Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SPØRGSMÅL:

Ofte hører man, at folk mener, at det gamle Ægyptens kultur og indbyggere var udtryk for en højere udvikling og moral end den manifesteres på Jorden i dag – kan det være rigtigt?

 

SVAR:

Det bedste svar på dette spørgsmål finder man i Martinus lille skrift "Påske" kap. 2. Her skriver Martinus bl.a:

"...Her vil der være at bemærke, at der for mange årtusinder tilbage i tiden har eksisteret et samfund af væsener med en vis grad af indvielse, altså med en vis form for åbenbarelse af "Den hellige ånd". Men dette samfund talte alt for få individer, var alt for svagt til i længden at kunne stå mål med den omgivende og dominerende barbarisme som jo i virkeligheden på det daværende tidspunkt var Jordens fundamentale og kulminerende tankeklima. Nævnte samfund blev derfor standset i sin udvikling, men efterlod sig uafviselige monumentale udtryk for sin eksistens i form af pyramider, sfinkser, templer, kunstgenstande osv, der naturligvis efterhånden af tidens tand blev forvandlet til ruinhobe, men som alligevel trods denne sin tilstand for det almindelige jordiske menneske den dag i dag er af imponerende vælde og for det udviklede okkulte væsen funkler med den hellige ånds ufejlbarlige klarhed. Men ligesom denne fortidskultur efterlod sig ruinhobe af fysisk manifestation, således efterlod den sig også "ruinhobe" af dens høje moral og kultur Og på disse åndelige "ruinhobe" finder vi Østens folk i århundrederne før vor tidsregning. Da der således her var brudstykker af den virkelige hellige ånd, blev indstillingen og modtageligheden for den daværende nye verdensimpuls her noget anderledes end i Vestens lande, der udelukkende levede på den mørke udstråling i renkultur. Østens lande kunne modtage visdommen i mere fyldig teoretisk form. De kunne akceptere læren om reinkarnation, udødelighed, give afkald på grove fysiske begær, kunne give sig hen til meditation og andagt..."

Det bemærkes, at Martinus taler om, at det gamle Ægyptens ledere var i besiddelse af "en grad af indvielse", dvs at de ikke havde fuldt udviklet kosmisk bevidsthed, og at det kun var få individer, som havde denne form for indvielse. I sin artikel "Jordmenneskehedens skytsengel nummer et" (KOSMOS 5/84) fortæller Martinus, at kongebegrebet i tidlige perioder i menneskehedens historie havde guddommelig karakter. Kongen eller i dette tilfælde Farao var repræsentant for Guddommen. De enevældige konger fra historisk tid og f.eks. Japans kejser, som helt op i dette århundrede blev anset for himlens søn, er degenerede former – eller for at bruge Martinus udtryk "ruinhobe" af fortidige realiteter. Og dog er denne statsform ikke blot historie. Netop i disse år får vi gennem gæstearbejderne indblik i den muhamedanske tro og livsform, som dominerer landene i mellemøsten. Revolutionen i Iran var en tilbagevenden til teokratisk styre, hvor Koranen er den højeste autoritet og Anatollaen dens suveræne udøver. Den suggestive kraft, fysiske magt og brutale straffeformer (f.eks. håndsafhugning ved tyveri), som dette styre repræsenterer, må også betragtes som en rest af fortidens religiøse diktaturer.

I den omtalte artikel præciserer Martinus yderligere, at Guddommen i disse tilfælde blev repræsenteret af jordmenneskenes "skytsengel nummer et", som er jordklodejeget. Martinus: "Konger og diktatorer var således i lange tider de eneste væsener, der besad en psyke, der direkte kunne modtage jordjegets impulser".

For mennesker i vor kulturkreds, som priser frihed og demokrati, kan det umiddelbart være svært at acceptere, at religiøse fanatikere og deres brutale fremfærd skulle repræsentere noget guddommeligt. Eller at det har noget at gøre med jordjegets vilje, når Jorden som levende væsen er så langt fremme i sin udvikling, at det inden for få tusinde år vil få kosmisk bevidsthed. Men også dette forhold giver den omtalte artikel forklaring på. Jordkloden har ligesom vi selv to sind og hertil hørende talentkerner, som er henholdsvis under udvikling og under degeneration. Diktaturer under enhver form, verdslige såvel som religiøse, er virkninger af Jordens primitive sind, som det selv ønsker opløst, men som stadig besidder en del kraft på grund af årtusindgamle talentkerner, der kun gradvis lader sig nedbryde.

Med hensyn til det indledende spørgsmål kan vi konkludere, at indbyggerne i det gamle Ægypten generelt ikke besad nogen højere kultur eller moral end nutidens menneskehed. Tværtimod var de for primitive til at kunne bære et demokratisk ansvar og måtte derfor have ledere med særlige åndelige kvalifikationer, der på jordklodejegets vegne med diktatorisk myndighed kunne styre samfundsfunktionerne.

 

 

Skriftlige spørgsmål modtages meget gerne. Adressen er:
Martinus Institut
Redaktionsgruppen
Mariendalsvej 94-96
2000 København F