Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SÅLEDES SKREV MARTINUS –

Da energi- eller stofkombinationerne i naturen eller tilværelsen viser sig at være hensigtsmæssige, kan det umuligt være logisk at benægte et ophav til denne hensigtsmæssighed. Naturens kredsløb er hundrede procents logisk i sin højeste analyse. Hvorledes skulle dets resultat ellers blive en sådan pragtåbenbaring af levende væseners mangfoldighed i former, liv og fremtræden, som tilfældet er? – Hvor findes magen til kolorit? – Er det ikke således, at selv de mest intellektuelle jordmenneskelige frembringelser ligefrem må blegne ved siden af naturens? – Og dog kan de jordmenneskelige frembringelser ikke blive til uden en – hjerne. Hvorledes kan det så blive logisk at antage, at de langt højere frembringelser i tilværelsen, der som kendsgerning viser, at de ikke er mindre hensigtsmæssige, mindre intellektuelle eller fuldkomne end de jordmenneskelige, at de kan blive til uden en hjerne? – At menneskene ikke forstår, hos hvad eller hvem en sådan hjerne skulle høre hjemme, udgør ikke noget logisk grundlag for en benægtelse af en sådan hjernes eksistens.

 

SÅLEDES SKREV MARTINUS –

Enhver intolerant kritik imod livet, imod naturen eller Forsynet, er altså udtryk for et absolut ukendskab til stoflovens umådelige fuldkommenhed. Når et menneske giver Forsynet, der jo også omfatter medvæsenerne, skylden for sin ulykkelige skæbne, sine lidelser og besværligheder, udtrykker dette kun kulminationen af naivitet. Det forstår slet ikke, at det i virkeligheden selv har valgt de stoffer eller energier, af hvis samlede reaktioner dets nuværende skæbne er et resultat. At dette resultat ikke er blevet således, som det pågældende væsen har ønsket sig, er ikke en fejl hos naturen eller Forsynet, men skyldes derimod udelukkende væsenet selv. Det har ikke forstået at vælge den energi- eller stofsammensætning, hvis samlede reaktion var identisk med det resultat eller den skæbne, nævnte væsen ønskede sig. Men når det ikke har valgt de rigtige stoffer, kan det ikke være en fejl hos naturen eller Forsynet, at det ikke opnår det ønskede resultat, men i stedet må opleve den reaktion, som uundgåeligt må blive en følge af de forkerte stoffers sammensætning. At forlange noget andet, at være indigneret eller ulykkelig over denne sin oplevelse eller skæbne, er i virkeligheden det samme som at være ulykkelig over, at de fremmede eller forkerte energier ikke gav den samme reaktion, ikke gav det samme resultat, som de ordinære energier. Men således at forlange det umulige mulig er jo en abnormitet, og ophører ikke med at være dette, selv om individet er uvidende om denne sin situations virkelige analyse.