Kosmos 1984/10 side 226
Storebroder ser dig!
af Søren Hahn
Heldigvis! George Orwells fremtidsroman: "1984", som han skrev i 1948, blev ikke virkelighed. Eller blev den? – Joe, mange steder i verden er det faktisk daglig virkelighed, dette aldrig at vide sig sikker. Spionage og beluring florerer som aldrig før takket være en fantastisk udvikling indenfor den elektroniske industri. Den forudså Orwell, men forudså han også i hvilken retning den menneskelige udvikling ville gå?
Orwells udgangspunkt
Orwells udgangspunkt var spændingen mellem øst og vest i tiden kort efter 2. verdenskrig. Forholdet mellem supermagterne kølnedes, nu hvor den fælles fjende var besejret. Konturerne af de to sejrherrers psyker blev trukket hårdt op og karikeret af begge lejre, og en ny krig var i fuld gang: "den kolde krig"! – Den skræk, vi i dag nærer for våbenkapløbet, nærede man den gang for modpartens psyke, og det blev udgangspunktet for Orwells bog. Men alligevel virker den stærkt på læseren af "1984". Hvordan vil situationen se ud i 2048? Vil Orwells spådom være en realitet til den tid?
Når man vil spå om fremtiden
Når man vil skrive en fremtidsroman, må man finde tendenser i sin egen tid, som man derefter i sin fantasi lader vokse og udvikle sig, indtil man et sted ude i en tænkt fremtid siger: "Stop!" og giver sig til at betragte den skabning, der kom ud af det. Det er præcis hvad Orwell gør. Selv om han måske ikke direkte nævner det, er der ingen tvivl om, at det er visse tendenser ovre i den anden lejr hos "fjenden", han bruger som udgangspunkt. Her finder han en skabelon for hele klodens fremtid, et system der synes stabilt og ligefrem selvforstærkende. Livegenskabet er jo ophævet, men synes dog at fortsætte. Partiet bliver nemlig den nye herremand og zar, og i det klassedelte samfund trækkes grænserne skarpt op mellem "inderpartiet", "yderpartiet" og dem, der slet ikke er medlem af partiet. Og her begynder Orwell så at spille kispus med fremtiden, for i "1984" at sætte pendulet i stå og lade os dumpe ned i en verden, hvor magten og privilegierne bevares på nogle få hænder ved hjælp af et velgennemtænkt system af spionage, angiveri, propaganda, seksuel undertrykkelse, krigshysteri, angst, tortur, "dobbelttænkning" og beundring for STORE BRODER, der vagtsomt holder øje med alt indenfor og udenfor hjemmets fire vægge.
To tendenser
Når Orwells bog virker så stærkt på den moderne læser, er det nok fordi den ligesom Huxleys: "Fagre nye verden" er en videnskabelig bog. Den tager sit udgangspunkt i tendenser, som ikke er på retur i vor moderne verden, tværtimod. Det har nemlig vist sig at disse tendenser stadig florerer, og det især hvor der er tale om totalitære styreformer. Men tillige trives tendenserne også ganske udmærket i demokratiets navn, når bare der er iblandet en god portion usund ærgerrighed, profitjageri og Mc Carthyisme (kommunist-forskrækkelse). "Pas på!" siger Orwell med sin bog, og hans advarsel er mere aktuel i dag end nogensinde.
Angreb og forsvar foregår også i det små, – i hjemmene, på arbejdspladsen, – mellem voksne og mellem børn, som ofte "repeterer" krigen og leger røvere og soldater eller indianere osv. Her kan to drenge ikke klare problemerne verbalt, men må gå over til "slående argumenter".
Men som profeti betragtet kan der rettes indvendinger mod bogen. Ikke så meget fordi årstallet ikke kom til at stemme, men fordi der også er modsat rettede tendenser, det er værd at holde øje med. Hvad med "fjenden"? Fik han ikke også bygget skoler og sørget for undervisning til alle? Fik han ikke bygget hospitaler og sørget for arbejde og socialhjælp? – Det var ikke noget, der specielt viste sig at være forbeholdt en demokratisk styreform. Og således ser vi mange steder i verden – på tværs af de politiske systemer – denne tendens brede sig, en tendens til at oplyse, til at hjælpe og til at lade retfærdigheden komme til orde trods alle fysiske magtophobninger. Vi ser stormagter, der må give op på grund af en voksende verdensopinions fornemmelse af hvad der er ret og rimeligt. Og vi ser en voksende antipati mod alt, der bare tromler frem på andres bekostning. Man kan ikke længere være bekendt at have en "krigspolitik", men må have en "forsvarspolitik". Mon ikke Christian IV eller Karl XII ville have kaldt vor tids ministre for nogle værre tøsedrenge? – Og tænk på vor tids kvinder! De er ikke længere bundet til hjemmet. De er trods manglende "råstyrke" ved at overtage lederposterne så det ene og så det andet sted. – Alt dette er tendenser, vi også skal hæfte os ved i det store spil om udviklingens retning. Og uanset om man nu er pessimist eller optimist – ja, så må man indrømme, at der faktisk er to tendenser, som arbejder mod hinanden. Og skal man bedømme, hvilken af disse to tendenser, der vil vinde i den sidste ende (om man nu regner med det) – nå ja, så er det ganske rigtigt: vi må gå videnskabeligt til værks!
