Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En studiekreds-deltager skriver: Martinus citerer meget ofte Bibelens ord om, at "man skal elske sin næste som sig selv". Det virker lidt stødende på mig, for det kan da ikke ligefrem være et ideal at elske sig selv. Er det mig, der ikke har forstået det?

SVAR: Her, som i så mange andre sammenhænge, udvider Martinus vores synsvinkel betydeligt. I Livets Bog bind 4, stk. 1132 fortæller han, hvem der er éns næste, og han gør det på en ganske klar og indlysende måde: Betingelsen er, at der er tale om et levende væsen, og at det befinder sig indenfor éns manifestationsområde. Og han præciserer det ved at slå fast, at éns næste "er det væsen eller de væsener, der i bogstavelig forstand befinder sig "nærmest" hos os i selve det fysiske rum, ligegyldigt hvor vi så end befinder os. ( ... ) Hvis det befinder sig syg og elendig og trænger til vor hjælp, overtræder vi næstekærlighedsloven, hvis vi ikke efter evne hjælper det pågældende væsen, således som vi selv ville ønske at blive hjulpet, hvis det var os, der var i den nødstedte situation." Hvis vi nu tænker os om, kan vi jo godt se, at nu bliver begrebet éns "næste" voldsomt udvidet. I Livets Bog bind 6, stk. 2325-26 skriver Martinus: "Verdensaltet udgør altså det store makrokosmos, i hvilket alt det liv eller alle de levende væsener, der overhovedet eksisterer, befinder sig. Men når vi er mikrokosmiske i dette gigantmakrokosmos eller Guddommens organisme, er det naturligt, at vi alle er beregnede på at være til velvære eller glæde og velsignelse for denne organisme, akkurat ligesom mikrovæsenerne i vor egen organisme er beregnet på at udløse det samme formål for os ... "

Nu nærmer vi os sagens kerne! For hvem er de aller-allernærmeste levende væsener i vort ansvarsområde? Det er jo vore egne mikrovæsener i den organisme, vi har fået som oplevelsesredskab. Vi kan til en vis grad bestemme over denne organisme, – vi kan bestræbe os på at leve og tænke, så vi bliver sunde og raske, både mentalt og fysisk. Vi kan så at sige omskrive det gamle ord om at "elske sin næste som sig selv" til at "elske sin næste, som vi elsker vore egne mikrovæsener".

Men sikke et perspektiv, der er i disse ord. Vi kan skabe krig og smerte i vores organisme og i vore omgivelser. Eller vi kan bestræbe os på at gøre det modsatte. Lad os slutte med Martinus' egne ord: "Da dette, at elske sin næste som sig selv, skaber sundhed, lys, lykke og glæde både sjæleligt og legemligt, bliver man således i kraft af sin næstekærlighed også til velsignelse for den makroorganismes sundhed og velvære, som man befinder sig i. Og da denne i sin højeste instans er Guds organisme, er det således Gud, man elsker. ( ... ) Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at udviklingen fører alle mennesker frem fra had til kærlighed, fra brutalitet til humanitet, fra vrede til tilgivelse. Og således kommer alle mennesker tilsidst til at elske Gud over alle ting og deres næste som sig selv."