Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1957/1 side 9
SÅLEDES SKREV MARTINUS –
– om for tidlig opnåelse af kosmiske glimt.
En for tidlig opnåelse af de kosmiske glimt, hvilket vil sige en opnåelse af disse før individets moralske standard er fundamentalt underbygget, vil således være meget uheldig, og kan heldigvis også kun opnås eller finde sted på en eller anden unaturlig måde og i en meget begrænset form eller som et slags surrogat i forhold til de virkelige glimt. Det absolut ufejlbarlige klarsyn kan kun opnås ved udrensning af bevidstheden af lavere tendenser såsom ærgerrighed, hovmod, intolerance, magtsyge, uærlighed o.s.v. Disse realiteters bekæmpelse er den uundgåelige pris, med hvilken det fundamentale kosmiske klarsyn må betales. Nævnte bekæmpelse gør jo væsenerne "rene af hjertet" og er således den naturlige og ægte træning eller vej til det guddommelige syn. Enhver form for træning, som ikke er identisk med ovennævnte bekæmpelse, bliver altså identisk med en uægte træning eller kunstig vej og kan i heldigste tilfælde lade de pågældende væsener komme i berøring med nogle af de kosmiske energier. Men da de i dette tilfælde jo ikke har gennemgået den tilstrækkelige moraludvikling, er deres åndelige legemer endnu for spæde for denne berøring. De pågældende væsener kommer derved til åndeligt at forløfte sig, bliver til åndelige krøblinge, hvilken tilstand uundgåeligt afføder fanatisme, der igen i værste tilfælde kan have åndssvaghed eller sindssyge til følge. Og individet møder således her "tærskelens vogtere" i form af dets egen ufærdige natur. Ingen kan således komme til at "se Gud" uden "de rene af hjertet". Vi vil derfor her i Livets Bog heller ikke under nogen som helst form opmuntre til kunstig træning, men udelukkende kun vise vejen gennem moralen. Thi med den fundamentale moraludvikling kommer de kosmiske evner ganske af sig selv på en naturlig måde i deres ufejlbarlige kraft og styrke og uden nogen som helst fare eller risiko for individet.
LIVETS BOG I., stk. 208.