Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1954/21 side 8
Vanløse, den 25. juni 1954.
Til interesserede i MARTINUS' ÅNDSVIDENSKAB.
Martinus' sag er ikke helt ung længere, – der begynder at blive jubilæer. Vi har således allerede haft 20 års jubilæum for månedsbladet KOSMOS, og i år er det 25 år siden, at Erik Gerner Larsson knyttedes til Martinus arbejde som sekretær, – det skete den 1. august 1929.
Når vi meddeler Dem dette, er det for samtidig at bede Dem om at være med til at markere denne milepæl for Gerner Larssons virke i sagens tjeneste. Målt med den store alen er 25 år kort tid, – i selve sagens vækst bliver det et ringe åremål, men i et menneskes jordliv er 25 år en lang tid. I den tid har Gerner Larsson i Jylland, på Fyn, i Sverrig og her i København holdt mange hundrede foredrag, skrevet et stort antal artikler i KOSMOS, forfattet et par bøger og det 2-binds KURSUS I MARTINUS' ÅNDSVIDENSKAB. Han har endvidere udført snart 20 års utrætteligt arbejde i Kosmos Ferieby og varetaget meget arbejde med de økonomiske og organisatoriske spørgsmål indenfor sagens rammer, og endelig har han hjulpet et stort antal mennesker ved samtaler om deres personlige problemer. – Det er således allerede en solid, lang "arbejdsdag", Gerner Larsson kan se tilbage på, og vi synes, at der er god grund til at markere 25-årsdagen på en eller anden måde. Underskriverne har tænkt sig, at det kunne gøres ved at danne et REJSEFOND for Gerner Larsson, således at han blev i stand til i efteråret igen at rejse til England og der dels knytte forbindelse med mennesker med åndelige interesser i samme plan og dels føre afsluttende forhandlinger om udgivelsen af Martinus' litteratur på engelsk, hvad der jo vil betyde, at Martinus' kosmiske analyser bliver tilgængelige for flere hundrede millioner mennesker. Samtidig vil Gerner Larsson få en længe ønsket og tiltrængt ferie ved at komme udenfor sine sædvanlige rammer.
– – – – –
Vi er alle – i samme grad som vi deltager i sagens arbejde – lovende celler i denne sags organisme, og kunne De tænke Dem at deltage i oprettelsen af dette rejsefond for Erik Gerner Larsson i anledning af hans 25-års jubilæum som Martinus' højre hånd i arbejdet, opfylder De som sagt et stort personligt ønske for Gerner Larsson og besørger samtidig en for sagen meget nyttig mission udført.
De fleste, der er interesserede i Martinus' Åndsvidenskab, har på en eller anden måde noget at sige Gerner Larsson tak for, og det ville glæde underskriverne af denne henvendelse meget, om de, der føler det sådan, ville give taknemligeheden udtryk ved efter evne at støtte det nævnte rejsefond. Det kan ske ved at indsende et beløb til rejsefondens kasserer, fru Kirsten Zacho, Randbølvej 4, København F.
Jubilæumsdagen er den 1. august.
Med venlig hilsen
P. P. Fixen, snedkermester, Odense.
Einar Sørensen, bogholder, Århus.
Henrik Voss, trafikkontrollør, Vanløse
Karlo Münchenberg, fabrikant, København.
Peter Zacho, lærer, Frederiksberg
Tage Buch, Vanløse.
NB! Postgirokonto nr. 73959, ESPERANTO-SEKCIO, Randbølvej 4, Kbh. F, kan benyttes. Skriv venligst REJSEFOND bag på kuponen.