Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Alle åndeligt søgende mennesker stræber frem mod større harmoni i tilværelsen, søger frem mod en højere tilstand end den, de lige nu befinder sig i, længes frem imod "fuldkommenhed" eller "kosmisk bevidsthed". Den eftertragtede højere tilværelsesbalance er i sin egen natur tilnærmelsesvis udefinerbar. Den er alt i ét. At beskrive den fuldgyldigt i ord er ikke muligt. Vi er henvist til skridt for skridt at bevæge os frem imod den, idet vi liv efter liv, inkarnation efter inkarnation oparbejder eller fremkalder denne højere bevidsthedskvalitet inde i os selv, hvilket er det samme som at lære den at kende fra bunden af.

Dette kan forekomme os fjernt, langsommeligt og måske lidet opmuntrende. Som om vi på denne lange vej var prisgivet vor egen nuværende formåen! Men heldigvis er det sådan, at vi undervejs gennem årtusinderne igen og igen har mødt nyttige og inspirerende forbilleder og anvisninger, ideer og definitioner, som har kunnet stimulere og udvide vor forestillingsevne, har kunnet tjene os som vejvisere.

Hvis vi i dag på kosmologisk baggrund så godt som muligt ønsker at afklare fuldkommenheds begrebet samt vejen frem imod denne højere tilværelsesbalance, da kan vi forestille os fuldkommenheden som en forening af sandhed og kærlighed. I fuldkommenheden samvirker disse to fundamentale livsytringer på en så integreret eller enhedspræget måde, at selv minutiøst tilpassede definitioner ikke formår at afsløre eller lukke op for denne helhedstilstands inderste væsen overfor nutidens mennesker.

Vi mennesker af i dag lever jo i en helt anden verden, i en spaltet verden, i en verden med stykkevis erkendelse, i en verden af vejmærker og definitioner. Her oplever vi sandheden og kærligheden fra deres respektive "bagside", dvs. i deres adskilthed. Her kan vi betragte dem hver for sig. I deres adskilthed kan de konkretiserende gå ind i vor spaltede eller begrænsede forestillingsevne og stimulere os hjælpende, trøstende og fremadbærende. På denne måde kan vi nå frem til at udvide eller fordybe vore forestillinger om fuldkommenheden, om livet, om Gud.

Gud er et skabende noget, et enhedspræget levende væsen, som ud af sig selv frembringer og opretholder alt det skabte, alle levende væsener. Al skabelse ligger således i "guddommelige hænder". Den foregår såvel i et vist billede som i en vis lignelse. Thi Gud er såvel struktur (billede) som væsen (lignelse). Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Vore sandhedsforestillinger er overvejende rettet mod hans "billede" eller "struktur", hvorimod vore kærlighedsforestillinger overvejende er rettet mod hans "lignelse" eller "væsen".

Da vi jordiske mennesker på vor livsvandring bestemmes såvel af "Guds billede" som af "Guds lignelse", uden dog selv at repræsentere balance mellem disse to guddommelige ytringer, er det logisk, at nogle mennesker undervejs gennem livet overvejende retter deres opmærksomhed imod at oparbejde eller fremkalde "billedet" (forstandsdomineret bestræbelse), mens andre mennesker overvejende føler sig draget imod i deres bevidsthed at oparbejde eller fremkalde "lignelsen" (følelsesdomineret bestræbelse). Samtlige mennesker af i dag vandrer så at sige frem imod et fælles mål, men på to store hovedveje, der forløber side om side og er gensidig tilgængelige. Da vi hver især repræsenterer en tilstand af ufærdighed, der ytrer sig som psykisk halvhed, vandrer vi enten overvejende på "sandhedsvejen" eller overvejende på "kærlighedsvejen".

 

 

"Sandhedsvejen" appellerer til vor forstand, vor logiske tænkning, vor ratio. Vi oplever den som en forskningens, anstrengelsens eller koncentrationens vej. Vi kan også betegne den som en realismens vej. Dog er det sådan, at sandhedsvejen kun fører os til vore længslers mål, såfremt den lidt efter lidt forenes med kærlighedsvejen.

"Kærlighedsvejen" appellerer derimod til vor følelse, vor indfølingsevne, vor medlidenhedsevne. Dette er en religiøsitetens vej, hengivelsens vej, kontemplationens vej. Vi kan også betegne den som en optimismens vej. Dog er det sådan, at kærlighedsvejen kun fører os til vore længslers mål, såfremt den lidt efter lidt forenes med sandhedsvejen.

Martinus kosmologi kan rammende betegnes som en dobbeltsidet vejviser, der er anbragt på ethvert jordisk menneskes kosmiske vej – nøjagtigt dér, hvor de to nævnte sideløbende veje begynder at gribe mere ind i hinanden, end det indtil da har været tilfældet i det pågældende menneskes tilværelse. Vejviseren er kun én. Men den kan læses fra begge sider, idet den står i midten. Vejviseren opstiller ingen krav og favoriserer ingen af siderne. Den står der blot til orientering for vandrere på de to sideløbende hovedveje.

Det er den enkelte vandrers individuelle skæbne, der omkring dette kosmiske vejmærkes tilsynekomst begynder at fremsætte særlige krav over for den pågældende vandrer – vedrørende den af de to veje, som vandreren hidtil er gået mere eller mindre uden om. Enhver "fastkørt realist" vil her se sig henvist til at udligne et underskud af "optimisme". Og enhver "sværmerisk optimist" vil på sin side af sin egen udlignende skæbne blive konfronteret med mere "realisme".

Det er ikke let for os at forene sandhed og kærlighed i vort væsen. Den "svorne realist" fatter kun langsomt, at hans eller hendes differentierede viden om verden og dens sammenhænge vil savne indre dynamik og dermed troværdighed og gennemtrængningsevne udadtil, så længe den ikke ledsages af et vist mål af "optimisme". Modsvarende begriber den "svorne optimist" kun tøvende, at hans eller hendes til skue stillede livssyn vil savne indre fasthed og dermed troværdighed og gennemtrængningsevne udadtil, så længe den ikke ledsages af et vist mål af "realisme".