Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Mekaniseringen af landbruget i 1930'erne gjorde en række smådrifter urentable i USAs sydstater. En folkevandring mod vest begyndte, og store landstrækninger lagdes øde. Bankerne overtog simpelthen bøndernes jord og ansatte nogle få mennesker til at udføre arbejdet med traktorer. I sin bog "Vredens druer" beskriver John Steinbeck den psykiske side af denne proces og giver dermed et praktisk eksempel på en begivenhed, som i Martinus analyser sættes i forbindelse med menneskets udvikling af intelligens. Hvor Martinus beskriver et alment princip, finder vi her et konkret eksempel på det stemningsskift, der finder sted som følge af dette princip. En stor forfatter viser, hvad han duer til.

 

Husene stod tomme på markerne, og derfor var markerne tomme. Kun traktorernes bølgeblikskure levede, de glimtede sølvhvide. De fik deres liv af maskinernes metal, benzin og olie, af maskinernes skinnende plovknive. Traktorerne havde lysende lygter, for for en traktor gives der hverken dag eller nat, og dens plovknive kan vende jorden i mørke, lige så vel som de kan glitre i dagens lys. Og når en hest holder op at arbejde og går ind i laden, så er der liv og kraft tilbage, der er ånde og varme, og fødderne flytter sig i halmen, og kæberne maler høet, og øjne og ører lever. Der er livets varme i en lade, der er livets em og livets lugt. Men når motoren i traktoren standser, er den så død, som den malm, den støbtes af. Varmen går ud af den som livsvarmen, der forlader et lig. Så bliver bølgebliksdørene lukkede, og traktorkøreren kører hjem til byen måske tyve miles væk, og han behøver ikke at komme tilbage i uger eller måneder, for traktoren er død. Og det er nemt og effektivt. Så nemt, at underet dør ud af arbejdet, så effektivt, at underet dør ud af jorden og dens dyrkning, og med underet dør den dybe forståelse og den dybe samhørighed. Og hos manden på traktoren gror der den foragt op, som kun kan trives hos en fremmed, der kun har ringe forståelse og slet ingen samhørighed. For jorden er ikke nitrater, og jorden er ikke fosfater, og fibrens længde i bomulden er ikke jorden. Mennesket er ikke kulstof, ej heller salt eller kalcium. Et menneske er alt det, men det er meget mere, og jorden er meget mere end analysen udsiger. Det menneske, som er mere end sin kemiske sammensætning, som går på jorden og drejer sin plovspids for at undgå en sten, som sænker plovens stjært, når den skal op over en forhøjning i jordsmonnet, som knæler ned på jorden for at spise sin mad, det menneske, han kender den jord, der er mere end sin analyse. Men maskinmanden, der kører en død traktor hen over en jord, han hverken kender eller holder af, han forstår kun kemi, og han foragter jorden og sig selv. Når bølgebliksdørene er lukkede, går han hjem, og hans hjem er ikke jorden.