Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SÅLEDES SKREV MARTINUS –

– om det for alle nulevende mennesker mere og mere brændende problem:

Det turde være selvfølgeligt, at tiden er inde til for ethvert moderne tænkende, intellektuelt menneske at begynde at forstå, at verdensfreden ikke er noget, der skabes uden for dets eget indre i kraft af verdenspolitikere, således at det selv kun behøver at sætte sig ned og vente, til disse væsener en dag har løst problemet. Det må på det kraftigste tilrådes et sådant væsen at afvise denne foregøglede opfattelse af dets egen situation. Det må bringes til at forstå, at den virkelige sande fred udelukkende er noget, der kun kan skabes i dets eget indre af det selv. I samme grad som dette indre er udrenset for dyriske tendenser, hvilket vil sige: selviske principper, i samme grad er væsenet blevet en celle i verdensfreden. Verdensfreden er nemlig en enhed, der udelukkende kun kan være bygget og opretholdt af celler, hvis mentalitet eller indre for hver især i sig selv er absolut fred, uselviskhed eller næstekærlighed. Menneskeheden kan ikke vente sig nogen virkelig absolut fred, sålænge den udgør en enhed bestående af celler (enkelte individer), der i sig selv mere eller mindre er "krigsceller" og således i tilsvarende grad er ufredscentre, er forfølgere af deres næstes almenlykke og normale førlighed. Sådanne væsener er "jungleceller". En helhed, i hvilken disse væsener er celler, kan selvfølgelig kun blive eller være en "junglesfære" eller den kulmination af de dyriske principper, der er blevet kaldt "helvede", "dommedag" eller "ragnarok", og som i særlig grad udløses igennem den nuværende tidsalder.

Den fred, der kan skabes ved opretholdelsen af politimæssig magt og et udviklet retsvæsen over stater og Individer, er ikke fred i virkeligheden. Den er kun en slags justits, en slags dressur. Den bliver derfor også kun følelig som en tvang, som en frihedsberøvelse, sålænge væsenet i sin mentalitet kun er besjælet af de selviske eller dyriske begær, hvis udryddelse eller båndlæggelse netop er objektet for politimagtens og retsvæsenets forfølgelse og aktivitet. Den fredelige, uselviske natur i væsenet vil uvægerlig gøre alle juridiske love og enhver politimagt såvel som krig og militarisme totalt overflødig. Verdensfreden kan altså kun skabes af individer, der i sig selv er udrensede for selviske tendenser, hvilket vil sige: væsener, der udelukkende er besjælet af den opfattelse, at "enhver er sin næste nærmest". Hvordan skulle vel en fred kunne udgøres af nogen anden opfattelse? – Den dyriske opfattelse, at "enhver er sig selv nærmest", er jo den, der er herskende og igennem sine tusindårige traditioner nu har gjort det til en levende kendsgerning, at den kun kan udløse ufred, krig og forfølgelse. I kraft af denne indstilling må væsener altid frygte væsener. Men hvordan skal væsener, der frygter eller er angst for hverandre, kunne skabe en indbyrdes fred? –