Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

At erkende sig selv er som bekendt vanskeligt. Mange mennesker med interesse og forståelse for en fortsat højnelse af etikken i deres bevidsthed og væremåde er i princippet fortalere for selverkendelse, uden dog nødvendigvis at være så kyndige eller selv-opmærksomme, at de i små konkrete skridt kan påvirke deres endnu noget tunge og besværede gang til at blive let og dansende. Vi er alle henvist til at prøve os frem ad selverkendelsens vanskelige vej på basis af de individuelle begrænsninger, som vi hver især bærer med os på livets vej og som fra dag til dag fremkalder vor individuelle skæbne på denne vej.

Hvordan det føles at gå på selverkendelsens vej afhænger i særlig grad af netop vore egne begrænsninger. Men da vore begrænsninger som regel ikke fremtræder klart for os selv, kan vi let komme til at foregøgle os, at selverkendelsens vej er og nødvendigvis må være en tung og anstrengende vej at gå. Det må den ikke nødvendigvis være. Tværtimod kan denne vej for nogle mennesker indebære en lethed i gangen, en livsglæde og et godt humør, der står i stærk kontrast til det "kors", som de pågældende mennesker samtidig må bære. Hemmeligheden i denne livsbekræftende kontrast ligger ikke så meget i hvor tungt korset er, men snarere i hvordan det bæres. Mennesker med en begyndende evne til at overskue sig selv og sine handlinger kan befordre mere lethed og livsglæde ind i deres hverdag. Og når de samtidig opbygger et dybt og inderligt forhold til Gud, kan letheden og livsglæden komme til at overstråle de smertelige krav, som de måske fortsat pålægges af deres egen skæbnes levende hverdagstale.

En vis lethed og livsglæde kan ganske vist indfinde sig i menneskets bevidsthed alene på grundlag af et dybt og inderligt forhold til Gud. Derudover at overskue og påvirke sine egne begrænsninger er ligesom et foretagende for sig. Men før eller siden vil ønsket om at foretage noget fundamentalt med sig selv træde mærkbart frem i det enkelte menneskes fremadsøgende bevidsthed. Og da vil et dybt og inderligt forhold til Gud være særlig afgørende for, at vejen ikke ender i en blindgyde. Thi det moderne intellektuelle menneske, der er kommet på afstand af et personligt gudsforhold, er mere udsat for at fare vild end det menneske, som følger mere enkle og gennemprøvede anvisninger.

– – –

Hvad kan vi sige om selverkendelsen i sin egen natur? At tilstræbe selverkendelse er det samme som at lære sig selv at kende indefra, altså fra ens egen psykiske inderside. Vore tanker og følelser, vore overvejelser og fornemmelser pulserer bestandig omkring vort jeg-midtpunkt og opretholder et mentalt felt, et psykisk rum, der er det samme som et miljø, et klima eller en sfære. Vort fysiske legeme tjener os ganske vist som bolig eller opholdssted. Vi må skænke vor bolig en vis opmærksomhed for at kunne bo godt. Men af endnu større betydning er den sfære, som vi udstyrer vor bolig, altså vort fysiske legeme med. Vi bor egentlig primært i en psykisk sfære, der omgiver vort jeg-midtpunkt, på samme måde som et hus er placeret midt i et landskab og derved næres af levende klimatiske omgivelser. Hvis vi vil slå ind på selverkendelsens vej, må vi begynde på at sætte spørgsmålstegn ved vore hidtidige "landskabsoplevelser", dvs. vore meninger, vor vanetænkning, vore fortolkninger.

 

 

Almindeligvis følger vi livets vej frem på en sådan måde, at vi ligesom omgås vort eget psykiske rum som et tornyster, der er spændt fast på ryggen af os, og hvis indhold vi ikke rigtig er opmærksom på, da det er placeret uden for selve vort synsfelt. Jo hurtigere, jo mere beslutsomt og selvbevidst eller selvsikkert vi bevæger os fremad, des mere ukontrolleret trimler vore tanker og følelser inde i tornysteret rundt imellem hverandre. Denne måde at vandre gennem livet på hindrer os ingenlunde i at gøre interessante og skarpsindige iagttagelser ude omkring, altså uden for selve vort psykiske rum. Og disse iagttagelser plejer vi løbende at kaste bagud, op i vort tornyster, uden at tænke ret meget på, hvad der egentlig sker inden i dette. I årenes løb samler der sig således ikke så lidt ragelse, overflødigt gods eller ballast på ryggen af os.

