vi tror, at vi kan komme ud for tilfældigheder og derfor er uskyldige i de ubehageligheder, vi møder. Og er vi uskyldige, kan vi jo heller ikke gøre noget ved det, andet end at synes, at det er vel nok synd for os. Nu er der ikke langt til martyrrollen, som Martinus advarer om som en af de største hindringer på vejen mod kosmisk bevidsthed.

Men hvordan kommer jeg så videre, hvis jeg har det sådan. Først og fremmest ved at acceptere, at jeg selv er årsag til alt, hvad jeg kommer ud for. Med den indsigt kan jeg begynde at analysere, hvad der gik galt i det, jeg engang skabte, for skaberen – det er jo mig.