Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

For nogle år siden handlede julekalenderen i fjernsynet om julemanden, der havde mistet sit gode humør, hvorved julen kom i fare; for hvad er en jul uden godt humør – en god stemning? De "agentnisser", der skulle forsøge at genfinde julemandens gode humør, havde et problem; hvordan ser godt humør ud? Det fandtes der svar på. De skulle lede efter noget, der var en fryd for øjet, og som gav en kildren i næsen; en "liflen" for øret (liflig lyd) og en rislen ned ad ryggen.

Bare sådanne få linier om jul og godt humør bringer os i en særlig stemning, hvad julekalendere og al anden underholdning netop er lavet til. Vi er dybt involveret med og afhængige af stemninger. Selv et barn ved det og lærer tidligt at kende forskel på de mange grader af god og dårlig stemning – vrede, glade eller "ked af det" forældre. Ligesom børn er vi stadig til en vis grad ubevidste om, hvorledes stemninger præger hvert eneste sekund i vor tilværelse, og hvorledes vi selv er skabere af stemninger i og omkring os.

Vi ved, at vi kan både tænke og føle. Jeg har selv en langt større opmærksomhed omkring det, jeg tænker, end om det jeg føler. Selvom der altid er tale om et samspil, altså at tanke og følelse er blandet, så er det tankerne, jeg kan se i ånden, "inde på lystavlen", "inde i hovedet". Følelserne står ikke "skarpt" på samme måde, men efterhånden som opmærksomheden skærpes på de mentale områder, bliver det tydeligt, at tanker tænkes med en stemning som baggrund.

Hvis stemningen er lys og god, består det åndelige materiale hovedsageligt af følelsesenergi. Er stemningen derimod vred eller dyster, er der en overvægt af tyngdeenergi i det åndelige materiale. Vi siger godt nok: "jeg føler en vældig vrede", deraf kunne man tro, at vrede består af følelsesenergi. Vreden er imidlertid netop noget jeg føler, at jeg har. At føle vrede betyder, at jeg kan føle, at jeg har en tilbageholdt, ophobet, portion tyngdeenergi i min bevidsthed.

Tegningen på næste side er et forsøg på at illustrere baggrunden for den mørke og lyse stemning. På vort nuværende udviklingstrin spiller tyngde- og følelseslegemet to hovedroller i bevidsthedslivet. Instinktlegemet har igennem millioner af år stået for vor udvikling og fysiske overlevelse tæt knyttet til tyngdelegemet. Intelligenslegemet er kommet til langt senere, som evnen til at kunne tænke bevidste tanker, forstå og regne den ud. I den mørke udgave bliver det til: "hvordan udnytter jeg bedst andre mennesker til min egen fordel" (instinktstyret tyngde og intelligens). I den lyse udgave bliver det til: "hvordan løser vi bedst den miljøkrise, vi er havnet i" (følelse og intelligens i harmonisk samarbejde).

Tyngde- og følelsesenergi indgår altid i et samspil med flere aspekter. I denne sammenhæng, der handler om stemninger, repræsenterer tyngdeenergien den mørke, truende og aggressive type af stemninger, der står som en ramme om mere eller mindre livstruende onde tanker, mens følelsesenergien står for de lyse, hjælpsomme, glade og ydmyge stemninger, der står som en ramme om tilsvarende livsbekræftende gode tanker. Vi er præget af forskellige blandinger, der ofte er svære at gennemskue, og som kan skifte fra det ene øjeblik til det næste.

 

 

Forestil dig en scene med en skuespiller. Scenebilleder, lyssætning, musik og lydeffekter, stemmeføring, toneleje, grimasser, kropsfremtoning, stykkets sammenhænge og historie, alt dette udgør en ramme om de ord, der kommer ud af skuespillerens mund. Disse ord er som vore tanker. Det er disse ord vi koncentrerer os om, og vi er ofte ubevidste om, hvorledes alle de andre ingredienser i sceneriet spiller en afgørende rolle af største betydning for vor opfattelse og forståelse af de talte ord.

På den "indre scene" gør det samme forhold sig gældende. Vi kan ikke tænke en tanke, uden at der følger et "sceneri" med, der er afgørende for, hvordan vi har det inden i, når vi tænker tanken. Vore bevidste tanker, der er "bøjet" i intelligensenergi, er pakket ind i en ramme af følelses- og/eller tyngdeenergi.

"Julemand" – med dette enkle ord på otte bogstaver følger masser af stemning, hvis man har et forhold til indholdet i ordet (det har en buddhist næppe). "Koncentrationslejr" – nærmest smadrer den stemning som "julemand" skabte. Ordet fylder os med stemninger, der udtrykker al den utryghed, ondskab og misstemning, det næsten er muligt at mobilisere. Vi er overordentligt stemningspåvirkelige, bare et ord, selv om det er udtalt på en helt neutral måde, kalder stemninger frem i sindet, der kan være vanskelige at komme af med igen. Stærkere bliver det naturligvis, hvis ordene udtales indlevende og medrivende, dvs. hvor den, der bruger ordene ikke er neutral, men netop lægger tryk på betydningen ved at pakke udtalen ind i en stemmeføring og mimik, der understreger det lyse i "julemand" og det rædselsvækkende i "koncentrationslejr".

Den gode skuespiller har ordet i sin magt, hvilket reelt betyder, at hun har styr på stemningsindholdet i stykket. Den gode skuespiller er suveræn til at udtrykke sig ved bevidst brug af nøje afmålte og blandede forhold af tyngde- og følelsesenergi. Den gode skuespiller har naturligvis også den intellektuelle formåen, der består i samtidig at kunne fastholde ideen i stykket, stykkets overordnede mening og sammenhæng.

Selvom et teater spiller den samme forestilling aften efter aften, da oplever skuespillerne, at der visse aftener er en bedre stemning end andre. Publikum oplever naturligvis også denne stemning eller oplever at den mangler. Stemningen er utrolig vigtig for oplevelsen af teaterstykket. En usynlig del af forestillingen der er helt afgørende for oplevelsen. Magien i forestillingen. Det er klart, at stemning består af noget psykisk stof, som skuespillere og tilhørere kan producere og blive påvirket af. Den store skuespiller har en sådan magt over dette psykiske stof, at det kan udsendes i store mængder på de rigtige steder, så det ikke kan undgå at rive tilhørerne med; fange dem om det, der bliver gjort og sagt; bringe tilhøreren i en tilstand af sorg, fortvivlelse, vrede eller begejstring. Tilhørerne begynder at producere stofferne i samklang med skuespillerne. Hele salen svinger i samme usynlige stemningsleje. Rummet er tæt af de rette mentale energier, der får skuespilleren til endnu bedre at kunne indleve sig i rollen, og dermed gøre det hele så ægte, at det, der var stærkt, når uhørte højder. Det er kunst og det er kunsten. Den kræver udøverens såvel som modtagerens aktive medvirken.

På livets scene spiller vi med hele tiden efter bedste evne, bevidst eller ubevidst. Den stemning, jeget producerer og omgiver sig med, spiller op til de andre og får det bedste eller værste frem i dem. Den lukker op for nogen, i det vi kalder åbenhed, og den lukker i for de andre, i det vi kalder lukkethed. Tryghed, glæde, åbenhed, respekt, tolerance, kærlighed – ord for stemninger med et vældigt overskud af følelsesenergi. Stemninger der lukker op.

 

Søren Olsen skriver mere om stemninger i næste nummer af Kosmos.