Martinus' udgangspunkt
Orwells udgangspunkt var altså stemningen lige efter 2. verdenskrig. Det udgangspunkt vi nu vil vælge er et andet, nemlig menneskehedens nuværende position i udviklingen på vej fra dyreriget og frem til dét Martinus kalder: "det rigtige menneskerige". At vi befinder os i en udvikling, og denne udvikling har sin rod i dyreriget, er en påstand, som biologien bekræfter. Vi er en slags pattedyr, men altså alligevel ikke rigtige dyr. Og det der adskiller os fra de rigtige dyr, er naturligvis først og fremmest vor intelligens. Men det er faktisk også – vor moral! Dyrene hjælper ikke hinanden, ikke udenfor det snævre familie- eller floksammenhold i hvert fald. De bekriger tværtimod hinanden og værner skinsygt om deres mager og jagtterritorier. Men den situation kender vi jo fra os selv. Vi kan også blive jaloux og hidsigt kæmpe for føden, rage til os, lure på hinanden, føle brødnid osv. Alt dette er de såkaldte "negative tendenser", og her er det, vi via vor intelligens har overgået dyrene i en sådan grad, at man meget nemt kan få det indtryk, at det er den vej udviklingen går. Men alt det dyrene ikke har, altså trangen til at hjælpe andre i nød, ikke at kunne nænne at slå en flue ihjel eller gøre en kat fortræd osv,- ja men det er jo i virkeligheden det egentlige ved os, det der adskiller os fra det rigtige dyr og viser os udviklingens vej i så stort et perspektiv, at Orwells lokale udgangspunkt – hvor besnærende videnskabeligt det så end kan virke ved første øjekast – må siges at være det rene amatørfuskeri.
Kan vi nå det?
Orwells fremtidssyn behøver vi på langt sigt ikke at frygte. For den humane udvikling kan ikke dæmmes op i det lange løb, – heller ikke hos dem der sidder med magten. Men det går hurtigt med den teknologiske udvikling, og det går så forbistret langsomt med udviklingen af en human moral. Lige i øjeblikket, i 1984, synes det at være helt umuligt at tro andet, end at vi ikke kan nå at afværge den helt store katastrofe, der vil udslette os alle sammen i en forrygende atomkrig. Det handler vore dages fremtidsromaner om.
Men så galt vil det nu ikke gå, – ifølge Martinus. Endnu engang træder han et kæmpeskridt tilbage for, ligesom kunstneren der skal bedømme sit værk, at se hvor det næste penselstrøg skal anbringes. Hvad blive udviklingens næste træk? – Det bliver ikke klodens endeligt, men dens fuldkommengørelse! Vi befinder os faktisk i en fødsels svære krampetrækninger og presseveer, hvor jordkloden efter et vældigt udviklingsforløb nu omsider er nået frem til at skulle realisere sig selv som et ægte paradis for en helt ny menneskehed. Måske lyder det naivt. Men lyder det på en måde ikke også naivt at tro, at det er menneskene der styrer denne klodes udvikling? Ser man ikke gang på gang, at tingene udvikler sig helt anderledes end vi selv ville? Ser vi det ikke i vort eget liv, og ser vi det ikke på den storpolitiske arena? Vi prøver så godt vi kan at styre udviklingen, og måske får vi også lov til det, men hele tiden lever vi med bevistheden om det uforudsete, det vi ikke havde regnet med.
"Ligesom vi tidligere har berørt, at skæbnebuer vender tilbage til sit ophav, således vender menneskehedens skæbnebuer også tilbage til den. Vi ser på symbolet to flammetegninger, der fra højre og venstre side styrer ind mod hver sit af de to nederste af symbolets trediedelsfelter. Disse flammetegninger symboliserer to tilbagevendende mørke skæbnebuer, der vil ramme menneskeheden og hver især udløse ragnarok eller dommedag..."
(DET EVIGE VERDENSBILLEDE II, side 184)
Martinus kalder menneskene for "jordklodens hjerneceller". Det fortæller lidt om, hvem det egentlig er der bestemmer, hvem der i den sidste ende har magten. Og i dette spil anbefaler Martinus hver enkelt af os at være på jordklodens side og ikke modarbejde den ved at støtte dens negative tendenser, som den nu er ved at gøre op med og overvinde. Vi har med et stort levende væsen at gøre, og her må man nok sige, at STORE BRODER SER DIG!
Tilbage til artikelregister
Forrige