Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus artikel på næste side handler om al den dobbeltmoral, som vores tilværelse er fuld af. Hvordan det skal forstås, vil jeg ikke komme ind på her, det kan man jo læse af artiklen. Men jeg vil gerne nævne en måde at tage det hele på, som Martinus vist aldrig tillod sig at nævne i skrift og tale, men som han med hele sin person alligevel ikke kunne skjule. Det var smilet og humoren. Jeg tror ikke, at man kan tilgive hverken sig selv eller andre uden at erkende, at al det onde har en eller anden form for en grinagtig side også. Det er så svært at skrive om det uden at blive misforstået, for følelserne er ofte store og fulde af manglende tilgivelse over for alt i verden, som virker ondt. Men gennem "kosmisk opdragelse", som Martinus kalder det i sin artikel, kommer man netop til, at tilgivelse er den eneste vej ud af en mørk skæbne. Man må forstå meningen med alle de slemme ting, som overgår én, og alle de slemme ting, som man af lutter ubetænksomhed selv går rundt og laver. Man må kunne smile ad verden og ad sig selv og sin egen uformåenhed, før man kan komme videre. Bliver man skuffet eller hidsig og vred, kæmper man bare med de midler, man så gerne ville være foruden.

Martinus har tegnet et symbol – det er nr. 19 – hvor man ser en brændende by under en begsort himmel med en knokkelmand ovenover. Det skal symbolisere vor hverdag med al dens krig, ufred og manglende tilgivelse. Foroven kigger en stråleglans frem. I sin efterskrift til Livets Bog fortæller Martinus, at billedet med byen og knokkelmanden bare er et florfint forhæng, som med lethed kan gennemtrænges, så man kan komme ind til den strålende virkelighed bagved. Men for at gøre det, må man være i stand til at forstå, at nok må man bekæmpe det onde, men det skal samtidig accepteres som alt andet i Guds store plan.

Der findes et slogan, som lyder sådan: Keep smiling! Det betyder: Bliv ved med at smile, uanset hvad der sker! Det er altså det stivnede, dumme smil. Den, der smiler på den måde, ved ikke, hvorfor han smiler. Han smiler bare. Nej, det er lige det modsatte med Martinus. Han viser, hvor genialt verden er indrettet, hvor fint det hele bringer hver eneste af os frem, længere frem imod at forstå – og smile.

Men man kan ikke gøre reklame for smilet. Så bliver det bare til "keep smiling". Altså må Martinus undgå at nævne det. Men enhver, som husker ham, husker måske bedst hans smil. Det var evigt tilgivende og forstående. Sådan!

Enhver kunstner, der står over for en opgave og starter med at tænke over, hvor stor den er, sætter straks en blokering op for sig selv. Men betragter han sig som redskab for noget større og indstiller sig på at gøre sit arbejde, så godt han kan, kommer han lettere i gang. Derfor er smilet og humoren ikke den ringeste udgangsposition, når det gælder så stort et projekt som at lave om på sig selv og det gamle billede, man har af verden. I smilet og humoren begynder man på en frisk. Det er sand ydmyghed og laden stå til i dyb forståelse af, at alt er såre godt.