Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1989/5 side 82
Kommentar
 
Spøgelset i maskinen
 
"Jeg tænker, altså er jeg til", skrev Descartes for godt 300 år siden.
Jeg tænker ... altså er jeg til! – Skønt ræsonnementet lyder indlysende, er det dog vanskeligt at forstå, hvis man nøjes med at betragte sig selv udefra. Og det er netop på den måde, videnskaben går til værks. Set fra denne meget almindelige synsvinkel er mennesket blot en genial maskine, der forbrænder næringsstoffer og producerer energi – heri også indbefattet tanker. Men hvad så med dette "jeg", som jo også er til? Hvor sidder det?
I modsætning til andre maskiner rummer den menneskelige maskine tillige et "jeg". Og denne gåde blev på Descartes tid ligesom en pacer for de materialistiske videnskaber: Hvem kommer først med at lokalisere "spøgelset i maskinen"?
Og så gik man i gang. Lig blev skåret op og dissekeret. Hvor sad "spøgelset"? Undervejs gjorde man spændende iagttagelser. Man så, hvordan skeletdele, muskler, nerver og kirtler fungerede. Lidt efter lidt glemte man helt at kigge efter "spøgelset". Og en dag var det ligefrem blevet naivt at spørge til det. Vore dages anatomer, fysiologer og biokemikere ville ryste på hovedet, den slags beskæftiger de sig absolut ikke med!
Men tankerne har deres egne veje. Mens hjertet slår med faste stempelslag, mens skeletdele holdes sammen og arbejder i hydrauliske ledvæsker, mens budskaber gnistrer ad nervernes telegraftråde ... så skjuler der sig en indre stilhed i al denne ståhej. Og ud af denne stilhed vibrerer tanken: Jeg tænker, altså er jeg til ...
Dette nummer af KOSMOS fortæller eventyret om denne tanke. Vi møder det i Martinus' artikel på de næste sider, og vi følger det i Sv. Å. Rossens KOSMOS ELLER KAOS. Her ser vi, hvorledes det baner sig vej helt ud i de anerkendte, videnskabelige højborge. Bastioner synker sammen i disse år, for de materialistiske videnskaber kan ikke længere skjule for sig selv, at det spøger slemt i det gamle, mekanistiske verdensbillede. Noget er ved at ske – også i andre sammenhænge – og det beretter Olav Johansson om i sin artikel: DE SIDSTE TIDER.
Jeg tænker, altså er jeg til. Dette nummer af KOSMOS beskæftiger sig med tilværelsen ud fra denne synsvinkel. For det blev Martinus' opgave at skabe en videnskab, hvor "spøgelset i maskinen" er det centrale.
Ret beset er det vel også dén synsvinkel, der skaber det bedste overblik. Det er jo i dette "jeg", vi har vor rod. Det er derfra vor verden går!
sh