Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1958/5 side 9
SÅLEDES SKREV MARTINUS –
"Enhver krigs sande årsag ligger absolut ikke i nuet, ja, er for de nulevende jordmenneskers vedkommende årtusinder forud. De krige, der i dag er erklæret eller forberedes, har ikke sin virkelige og dybeste rod i de årsager, de i dag opgives at være baseret på. Disse er i realiteten kun ydre fysiske udløsende momenter. Disse momenter er så igen i virkeligheden vibrerende reaktionsbølger fra en længst forsvunden tidsperiode med helt andre dagsbevidste idealer og autoriserede moralforskrifter end de, der i dag søges indøvet som vejen til fuldkommenhed.
At det netop er således, er gang på gang uomstødelig bevist igennem den omstændighed, at mange krigsførende magter har haft en autoriseret moral, der ganske udgør en diamentral modsætning til krig. Dette gælder navnlig for de magters side, der kalder sig "kristne". Her gælder det, at den autoriserede tvungne moral eller religionsundervisning i skolerne indeholder sådanne fundamentale forskrifter som: "stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", – "vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", – "hævner eder ikke selv i elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaot", – "elsk din næste som dig selv" o.s.v., og som netop gennem tusinder af ligeså autoriserede præster doceres fra de samme magters statskirker eller religiøse institutioner.
Da kristendommen uden disse idealer ikke på nogen som helst måde kan være "kristendom", er krig således en foranstaltning, der ikke under nogen som helst form kan komme ind under begrebet "kristendom". At krig ikke desto mindre kan forekomme som en skæbne, der er en "moralsk" nødvendighed, beviser kun, at denne "moral" og skæbne ikke har noget med "kristendom" at gøre."
LIVETS BOG II, stk. 453.