Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Alt, hvad vi overhovedet kan lære, såsom teknik, kunst og videnskab, er jo "sanseoplevelser" eller "skabte ting" og dermed illusioner. Det samme gælder det, vi ser eller sanser af ophavet til disse ting. Det, vi kalder "menneske", "dyr", "plante" eller "mineral" er ligeledes "skabte ting" eller illusoriske iklædninger af et "noget som er". Det absolutte i "mennesket", i "dyret", i "planten" eller i "mineralet" er ikke synligt, hørligt, føleligt eller på anden måde tilgængeligt for sanserne. Så det vi ser af vore medvæsener, forældre og børn, af vor ægtemage, af vore venner eller fjender, af, kort sagt, alt det, vi ellers sanser af de levende væsener, er ikke det absolut uforgængelige "noget" i disse. Det er kun illusoriske foreteelser, der ligesom skyformationer kun er midlertidige, idet de stadigt er forvandling underkastet, er evigt skiftende.

Intet under, at den "kosmisk klarsynede" iagttager ikke dømmer ud fra de synlige, timelige foreteelser. Når man skuer bag illusionernes verden og ser den absolutte virkelighed bag formerne, lader man sig ikke anfægte af en illusion. Hvad betyder det, om en mand er i laser og pjalter, eller han er klædt i purpur og guld, hvad betyder det, om han er kejser eller lazaron? Disse foreteelser er lige timelige, lige illusoriske. Hvad betyder det, at et væsen kritiserer og bagtaler en, det er jo illusioner og blændværk, han manifesterer, ligesåvel som det, han kan berøre med sin kritik og bagtalelse, heller aldrig i noget som helst tilfælde kan være andet. Overfor "det absolutte" eller "evige" preller enhver kritik eller bagtalelse af, hvorved dets "hellighed" eller ukrænkelighed kommer til syne. At andre geråder i raseri eller had imod et bagtalende eller forfølgende væsen, forstår man også, når man er bevidst i sin overbevidsthed, thi den bagtalte kender, i et sådant tilfælde, ikke blændværket. For ham er illusionernes verden det eneste virkelige. Det er den samme overtro, der befordrer al krig og ufred i verden. Men denne overtro er naturligvis nødsaget til at fornemmes som virkelighed, sålænge man ikke kender noget som helst til den absolutte virkelighed. Men det er guddommeligt, at fejltagelserne fører til virkelighedens afsløring, og at alle derved kommer til den absolutte viden. Og at livet derfor kun kan udtrykkes i det ene store facit "Alt er såre godt".

Man ser her tydeligt, hvorledes kærlighed nødvendigvis må være det tankeklima, der er det fundamentale for væsener med den højeste viden. Vi ser også her, i hvor overordentlig høj grad de overleverede store facitter er i kontakt med den absolutte virkelighed, og at deres ophav giver udtryk for kulminerende intellektualitet eller visdom, når de udtaler: "Frygter ikke for dem, der slår legemet ihjel, thi de kunne ikke ihjelslå sjælen" (det absolutte eller evige i væsenet), "Een dag er for Herren (det levende væsen) som tusinde år, og tusinde år som een dag" (uendeligheden rummes jo i enhver begrænsning).

Ligeledes er det udtryk for det klareste indblik i illusionernes verden og den på samme kosmiske syn baserede højeste villieføring, når verdensgenløseren på korset siger: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Her ses det tydeligt, at en absolut viden om, at alle "korsfæstere" er fængslet i troen på illusionernes verden som virkelighed og derfor selvfølgeligt kun kan handle herudfra, må borteliminere al antipati, al irritation, uvillie og vrede imod disse livets bødler, og at kærlighed bliver det altdominerende væsen hos "den klarsynede" eller det med Guddommen forenede væsen, og at kun denne indstilling til livet og tilværelsen kan være fundamentet for oplevelsen af den virkelige, absolutte og dermed evige fred."