Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1938/5 side 55
<<  5:8  >>
cand. polyt. Mogens Munch:
Samtaler om Aandsvidenskab.
(Fortsat).
– "Undskyld jeg afbryder, men nu har du et Par Gange talt om det "fuldkomne Kredsløb"; hvad mener du dermed? Kan det ene Kredsløb være mere fuldkomment end det andet?"
– "Ja, det kan det, og jeg kan vise dig det ved et Eksempel.
Jeg sagde før, at man ved Bortskaffelsen af Dagrenovation var gaaet over til at forbrænde det paa store Forbrændingsanstalter, hvor man udnytter den Varme, der frigives ved Forbrændingsprocessen, og jeg tilføjede, at det ikke var noget fuldkomment Kredsløb. Jeg kunde ogsaa have sagt, at det ikke var noget naturligt Kredsløb. Den samme Proces – Omdannelse af Plante- og Dyrerester til de oprindelige Bestanddele – finder jo Sted paa en hel anden Maade ude i Naturen.
I Naturens Husholdning vil du først og fremmest lægge Mærke til, at alt tjener til Opretholdelse af Liv. Selv de Nedbrydningsprocesser der finder Sted er Resultater af Livsfunktioner for f. Eks. Forraadnelsesbakterier. Du vil ikke blandt Naturens regelmæssige Kredsløb, jeg ser bort fra Processer som Jordskælv, Vulkanudbrud o. L, kunde paapege een eneste, der ikke som Hensigt har Opretholdelsen af Liv. Det er Kendetegnet paa det fuldkomne eller naturlige Kredsløb.
Vore Forbrændingsanstalter repræsenterer derimod en konstant Tilintetgørelse af Liv, af alle de Mikroindivider, der findes i Plante- og Dyreresterne. Det er et Milliondrab, som ikke betinger Fremvækst af andre Former for Liv, og derfor er det et ufuldkomment eller unaturligt Kredsløb."
"Jamen selv ude i Naturen finder der dog Millioner af Drab Sted; f. Eks. befordrer de store Rovdyr da dette i udstrakt Grad?"
"Det er fuldstændig rigtigt, men disse Drabsprocesser er livsbetingende for Rovdyrene, der kun kan opretholde deres egen Organisme ved at tilegne sig andre Dyrs Organisme som Ernæring. Og du vil ogsaa se, at Rovdyrene kun dræber for at leve eller eventuelt i Selvforsvar. Du ser ikke "unødvendige" Drab, som du træffer det, saasnart du kommer indenfor de Omraader, hvor Menneskene har grebet ind i Naturens Funktioner. Medens Dyret kun dræber med sine Klør til Livets Opretholdelse, saa dræber Menneskene med deres Kanoner Millioner og atter Millioner af Medvæsner, og med Giftgasser ødelægger de totalt Livsbetingelserne for organisk Liv; det er uhensigtsmæssige Drab, og er saaledes en Overtrædelse af Lovene."
"Hvilke Love? Mener du de forskellige juridiske Vedtægter, som vi har i alle organiserede Samfund?"
"Nej, jeg mener selve Livets Love, Naturens Love, eller hvad du nu vil betegne dem med. Det er ikke alene de, om jeg saa maa sige, "mekaniske" Processer, saasom Vandets Fordampning, kemiske Processer o. L, der følger bestemte Love. Alt overhovedet er lovbundet, som vi begyndte med at tale om. Videnskaben har hidtil paavist denne Lovmæssighed indenfor den rent "fysiske" Verden, men det er kun det første Trin paa en lang Trappe.
Videnskaben er kommet lidt videre indenfor Arvelighedsforskningen, idet den saa smaat er begyndt at arbejde med Livsytringer. Ganske vist er det kun en spæd og ret ufuldkommen Begyndelse, men det er en Begyndelse. Hvis du kender noget til Arvelighedsforskning, vil du vide, hvorledes alt gennemløber en Udviklingsproces fra lavere til højere Former. Det er en Kendsgerning, at det finder Sted, det har man jo kunnet paavise ved Udgravninger og Fremdragelser af de fysiske Rester af tidligere Tiders Planter og Dyr, men den fuldkomne Forklaring derpaa faar man først, naar man bliver klar over, at alt er Liv, og at ethvert Individ, det være sig Plante eller Dyr, er en evig Realitet; at det repræsenterer en Bevidsthed, der gennem Erfaringsdannelse udvikler sig fra primitive til mere fuldkomne Tilstande. Til Grund herfor ligger en af de mest fundamentale Love i Tilværelsen, nemlig den Lov, der kortest og klarest hedder: "Som du saar, skal du høste."
Denne Lov synes fuldkommen selvfølgelig og naiv, naar der er Tale om et saaet Plantefrø. I dette Tilfælde er de forskellige Sædemænd fuldstændig sikre paa, at naar de saar Rug, saa vil de ogsaa komme til at høste Rug. Eller naar der er Tale om Formering af Dyr. Der er ingen Landmand, der frygter, at hans Ko skal føde en Elefantunge. Indenfor disse Omraader er alle fuldt bevidst i Lovenes Eksistens. Men kommer vi her udenfor, saa svigter straks den logiske Sans hos Menneskene.
Man forbitres over de sløje Tider, den megen Sygdom og Elendighed, og ser ikke, at det er Resultatet af Aarhundreders Væremaade. Naar man saar mørke Tankearter, kan man kun vente at høste mørke. Det er akkurat lige saa lovmæssigt som alle andre Funktioner i Tilværelsen. Men netop ved at faa Lov til at opleve alle de Rædsler, som man selv paa et mere primitivt Standpunkt har været med til at paaføre andre, faar man jo Øjnene op for, hvad det er, og naar paa den Maade efterhaanden ind til det sande i Livet, nemlig dette, at "elske sin Næste som sig selv!"
"Nu maa du undskylde, men nu kan jeg ikke følge med mere. Jeg kan godt indse, at der maa findes en lignende Lovmæssighed indenfor de saakaldte "aandelige" Omraader som indenfor de mere fysiske, det er logisk. Men er der ikke noget ulogisk i, at Gud eller Forsynet har frembragt saa ufuldkomne Væsener, som f. Eks. Løver, hvis hele Livsbetingelse er det diametralt modsatte af det, du betegner som det sande i Livet?"
"Nej, det er der ikke noget ulogisk eller ufuldkomment i, men for at gøre dig det begribeligt, maa jeg vist først gøre et lille Sidespring. Du ved jo fra den fysiske Verden, at enhver Form for Sansning er baseret paa et Kontrastprincip; skal man male et Maleri, maa man benytte sig af Lys og Mørke f. Eks., og paa samme Maade er det ude i Livet. For at kunne forstaa, for at kunne opleve og værdsætte det gode, maa man have oplevet det saakaldte "onde", der jo i Virkeligheden, d. v. s. set under denne Synsvinkel, snarere maa betegnes som det "ubehagelige Gode", idet det indgaar som en uundværlig Faktor i vor Udvikling. Sagt paa en anden Maade vil det sige, at vi først maa gennemløbe de primitive Udviklingstilstande, før vi kan naa frem til de mere udviklede. I "Livets Bog" omtaler Martinus det som den mørke og den lyse Halvdel i Udviklingsspiralen. Hvad dette Udtryk dækker, skal jeg senere forklare dig."
(Fortsættes.)
  >>