Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– "Skulde vore Maskiner da naa frem og blive fuldendte, naar vi havde afsløret alle Naturens Love?"

– "Saa langt naar vi aldrig frem, da det simpelthen ikke lader sig gøre. Vi kan naa frem til, at Principperne afslører sig i alle de Former, vi møder, men Formernes Verden, det fysiske Verdensalt, er uendeligt, og med Undersøgelsen af det vil vi aldrig naa til nogen Afslutning. Lad os imidlertid ikke komme ind herpaa, for det bliver lidt for vanskeligt at forstaa; der er mange andre Problemer, vi skal igennem, før vi kan tage fat paa det."

– "Lad os saa i Stedet for vende tilbage til det, du før sagde, at alt var Liv. Jeg kan godt se det, naar vi befinder os indenfor det organiske Liv her paa Kloden, men hvad saa Mineraler?, og Metaller?, og alle de Kloder, der svæver i Verdensrummet?"

– "Alle de Realiteter, du der nævnte, er fysiske Former eller Organismer, bag hvilke du vil finde levende Væsner."

– "Hvordan skal det forstaas? Hvorledes kan f. Eks. Mineralerne være levende Væsner? De repræsenterer da det mest stillestaaende, der findes i Verden, og mig bekendt iagttager man da hverken Stofskifte eller Forplantning hos dem, lige saa lidt som der er Tale om nogen Deling i Individer."

– "Nu er det igen de tilsyneladende Ting, der narrer dig. Maaske er de nok stillestaaende i den Forstand, at et Stykke Jern, som man har lagt fra sig, ikke løber bort og gemmer sig for en, men pænt ligger paa samme Sted, naar man kommer og skal bruge det, men derudover holder Paastanden heller ikke Stik. Videnskaben har jo netop vist, hvorledes Stoffernes Opbygning af Atomer og Elektroner minder om vort eget Univers, og flg. afslører eet eneste Hav af Bevægelse og Forandring. Hvad Stofskifte angaar, saa er det en kendt Sag, at Jern, der ligger hen ubeskyttet, efterhaanden ruster op, grundet paa, at det gaar i Forbindelse med Luftens Ilt, og lignende Processer sker med andre Mineraler. Selvfølgelig er det ikke Stofskifte, der kan sammenlignes med det, der foregaar i et Menneskelegeme, men jeg har heller ikke sagt, at alle levende Væsner stod paa samme Trin. En anden Gang skal jeg vise dig, hvorledes de forskellige Væsner staar i Udviklingen. Mineralernes Evne til Krystaldannelse afslører jo ogsaa en bag Materien eksisterende Intelligens."

– "For at vende tilbage til Ufuldkommenheden i vore egne Frembringelser, vil du lægge Mærke til, at der i det daglige Liv gaar en hel Del Ting "til Spilde"; alle større Byer har deres Lossepladser. Menneskene graver f. Eks. Jern op af Jorden, smelter det ud af Ertsen, behandler det paa en Masse forskellige Maader, saa at det til sidst maaske ender som Konservesdaaser. Disse Daaser tjener et bestemt Formaal et Stykke Tid, men havner derefter i Skraldespanden, for saa at blive kørt paa Lossepladsen. Fra at have været koncentreret i Aarer spredes Jernet ud over hele Jordens Overflade, saa det praktisk talt forsvinder. Det gør maaske ikke noget, saa længe der er nok af det, men det er dog et Brud paa Kredsløbet. Du vil ogsaa se, at man, saa snart der bliver Mangel paa en Ting, som f. Eks. Tin, samler alle disse "Affaldsstykker" sammen igen, naar de har opfyldt deres Formaal, og paany udvinder Metallet af dem, og paa den Maade slutter Kredsløbet. Eller for at tage saadan en Ting som al det, der bliver til overs ved Madlavning, den saakaldte Dagrenovation. Her kan du rigtig se, hvordan Menneskene efterhaanden begynder at tage ved Lære af Naturen. Medens man tidligere blot samlede det sammen paa store Pladser, saa er man i de senere Aar gaaet over til at brænde det i store Forbrændingsanstalter, for derigennem at udvinde den Energi, det indeholdt, i Form af Varme. Det er imidlertid ikke noget fuldkomment Kredsløb, og man er da ogsaa i den allersidste Tid begyndt paa at formale Dagrenovationen i store "Møller", og anvende den Masse, man faar ud deraf, som Gartnerjord, og det har vist sig at give udmærkede Resultater. Her har man det fuldkomne Kredsløb paa samme Maade, som det foregaar i Naturen; Jorden bliver ikke berøvet noget. Det er stadig de samme Stoffer, der cirkulerer. Ude i Naturen passer alt jo "sig selv", som man siger, og du vil der se, at intet overhovedet "gaar til Spilde". Du ser intet Steds i Naturen, at noget ligger uvirksomt hen. Alt deltager i det store Kredsløb, hvorpaa enhver Livsfunktion er baseret.

Vandet strømmer fra Bjergene gennem Bække, Aaer og Floder ud til Havet, og undervejs vander det de Arealer, det strømmer igennem. Som Skyer føres det tilbage ind over Land, for atter at begynde Kredsløbet.

Eller det organiske Liv; af de Salte, der findes i Jorden, og af Vandet og Luftens Kultveilte opbygger Planten sin Organisme. Af Planteorganismer opbygger Dyrene deres Organismer, – og naar Dyret dør, vender Stofferne tilbage til Jorden igen. Det er en Proces, der har fundet Sted og "passet sig selv" adskillige Millioner Aar før Menneskene begyndte at gribe ind, og du vil se, at den fungerer med upaaklagelig Præcision.

Du ved selv, at efter Videnskabens Undersøgelser findes der ca. 90 Grundstoffer her paa Jorden, og af disse er det kun et ringe Antal, der deltager i Opbygningen af Plante- og Dyreorganismerne, men desuagtet har dette Kredsløb fundet Sted i umaadelige Tidsperioder, uden at der er gaaet noget "til Spilde" – ja ikke alene det, men Kredsløbet har ovenikøbet fungeret paa den mest fuldkomne Maade."