Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Da jeg var fire år, kørte jeg i kapervogn sammen med min mor og far i Dyrehaven nord for København. Vi havde været på "Bakken", det kendte forlystelsessted, og var nu på vej mod den røde port ved Klampenborg. Mørket var forlængst faldet på, og overgangen fra den støjende og oplyste plads til det næsten totale mørke og stilheden blev kun afbrudt af hestens trav. Med en søvnig tilfredshed og en mærkelig følelse af lykke gled jeg ned i sædet og kiggede lige op i den lyse stribe mellem de høje, mørke bøgetræer. Stjernerne var kommet frem og tittede ned til mig på en fortrolig måde, som om de var mine gode venner. Det var næsten, som havde de ventet på dette gensyn. Og far, som sad ved siden af, gav sig til at fortælle om stjernerne og Mælkevejen og de kolossale afstande.

Jeg var stum af betagelse, men næste dag og næste dag igen måtte jeg have rede på denne mærkelige sympati, som strålede og blinkede ned mod mig fra den mørke nattehimmel. Men de voksne skuffede mig. De blev trætte og pirrelige af min udspørgen. De forstod mig ikke.

Siden lærte jeg jo at læse og gå mine egne veje, studere og finde mennesker, der ligesom jeg havde travlt med at lave følelser om til ord. Nu forstod jeg også, at det var det, de voksne gjorde. Verden blev til af deres ord, de skabte den i fællesskab og bekræftede hinanden i det, de opfattede som verden. De voksnes verden, ikke min under stjernerne. Den lå gemt i min erindring som noget gådefuldt og helligt.

Men hvad var det, stjernerne fortalte?

I min lange søgen efter svar mødte jeg en forfatter, som kunne sætte ord på min oplevelse. "Stjernesmilet", kaldte han den. Og ikke nok med det, han kunne også forklare og vise rundt i denne verden. Sammen med ham kunne jeg være barn og voksen på samme tid, poet og videnskabsmand, andægtig læser og selvstændig forsker. Her var endelig et menneske, som havde tid nok og ordet i sin magt. Hans bøger var som et kildevæld, en flod, et hav af ord.

At min oplevelse også var julens budskab, anede mig. Der var jo "julestjernen", og der var "det stille sind", hvormed hyrderne "gik til barnet ind". Denne mærkelige stilhed, som man i vore dage må forberede grundigt under "voldsom trængsel og alarm". Men så sker det vel også på selve juleaften, at sindet falder til ro. Omsider bliver vi "som børn på ny", oplever som børn og fornemmer måske igen det tyste budskab ude fra det store verdensrum.

Det skal vi også i dette nummer af Kosmos. Vi skal møde den fortættede stilhed svøbt i ord. Vi skal genfinde "stjernesmilet" og lytte til julens kosmiske budskab. Rigtig glædelig jul!

I slutningen af Livets Bog 7 bruger Martinus ordet "stjernesmilet". Det afslører, fortæller han, de første elementære begreber om Guds evige visdom. Det baner sig vej ind i den ensomme astronoms modtagelige ånd ...