Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SPØRGSMÅL:

Jesus fortæller, at man skal tilgive, ikke 7 gange, men 70 gange 7 gange daglig. Altså i alle tilfælde. Martinus siger det samme, men kan det nu ikke blive lidt for meget af det gode med al den tilgivelse? – Jeg tænker på, at tilgivelse vel også kan være en svaghed, en undskyldning, man kan bruge over for sig selv, fordi man i virkeligheden ikke gider at gøre vrøvl eller sætte andre på plads. Skal man virkelig tilgive i alle tilfælde?

SVAR:

Tak for dette udmærkede spørgsmål, som synes at rokke ved Martinus' analyser af tilgivelsens princip. Ja, det lyder jo, som var det videnskab, dette med "princip", – og det er det skam også! Forskellen mellem Jesu og Martinus' omtale af tilgivelsen er nemlig den, at Martinus bekræfter det gamle udsagn ved at vise, at det er logisk helt igennem, og at der ikke er nogen begrænsninger eller oversete finesser at tage hensyn til. – Men hvad så med alle de situationer, hvor man af ren og skær ugidelighed "ser gennem fingre" med noget, man hellere skulle have gjort noget ved, i stedet for bare at tilgive?

Ja, ser vi på Martinus' eget liv, så må man sige, at han levede i fred og fordragelighed med alle. Hvis nogen ikke brød sig om ham, betød det ikke, at han kunne lide dem mindre af den grund. Og bad et menneske ham om tilgivelse for noget, det havde gjort eller sagt imod ham – ja, så var det "allerede tilgivet!" fik man at vide. – Og dog kunne Martinus handle umådelig konsekvent, når det gjaldt om at beskytte "sagen" mod at blive misbrugt som "springbræt" for ambitiøse menneskers personlige ærgerrighed eller mod at blive afhængig af gavegivere, hvis gaver ikke var helt betingelsesfrie. Martinus blev aldrig irriteret eller vred, men handlede ud fra en uomgængelig logik og et intuitivt syn på tingene, der naturligvis ikke kunne undgå at skabe forundring i omgivelserne. – "Var det nu ikke lige hårdt nok? Skal man ikke også kunne tilgive?" – var nogle af de replikker, der mere eller mindre indigneret sivede rundt, når Martinus havde afslået eller forhindret andres hjælp. – Og Martinus blev ikke mindre konsekvent eller eftergivende med alderen. Tværtimod var det, som ville han på sine gamle dage sørge for, at "sagen" blev befriet for al unødvendig "indpakning", så den ved hans død kunne stå så befriet og ren, at enhver kunne se, hvad der var "sagen", og hvad der ikke var "sagen".

Og "sagen" er, i en nøddeskal, netop dette at lære sig at tilgive i enhver situation og lære at forstå baggrunden derfor, nemlig, at ingen kan handle på basis af andet end egne erfaringer. Martinus sammenligner erfaringerne med vor livsrejses "kompas" og viljen med "roret". Ond vilje er derfor blot et udslag af manglende erfaring eller viden, og bliver man udsat for noget af den slags, for andres drillerier, bagtalelse, misfornøjelse og forfølgelse – ja, så er der i virkeligheden kun ét eneste effektivt forsvar på længere sigt, nemlig: at tilgive! Men her er der ikke tale om en teoretisk tilgivelse, der kommer i stand, fordi man ikke gider at svare igen eller ikke tør. Nej, det er en tilgivelse, der beror på selvoplevet kendskab til, at de andre faktisk ikke ved, hvad de gør. Selvoplevet..., fordi vi alle livet igennem får læst korrektur på vor væremåde ved daglig at kunne nikke genkendende til de ubehageligheder, vi får serveret fra vore medvæsener. Vi kan genkende os selv i vore omgivelser, men det forudsætter, at vi ikke lader vreden, jalousien, ærgerrigheden og hævntørsten formørke vort mentale udsyn. Så også for vor selverkendelses skyld er det altså vigtigt at starte på at tilgive, så vi til stadighed kan udvide og fundere denne voksende tilgivelsesevne, indtil vi en dag kan udholde den største modgang og dog tilgive ud fra en krystalklar viden, – som også Jesus gjorde det på korset.

Vist er der lang vej igen, men selve tilgivelsens nødvendighed og fordel behøver man absolut ikke at være verdensgenløser for at gennemskue og eksperimentere med. Det er jo ikke et enten/eller, dette med at tilgive, men noget, man i sin egen ganske almindelige hverdag kan pusle med og lidt efter lidt komme til klarhed over. Det er en evne, der kan opøves dag for dag. Og længe varer det såmænd heller ikke, før man så småt kan begynde at forstå verdensgenløserne bedre. For det viser sig virkelig, at selv med en spæd evne til at tilgive kan man lette betydeligt på vægten af et par tunge "sandsække": fordommene og intolerancen, der længe har stækket ens evne til at overskue tilværelsen og tage de nødvendige beslutninger. Og netop dette er jo også noget, der i høj grad er med til at øge forsvarsevnen. For naturligvis føles det som en vældig lettelse, den dag man i en kritisk situation har overblik nok til at vælge netop den udvej, der på langt sigt er den kærligste for alle parter. Og det ganske uanset, om man så bagefter risikerer at blive beskyldt for at være uforsonlig eller mangle evnen til at tilgive.

Og så behøver man i øvrigt slet ikke at tænke på at opdrage andre på anden måde end: ved selv at være et godt eksempel! De, der har brug for "smæk", skal nok få det, uden at vi behøver at hjælpe til dermed. Men det betyder naturligvis ikke, at vi ikke må beskytte os – ja, i grove tilfælde ligefrem bruge politi eller andre af samfundets hjælpeforanstaltninger til beskyttelse af borgerne. Og har vi selv noget til gode, hvad angår modgang og ubehageligheder, så skal livet som sagt nok læse korrektur på det også. – Martinus blev jo ikke skånet for ond kritik, bagtalelse, økonomiske vanskeligheder og sygdom. Hvorfor gjorde han nu ikke det? – Jo, som han skriver i Livets Bog VI, stk.2122: "Når et menneske dykker ned i vand, må det regne med at blive vådt, ganske ligegyldigt om det er et indviet eller uindviet væsen." – Så, han var selv ude om det, men også godt forberedt, kan man sige, – netop på grund af sin suveræne evne til at tilgive!

Litt.: Livets Bog VI, stk. 2129.