Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Hvis man bliver spurgt om, hvad kosmologi er for noget, og hvad det står for, kommer man hurtigt ind på udvikling. Og nu må man udtrykke sig varsomt og med stor omhu. Alene selve ordet "udvikling" er værdiladet, og ingen ønsker at føle sig mindre udviklet end andre. Og man er straks ude på glatis.

"Hvis jeg forstår dig rigtigt, er I kosmologer altså foran os andre?"

"Måske," svarer jeg lidt usikkert. "Nogle af os er vel nok – i det mindste med hensyn til indsigt. Vi har i hvert fald det store fortrin at kunne leve med en livsopfattelse, der giver os svar på alle spørgsmål."

"Som en religion altså?"

(Nye komplikationer)

"Ikke som en religion. Som en videnskab." Og jeg er ude på gyngende grund. Hvordan beviser man det, der kun kan opleves personligt? Diskussionen går videre, og til sidst lykkes det mig dog at forklare, at alle er ligeværdige, hvor man end befinder sig på udviklingsstigen. For en sikkerheds skyld holder jeg mig her i første omgang til mennesker, medtager ikke dyr og planter, selvom det kræver visse anstrengelser at tilbageholde alt det, der presser på. Jeg tror, det er fornuftigst, at begrænse sig til de spørgsmål man får.

"Videnskab sagde du?"

(Hvor er Guddommen henne? Kan han ikke hjælpe mig nu?)

Og vi snakker videre, og jeg lover mig selv at læse mere og i hvert fald prøve på at huske mere.

Så kommer det forløsende: "Du kan låne en af Martinus' bøger af mig, for du forstår, at kosmologi kan man ikke – sådan som en tro – sluge med hud og hår. Den må man efterprøve på sig selv. Jeg kan ikke overbevise dig – og vil heller ikke. Jeg kan kun tilbyde dig et alternativ. Det bedste," siger jeg med et lykkeligt suk. "Og det eneste." "Skal man også være vegetar?"

"Det bliver man, når man begynder at forstå sammenhængen."

"Du mener altså, at en Hitler og en Kristus er lige værdifulde?"

Nu har situationen tilspidset sig – og jeg ser afgrunden foran mig, men kaster mig ud i det.

"Ja, absolut – kosmisk set."

Lidt utilpas garderer jeg mig således til sidst, for menneskeligt set har vi vel nok lidt svært ved følelsesmæssigt at acceptere denne sandhed.

"Dette sidste var virkeligt "tungt fordøjeligt" – men logisk, hvis jeg har forstået dig rigtigt. Måske skulle jeg alligevel låne den bog."