Hvordan har vi det med at blive mere opmærksomme på vort psykiske rums indhold, frem for alt på de ukontrollerede, automatiske og "lyssky" sammenblandingsprocesser, som her foregår i det skjulte? For at kunne komme til bunds her, må vi begynde på at gennemtænke og efterprøve vore vanemæssige tanker, følelser og handlinger. Vi må opdage og vedkende os vor tornysterpraksis, blive os den bevidst – og dernæst ændre den lige så bevidst, som vi har opdaget den og vedkendt os den. Vi må gradvis nå frem til at opleve vore pulserende tanker og følelser som et synligt fluidum omkring vort jeg-midtpunkt, forstået på den måde, at vi fungerer som med iagttagere og medvirkende i alt, der foregår i vort eget psykiske rum.

Et fremskredent menneske, der selverkendende rejser gennem livet midt imellem sin psykiske bagage og er fortrolig med enkelthederne i sin omfattende rejsebagage, fremtræder betydeligt mere ubesværet end et fremskredent menneske, der ikke holder øje med sin bagage og derfor ubeset slæber den med sig på ryggen som en tung last, hvis manende vægt endnu ikke vækker til eftertanke. Selverkendende mennesker bærer deres rejsebagage anderledes. Derfor oplever de deres livs rejse anderledes: dybere, righoldigere, med mere fylde og aroma.

Vi kan underbygge vor forståelse af selverkendelsesprincippet ved at foretage et tankeeksperiment. Lad os forestille os, at vi med begge vore hænder kunne løfte vort rejsetornyster op over hovedet på os selv, ryste det og lade indholdet regne ned over os. – Utroligt alt det, som da ville komme frem og blive hvirvlet op omkring os! Vi ville se os omgivet af en spærrende sky af ugennemsigtige tanke-, følelses- og fornemmelseskombinationer. Vi ville ikke mere som vanligt kunne orientere os udadtil. På grund af det mentale skydække ville vi ikke mere kunne få øje på vore vanlige omgivelser og orienteringspunkter – altså omvendt i forhold til tidligere.

I denne tænkte situation ville vi være henvist til opmærksomt at betragte vore omkringfarende og gensidigt forviklede tanker, følelser og fornemmelser enkeltvis, for derved at "gennemskue" eller "afklare" dem én efter én. Til sidst ville den synshindrende mentale sky omkring os være blevet transparent eller gennemskuelig. Vi ville atter kunne se vore tidligere omgivelser. Men fordi vi ville gense disse omgivelser igennem vort afklarede bevidsthedsfelt, hvis gennemskuelighed vi selv møjsommeligt ville have tilvejebragt, ville vi nu se vore omgivelser og alt det, som skæbnemæssigt kommer os i møde, med helt andre øjne eller i et ganske andet lys end førhen. Dette nye syn ville udgøre det befriende slutfacit af vort tænkte selverkendelseseksperiment.

– – –

Selverkendelsens vej er krævende og fremviser mange faser og facetter. Især ved vejens begyndelse oplever de således fremadsøgende mennesker denne vej på deres egen særlige måde, alt efter kombinationen af følelse og intelligens i deres bevidsthed, idet den ene eller den anden af disse to bevidsthedsenergier kan dominere mere eller mindre. Hvor den ene kan være tilbøjelig til mere eller mindre at fralægge sig medstyringen af selverkendelsesprocessen for i stedet at lægge den i Guds hænder, kan den anden føle sig kaldet til at medvirke mere bevidst i processen og anse Gud for at være parthaver og rådgiver i et mere differentieret samvirke.