Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi forlader nu disse interessante Problemer, og vender tilbage til Sollysets Spektrum. Vi vil denne Gang vandre ud over den røde Del. Vi kommer da til de ultrarøde Straaler, der er Varmestraaler. Vi træffer ogsaa her de, i den senere Tid saa meget omtalte infrarøde Straaler. Disse Straaler kan ikke opfanges af det menneskelige Øje, men af en særlig præpareret fotografisk Plade, og det er ved Hjælp af dem muligt at fotografere over meget lange Afstande. Jeg skal nævne et interessant Eksempel. I 1931 fotograferede Flyverkaptajn A. W. Stevens fra en Flyvemaskine Andeskæden og Sydamerikas højeste Bjerg Aconcagua over en Distance paa 310 miles (omtr. 500 km). Dette Fotografi var bemærkelsesværdigt derved, at det viste Taagelinien over Pampassletterne som en buet Linie paa Grund af Jordrundingen.

Den næste Straalingsart, vi træffer, er Hertzbølgerne, eller mere populært "Radiobølger". Det Omraade, de rækker over, m. H. t. Bølgelængde, er meget stort. I et Omraade mellem 0,3 og godt 2 mm dækker Hertzbølgerne og de ultrarøde Straaler hinanden, men derfra og opefter finder vi kun Hertzbølger. Den øverste Grænse for dem ligger helt oppe ved 30 Kilometer. Jeg skal ikke komme ind paa en nærmere Forklaring her, men blot omtale, at de med Hensyn til Frembringelsesmaade adskiller sig fra de andre Straalingsarter. I 1857 lykkedes det Hertz ikke alene at paavise dem, men ogsaa at vise deres Slægtskab med Lysbølgerne, idet han viste, hvorledes de kunde tilbagekastes fra Metalplader, der virkede som Spejle, og hvorledes de kunde brydes i Prismer af Asfalt, Svovl o. l., og i det hele taget opførte sig som Lysbølger.

Det, som jeg hidtil har omtalt, er imidlertid kun, hvad Videnskaben gennem mange grundige Forsøg har fastslaaet som aldeles sikkert, men ved Siden af dette, findes der en hel Del Fænomener, hvoraf nogle er under "Behandling", medens andre knapt nok bliver anerkendt som eksisterende. Da der som Følge heraf ikke er nogen bestemt "Orden", vil Omtalen af dem maaske synes lidt tilfældig.

Jeg vil først omtale en Korpuskularstraaling, som man først i den allernyeste Tid har faaet positiv Viden om: det er en Straalingsart, der af Videnskaben bliver kaldt "kosmiske Straaler". (Det var disse Straaler Piccard undersøgte under sin Ballonfart).

Der findes i Luften 3 Milliarder Molekuler pr. Kubikcentimeter. Af disse bliver et vist Antal pr. Sekund "ioniseret", d. v. s. der fjernes en Elektron fra dem. En Del af denne Ionisation kan forklares som hidrørende fra de Straaler, der udgaar fra de i Jorden værende radioaktive Stoffer, men tilbage bliver der en ganske ringe Ionisation, som man ikke kan forklare paa anden Maade end ved at antage, at den skyldes denne mærkelige Straaling. Alt i alt bliver to eller tre Molekyler pr. cm³ ioniseret af dem pr. Sekund. Ved Forsøg har det vist sig, at deres Styrke tiltager, jo mere man fjerner sig fra Jorden. Kilden til disse mærkelige Straaler maa altsaa søges et Sted i Verdensrummets Dybder, og det er egentlig underligt at tænke sig, at disse Straaler til alle Tider har strømmet ind over Jorden, uden at vi har anet det mindste om det. Ja, selv den Dag i Dag ved vi saamænd knapt nok hvilken Betydning, de har for os: thi naar de i Luften sønderslaar tre Molekyler pr. cm³, hvilken Nedbrydning maa de saa ikke foraarsage i Menneskelegemet?

Hvad der med Sikkerhed kan siges om Fænomenet er, at Straalerne er Partikler, hvoraf nogle var uladede, andre ladede. De enkelte Partiklers Energi er umaadelig meget større, end hvad man ellers kender.

Det er sandsynligt, at de "kosmiske Straaler" ikke er de eneste, der rammer Jorden, selvom de er de eneste, som den materielle Videnskab paa nuværende Tidspunkt kan paavise, men at Jorden daglig, Aar ud og Aar ind, rammes af et Hav af grovere og finere Straaler.

De næste Former for Straaler, som jeg skal omtale, afviger betydelig fra de tidligere, idet de i Modsætning til disse udsendes af erkendte levende Organismer. Jeg vil begynde med de grovere Former.

