Kontaktbrev 1951/27 side 5
Spørgsmål indsendt til denne rubrik besvares i den indsendte rækkefølge, dog kun for så vidt besvarelsen må anses for at have almen interesse. Offentliggørelsen af de givne svar i aviser, tidsskrifter o.l. må kun finde sted efter indhentet tilladelse.
Spørgsmål 31.
Hvad er selviskhed? –
Svar:
Selviskhed, der også er det samme som egoisme, er et fundamentalt talent, på hvilket dyrets selvopholdelsesdrift er baseret. I kraft af dette organiserer væsenet alle sine øvrige talenter til fordel for en for væsenet selv opretholdt beskyttelse. Det bevirker et overdimensioneret forstærket begær i dyret efter en tilegnelse af alle de fordele, ved hvilke det kan være alle andre væsener overlegent, ganske uanset hvad denne tilegnelse så end måtte koste disse andre væsener af liv og førlighed. Derved befordres ligeledes i kraft af dette selviskhedens talent princippet "den stærkeres ret". I kraft af udfoldelsen af dette talent vil kun de stærkeste og mest udholdende dyr og organismer kunne udvikles og trives, medens de svageste nødvendigvis må blive tilintetgjort (kropsligt set). I kraft af dette talent tvinger udviklingen således de allerbedste selvopholdelses- og beskyttelsesevner frem i dyret. Det er en livsbetingelse for det at blive andre dyr så meget overlegent som muligt. Da kun de overlegne kunne overleve de svagere eller underlegne dyr, måtte dyreriget således tilsidst komme til at bestå af de mest fuldkomne arter eller racer. Vi ser derfor også for os i dag verden over vore nutidsdyr være alle fortidsdyrene overlegne i fuldkommenhed og skønhed.
Men hermed kulminerer selviskhedens talent, og dyret begynder at blive et helt andet væsen. De dyriske egenskaber, de stolte og overlegne opholdelsesevner eller organiske magtmidler degenererer. Denne degeneration er fremkaldt af et nyt fundamentalt bærende talent for livsoplevelsen. Dette talent hedder: "Uselviskheden". Med dette talent begynder væsenet at forvandle sig fra dyr til menneske. I dette begyndende menneske er der således to livsfundamenter, der hver har sine undertalenter og evner, nemlig det selviske, som altså er på retur, og det uselviske, som begynder at udvikle sig. I en lang, lang epoke vil det nye væsen således stadigt have i sig det dyriske talent eller selviskheden, hvis samlede udløsning åbenbarer livsindstillingen: "Enhver er sig selv nærmest".
Lige så logisk og nyttig selviskhedens talent er for dyrene, lige så skadeligt og ulykkesbefordrende er dette for det menneskelige væsen. Da den absolut fuldkomne menneskelige tilværelse betinges af, at al selviskhed og dermed al dyrisk mentalitet er udrenset af mentaliteten således, at kun uselviskheden, hvilket vil sige lykken eller glæden i at leve for at tjene andre væsener, er blevet tilbage som et eneherskende generalprincip i mentaliteten, bliver selviskhed og alle de heraf affødte dyriske eller egoistiske handlinger, sålænge de endnu i større eller mindre grad forekommer i mentaliteten eller væsenets psyke, en tilsvarende spæring eller hindring for opnåelsen af den fuldkomne menneskelige tilværelse og den her under henhørende kosmiske bevidsthed, Kristusbevidstheden eller den livsepoke i hvilken "alle elsker alle". Derved bliver selviskheden således under alle forhold identisk med "tærskelens vogtere", hvilket igen vil sige: en mental hindring for adgangen til den store indvielse eller fødsel, der igen giver adgangen til den absolut sande fred eller det virkelige himmeriges rige, hvor man er eet med Faderen. Det er denne selviskhed, der i dag spærrer jordens nationer ude fra den sande og virkelige fred eller juleevangeliets bebudede store velbehagelighed for menneskeheden. Det er altså selviskheden i mennesket, der er roden til al mørk skæbne eller holder dem bundne til ufredens og smertens domæne, hvor ikke alene alle er i krig med alle, men hvor det enkelte menneske også undertiden er i disharmoni eller krig med sig selv. Uselviskheden bliver derved her synlig som livets fornemste talent. At fylde sin sjæl og ånd med dette talent er at føre himmeriges rige ind i sin væremåde og dermed den ønskede verdensfred ind i sit eget private forhold til omgivelser og næste.
Tilbage til artikelregister
Forrige