Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mandag den 28. Marts sluttede Studiekresarbejdet for Vinteren 1937–38 med et Foredrag af Martinus i Borups Højskoles store Sal. I en overmaade festlig Stemning sattes hermed Punktum for den Sæson, i hvilken Studiekresarbejdet udvidedes med ikke mindre end fem nye Byer, en Tilvækst som kun var mulig igennem Ingeniør Mogens Munchs fulde Tilknytning til Arbejdet.

Hvordan er saa denne Sæson forløbet? Sagt straks: det har været en Arbejdsvinter! Men hvilket Arbejde! Overalt ivrigt lyttende Ansigter, overalt den dybe Ærbødighed for Martinus Arbejde, der skaber netop den fredelige, kærlighedsfyldte Atmosfære, der er saa absolut nødvendig, om et Studie af Livets dybeste Problemer skal lykkes. Naar jeg i dette Øjeblik lader Tankerne glide tilbage over de Aftener, jeg her i København har haft med de to ældste Hold, kan jeg ikke lade være at tænke paa, at den Undervisning, som her har været givet, kun var mulig, fordi den Enkelte igennem flere Aars intensiv Forskning havde den 100 Procents rette Indstilling overfor de behandlede Problemer. Men netop disse Aftener viste ogsaa med al ønskelig Tydelighed, at først der, hvor Mennesker – hævet over alle hemmende Fordomme – mødes for sammen at søge ind til Livets inderste Virkelighed, først der hvor alle mentale Skygger er veget for et absolut fælles klart og brændende Ønske om sammen at underlægge sig nye mentale Omraader, fødes den Atmosfære, i hvilken Ønsket kan opnaa at blive Virkelighed. Jeg ønsker ikke her at fremhæve disse to Hold paa alle de øvriges Bekostning; naar jeg har nævnt dem her, skyldes det, at Undervisningen paa disse Hold skete paa Grundlag af Analyser, hvis Utilgængelighed gør dem umulige til Undervisning paa Hold, som endnu ikke er i gennemført Træning med aandelig Tænkning. Men netop fordi vi i disse Analyser Gang paa Gang mødte Grænsen for vor Fatteevne, netop fordi vi her atter og atter maatte erkende vor egen aandelige Uformuenhed, netop derfor lærte vi alle, med egne aabne Sanser at se – bevidst opleve – at kun i en gennemført tolerant Aand kan den Bevidsthedsudvidelse finde Sted, der bevirker, at man inde i sig selv kan markere sin egen Vækst. Den mindste Antydning af følt Overlegenhed virker her direkte hemmende, Udtryk som den er, for skjult Uvidenhed.

For den, hvis Liv er blevet viet til Undervisning, føles det ofte tragisk at være Vidne til den hos saa mange altfor fremragende Trang til at give Udtryk for en Viden; som i sin dybeste Natur ikke er andet og mere end teoretisk. Af alle de Spærrebomme for aandelig Udvikling, jeg har mødt, synes ingen mig mere uoverstigelig end netop denne Følelse. Atter og atter møder man den, hyppigst iklædt Udtrykket: "Jamen det har vi jo hørt før; faar vi ikke snart noget Nyt?" Ikke at man vredes derover, nej, men dybt inde i en selv breder Sorgens Skygger sig, fordi man her stilles Ansigt til Ansigt med den Fælde, i hvilken alle Pseudosøgende synes at skulle falde. Noget Nyt? Kan en evig fuldgyldig Analyse nogen Sinde høres for ofte? Beror dens Evighed, dens straalende Inspirationsværdi ikke netop derpaa, at den, ved atter og atter at konfronteres med det Liv, vi oplever, ændrer Farve, bliver skønnere, bliver endnu mere inspirerende? Dersom Aandsforskning skulde være Underholdning for Barnesjæle, dersom Undervisning indenfor disse Omraader skulle være identisk med saa og saa mange Gange oplevet Latterkrampe, var denne Følelse af, at "det har jeg hørt før", maaske berettiget. Men Aandsforskning er og vil altid blive det haardeste Arbejde, der findes. Og vil man i sig selv opleve den Lykke, at føle de guddommelige Vibrationer dirre ud i hver eneste Nervefiber, ja da maa man som Bjergbetvingeren ustandselig have sit Maal for Øje og uden at skele til Træthed af nogen Art, uafladelig søge højere op, – og jo højere man stiger, jo mere vil man da erkende, at netop alle de Ting, man syntes at have hørt indtil det kedelige, nu afslører sig i nye, straalende Klædninger, nu kommer til Syne i nye vidunderlige Kombinationer, der bevirker, at man standser op i den dybeste Beundring og Betagethed.

