Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

På denne tid af året har jeg her fra min arbejdsplads udsigt til solnedgang og aftenrøde. Ofte dukker vældige flokke af måger op omkring dette tidspunkt. De flyver hid og did, hæver sig højt i luften for pludselig at dale ned og sprede sig ud som et sort net mod den røde himmel. Mørket falder på, og omsider flagrer de bort et sted i det fjerne med rummets tomhed bag sig.

Så hænder det, at jeg selv forsvinder i dette tomrum, og når jeg lidt efter vender tilbage til mit skrivebord, har jeg været langt væk i en verden, der fylder min sjæl med stilhed og gør ord overflødige.

Der er over denne rejse fra det ene til det andet noget af barnets dobbelte liv bevaret. Barnet leger og kan blive helt væk i sin leg. Men når far eller mor kalder, går turen tilbage til en mere prosaisk virkelighed, hvor maden står på bordet, eller hvor børnehaven eller skolen skal passes.

Husker man den indre verden, man færdedes i som barn, så vil man nok give mig ret i, at den var en lille kopi af de voksnes verden. Drengene bygger op, konstruerer og river ned. Pigerne leger rollespil med deres dukker. Og der er det fine ved disse kopier, at de kan overdrives ud i det helt usandsynlige. Det er sjovt, det er leg, og det er ganske ufarligt.

Og så et par ord om Martinus artikel på næste side. Den er et "juleeventyr", der starter i vinternattens kulde og mørke. Der er ikke noget uhyggeligt. Tværtimod ser man, hvor genialt livet udfolder sig under disse betingelser. Stille og roligt udvikler handlingen sig, og det tætte mørke gennemtrænges efterhånden af et lys så strålende, at man næsten må skærme øjnene til sidst. Historien veksler mellem to slags virkelighed – en virkelighed her på jorden, hvor menneskene famler sig frem i mørke, men hvor der alligevel er lys nok til at orientere sig, og en stor kosmisk virkelighed, hvor det hele er belyst og åbenbaret.

Da jeg læste dette eventyragtige essay, stod det mig pludselig klart, at det, som vi mennesker kalder virkeligheden og dagligdagen, blot er en lille kopi af den store, kosmiske virkelighed, som vi engang får adgang til. Vi leger far, mor og børn med kopien. Som forældre spiller vi rollen som verdensgenløsere for vore børn. Og vi får også lov til at overskride umulige grænser, som når vi f.eks. går med til en abort. Vort jordiske miljø er en legetøjs-kopi, som vi kan eksperimentere med, uden at det går ud over den rigtige virkelighed. Og juleaften, når træet tændes – fortæller Martinus – får vi et lille blik ind i denne skjulte verden, som venter på os. Hvordan, hvorledes? Ja, læs selv.

Men en kopi vil også dette syn være. For virkeligheden kan hverken afbildes eller beskrives. Men den kan opleves. Den er en stilhed uden ord som rummets tomhed efter mågerne. Rigtig glædelig jul!