Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1999/3 side 48
Nyt fra Martinus Center i Klint
Foto af Henning Schmoll
 
Forårs- og efterårskurserne i Martinus Center
 
af Henning Schmoll
 
Et nyt undervisningsprogram er udsendt, og vi nærmer os igen en spændende sæson i det smukke Martinus Center, hvor mange frivillige medarbejdere har sørget for, at alt er klappet og klart, når mennesker fra både ind- og udland atter sætter kursen dertil.
De fleste læsere af Kosmos har sikkert besøgt Martinus Center en eller flere gange og har hørt foredrag og måske deltaget i studiegrupper, men der foregår også andre ting, af hvilke jeg her vil slå et slag for forårs- og efterårskurserne. Både efter en lang, mørk vinter og efter at højsæsonen med dens mange aktiviteter er forbi, er der meget stille i Centret, og Instituttet har skabt mulighed for et mere intenst studium af Martinus' kosmologi.
Undervisningen foregår i studiegrupper med omkring seks til ti deltagere, som ledes af Solveig Langkilde, Svend Åge Rossen og Bertil Ekstrøm.
Deltagerne ankommer lørdag, og har man ikke egen bolig, bliver man indlogeret i pavillon A i enkeltværelse eller, hvis man er to, i dobbeltværelse med køkkenniche, toilet og brusebad.
Søndag aften mødes man i en hyggelig atmosfære over en kop te, og den kommende uges aktiviteter gennemgås. Undervisere og elever præsenterer sig selv og fortæller måske lidt om sine interesser, hvor længe man har kendt kosmologien og om mødet med den.
Undervisningen i grupperne foregår fra mandag til fredag, og de første halvanden til to timer går med gennemgang af den valgte litteratur. Dette kræver daglig forberedelse, og den enkelte deltager finder selv ud af, hvorledes han/hun har lyst til at gribe arbejdet an. Hver elev får hver dag et stykke af teksten som opgave, og nogen læser fx ordret op fra bogen eller artiklen, mens andre foretrækker at formulere og fremlægge stykket med deres egne ord. Efter hvert stykke taler gruppen sammen, og her er det så, at der næsten altid forekommer en meget frugtbar udveksling af personlige erfaringer og oplevelser, som har forbindelse med stoffet. Martinus' kosmologi har i allerhøjeste grad relation til, hvorledes vor tilværelse har formet sig, og da ikke to menneskers vej i livet har været helt ens, er vore erfaringer meget forskellige, og forståelsen af enkelte detaljer i kosmologien kan derfor variere. Når man gennemgår og diskuterer stoffet sammen med andre, kan man derfor berige hinanden, og det sker ofte, at der hos nogen ligefrem opstår såkaldte "aha-oplevelser". Da alt hvad Martinus har skrevet er resultatet af hans kosmiske bevidsthed, opstår der ofte i studiegrupperne en slags intuitions-atmosfære, som giver inspiration og letter forståelsen af stoffet på en forunderlig måde.
Jeg har personligt kendt kosmologien i mange år, har hørt foredrag af Martinus og hans medarbejdere og har læst al tilgængelig litteratur, men arbejdet i studiegrupper, som her beskrevet, har specielt givet mig megen stor glæde og udbytte.
 
 
Efter gruppearbejdet tirsdag og torsdag mødes alle deltagere for at lytte til et Martinusforedrag på bånd eller se en video med relation til kosmologien, hvorefter man diskuterer og kommenterer det hørte og sete.
Mandag, onsdag og fredag holdes der efter gruppearbejdet en pause til om aftenen, hvor alle deltagere i et par timer diskuterer og stiller spørgsmål i forbindelse med et i forvejen valgt tema.
Foruden Martinusforedrag, videoer og temaaftener er der indimellem også foredrag af studielederne eller af enkelte elever, hvis de har lyst til det. Det sidste sker af og til, da alt foregår i en god, varm og tolerant atmosfære, som giver mod til at holde et lille foredrag om noget, der ligger én på sinde.
I weekends, og når man ellers har fri og ikke læser lektier, er der mulighed for at hvile hjernen lidt og lære hinanden bedre at kende. Man tager på udflugt, kører til byen og handler, samles til fællesspisning og har det i det hele taget rart sammen. Gode venskaber opstår hvert år på kurserne. Torsdag eftermiddag tager alle på en samlet udflugt til interessante steder i det smukke Odsherred. Som udflugtsmål kan jeg bl.a. nævne den lille dejlige ø Nekselø, der har en meget sjælden flora og fauna og er totalfredet. Fuglereservatet ved Hov Vig, Dybesø ved Rørvig, egnen ved Veddinge Bakker, Ulkerup og Sonnerup skove, jættestuerne ved Stenstrup, Annebergsamlingen, Huset i Asnæs og Pakhuset i Nykøbing (kunstgallerier) samt Dragsholm Slot med den store rhododendron-park er blot et udpluk af andre meget seværdige udflugtsmål. Inden vi igen kører tilbage til Centret plejer vi at tage ind på en kro eller restaurant og tale om vore oplevelser over en kop te eller kaffe m.v.
Jeg kan på det varmeste anbefale alle, der har mulighed for det, at deltage på et af disse kurser i år. Det kræves naturligvis ikke, at man har et dybtgående kendskab til analyserne. Enhver med blot nogen indsigt kan deltage, og er man lidt usikker på sin viden, kan man jo starte med udvalgte artikler eller småbøgerne, før man giver sig i kast med Livets Bog.
 
 
Ved forår- og efterårskurserne koster en uges ophold med bolig i Pav. A og undervisning 1100 kr. Hvis man foretrækker at bo i Pav 1 eller 2 koster det 960 kr, og hvis man kan i egen bolig 480 kr.