Det er lykkedes Videnskaben at paavise, at der udsendes Straaler fra hurtigt voksende Cellevæv. Forsøgene er foretaget paa den Maade, at man i dybe Kældre, hvor al anden Straaling end de "kosmiske Straaler" var udelukket, havde opstillet et Apparat, der fungerede paa omtrent samme Maade som et Radioapparat, idet det var i Stand til at omforme elektriske Impulser til smaa "Knald" i en tilkoblet Højttaler. Naar kun de kosmiske Straaler virkede paa Apparatet, hørtes det som fine regelmæssige Knæk med konstant Frekvens paa 30 i Minuttet, men saa snart man bragte en voksende Rodspids hen til Apparatet steg Frekvensen til 36–37 i Minuttet, og hvis Cellerne dræbtes, faldt Frekvensen atter til 30. Stigningen paa 6–7 i Minuttet hidrører følgelig fra Cellernes Udstraalinger. Anbragtes hurtigtvoksende Kræftceller i Nærheden af Apparatet steg Frekvensen helt op til 40.

Ikke alene Planteceller udsender Straaler, men ogsaa den menneskelige Organisme. Man har kunnet paavise, at Udstraalingen gennem et Menneskes Fingre er i Stand til at gøre almindelig Bagegær uvirksom, hvoraf man kan slutte, at Bakterierne ligefrem er blevet dræbt af Straalerne. Disse Straaler udgaar ikke alene fra Hænderne, men ogsaa fra Næsespidsen og Øjnene, derimod ikke fra Brystet. Udstraalingen gennem højre Haand er stærkere end den gennem venstre, selv hos kejthaandede. Straalernes Natur kendes ikke, men man formoder, at det er en Slags ultraviolet Straaling.

Dette, at en levende Organisme udsender Straaling, kan maaske forekomme mærkeligt, men er det i Virkeligheden ikke, naar man analyserer Problemet til Bunds. Straaling er jo Energioverføring, og da Energi kun kan eksistere i Tilknytning til et levende Noget, maa enhver Straalingsart udgaa fra et levende Noget, hvadenten det saa findes bag det fysiske Mineral, bag Planten eller bag Dyret.

Alle de hidtil omtalte Fænomener er mer eller mindre grove Former for fysisk Straaling, som det er lykkedes Videnskaben at paavise paa forskellig Maade, men betragter man samtlige Former for Straaling, da udgør de langt den mindste Del, selvom det ganske vist er den Del, der er mest kendt. Vi har set, hvorledes man med Videnskabens Øje har opdaget, at enkelte Mineralier og Plante- og Dyrevæv udsender Straaler, men evnede man at se med det kosmiske Klarsyn (jfr. "Livets Bog", Stk. 20), vilde man blive Vidne til, at alt udsender Straaler. Menneskene gaar Dag ud og Dag ind i et Hav af Straaler, uden at de ved noget om det, og de udsender selv Straaler. Set med det kosmiske Klarsyn staar der (ifølge Martinus) om hvert Menneske en Straaleglorie, der rækker vidt omkring, og som ved sine Farver tydelig angiver det paagældende Væsens Bevidsthedstilstand.

Naar to Mennesker møder hinanden, maa der nødvendigvis ske det, at deres Udstraalinger "griber ind" i hinanden. Er nu de to Udstraalinger nærtbeslægtede vil dette sige, at de to Mennesker "sympatiserer" med hinanden, medens det modsatte vil være Tilfældet, i jo højere Grad de to Udstraalinger afviger fra hinanden. Man kan populært sige, at to Væsner, der befinder sig paa samme Bølgelængde, kommer bedst ud af det med hinanden.

Her maa jeg dog tilføje, at højtudviklede Væsner altid er i Stand til at "stige ned" paa lavere udviklede Væsners Bølgelængde, medens det omvendte ikke kan finde Sted. Det er egentlig dette, der ligger til Grund for det, der i daglig Tale kaldes Dannelse. At man er dannet vil jo netop sige, at man kan omgaas alle Slags Folk uden at lade sig mærke med, at man finder deres Selskab besværligt, men tværtimod kan forstaa at tale med dem paa en saadan Maade, at de finder en underholdende og behagelig at tale med.

Saa længe vi lever her i "Tyngderiget", (jfr. "Livets Bog", Stk. 256) er det nødvendigt for os at udforme vore Tanker i "materielle" Fænomener, d. v. s. at tale, for at kunne meddele os til vore Medvæsner, men efterhaanden som de aandelige Legemer i os bliver udviklede, bliver vi i Stand til at opfatte finere og finere Former for Straaling, og vi vil da direkte kunne "læse" de Tanker, der udsendes imod os.