En af de Realiteter i Beretningen om Kristus Liv, der har gjort det dybeste Indtryk paa mig, er Skildringen af Apostlenes Søvn den Nat, da han bad dem om at vaage og bede med ham. Ligger der ikke i os alle en dyb, altfor dyb Trang til at falde i Søvn – og maaske mest der, hvor vi allerhelst skulde vaage? Denne Nat i Getsemanehave synes mig at være et Sindbillede paa os selv. I sin Søgen efter Gud hænder det atter og atter, at Mennesket bogstaveligt snubler over ham – og jager videre! Gud har sikkert aldrig været mere levende i Jesus Bevidsthed end netop i denne Nat, hvor Angsten for den kommende Død fik ham til at bede om Livet, men hvor Synet og Følelsen af Guddommens Alkærlighed sluttelig fik ham til at bede den sværeste af alle Bønner: Ske ikke min, men din Vilje! Kunde Apostlene have ønsket større Bevis for Guddommens Eksistens end det, at have været Vidne til denne Kamp og dens Resultat? Nej! Men de sov.

Sandt nok er de kosmiske Analyser nu tilgængelig for enhver. Men den Ild, der brænder i dem, er den ligesaa let tilgængelig? Maa Svaret herpaa ikke være, at kun den virkeligt Søgende helt og fuldt kommer til at opleve den umaadelig skønne Virkelighed, de udtrykker. Altfor mange Mennesker "snakker" om aandelige Problemer, ofte oplever man denne "Snakken" som en Taage om det enkelte Individ, en Taage, som fortæller den virkelige Forsker om Søvn og atter Søvn. Er gennemført Aandsforskning ikke sin voksende Viden omsat i ændret Væremaade? Har aandelig Søgen overhovedet nogen Værdi om ikke dens Resultat netop bliver en forædlet Sindstilstand, en Vækst i den Tolerancens Aand, der stadig ser Verden i et nyere og renere Lys?

Meget af det, jeg her har skrevet, kan maaske synes en og anden lidt vel haardt, men saadan er det ikke følt. Jeg har kun igennem disse faa Linier ønsket at vise, at det Arbejde, som det er faldet i Mogens Munchs og min Lod at beskæftige os med, udelukkende bestaar deri at søge at holde alle de, som Livet lader os komme i Berøring med, vaagne. Vort Arbejde er Undervisning, men Undervisning er Gentagelse, indtil det Øjeblik, Eleven selv føler og oplever det, som Læreren giver Udtryk for. Igennem en aarelang Beskæftigelse med Martinus Arbejde, er det blevet uomgængelig Kendsgerning for mig selv, at intet af det, han har bragt os, er eller kan blive – kedeligt, men at det netop, atter og atter vendt og drejet, skænker Sindet nye og vidunderligt inspirerende Indtryk. For den, hvis Liv er een eneste brændende Søgen efter Gud, er de kosmiske Analyser blevet Livets eneste virkelige Guld. Til dem vender man atter og atter tilbage, med dem tvinger man i ensomme Timer de Tanker bort, hvis mørke Skygger truer med at berøve en det Lys, man i sin Jakobskamp med Stoffet har vundet. Som jeg efter min allerførste Samtale med Martinus følte, at Verden var blevet en anden, var blevet ny, saaledes føler jeg det ogsaa idag, og da jeg ved, at Munch har det paa samme Maade, bringer vi begge herigennem vor Hilsen og Tak til alle Studiekresdeltagerne fra i Vinter med Haabet om, at det er lykkedes os gennem vort Samvær med dem alle, at give blot lidt Udtryk for nogle af de Tanker, jeg her har søgt at forme i Ord, – og med Ønsket om, at vi, naar en forventet skøn og festlig Sommer er overstaaet, atter maa mødes med den snart meget store Skare, for hvem Martinus Arbejde ogsaa er blevet Vejen, Sandheden og Livet!