Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/10 side 214
Aktuel rubrik
 
Max Käck: "Så længe du er glad er du rask" (Göteborgs-Posten 27-2-83)
Martinus har flere steder i sine bøger og artikler tydeligt understreget, at måden man tænker på har en utrolig stor betydning for vor helbredstilstand. Kroppens livsprocesser opretholdes ved tankens kraft, – alle organiske funktioner er resultater af tanker, ønsker og handlinger, der ved gentagelser er blevet til automatfunktioner. Og disse funktioner kan komme i uorden ved nedbrydende tankearter. De psykiske kræfter, som vi fylder vor bevidsthed med, gennemstrømmer hele kroppen og oplader blodet og organerne med sin energi. Derfor er det af stor betydning for kroppens funktioner, hvilken kvalitet disse energier har. Mange af vore sygdomme skyldes, at bevidstheden har været fyldt med destruktive, negative og livsfjendtlige tankearter. Og man kan derfor også forstå, at lægebehandling og synet på sygdom og sundhed vil ændre sig betydeligt, når disse forhold bliver erkendt. I dag forsøger man at helbrede mange sygdomme, som egentlig har psykiske årsager, med medicin og andre rent fysiske midler. Ja, man forsøger endog at helbrede psykiske problemer ad fysisk vej. Men der er allerede eksempler på, hvordan man mere og mere begynder at interessere sig for psykens betydning for sundheden.
Et sådant eksempel kunne man læse om i Göteborg-Posten den 27-2-1983. Professor Gösta Birath, som er lungeekspert og repræsentant for et lægeligt helhedssyn på mennesket, siger i artiklen, at f.eks. sorg, skuffelse eller kriser kan nedsætte modstandskraften mod sygdomme. "Der er nu klare lægelige beviser for, at vore følelser, vor sindstilstand kan påvirke vort immunitetssystem – forsvarsstyrkerne, som står ved vor krops grænser – og skal bevogte den mod alle fremmede indtrængere: baciller, virus, svulster og andre nedbrydende kræfter. Under psykiske kriser er beredskabet nedsat." Et bevis herfor har man fundet ved at studere dødeligheden hos enker og enkemænd. Undersøgelser bl.a. i England har vist, at cifrene er meget større end hos andre aldersmæssigt tilsvarende grupper. Årsagen menes at være det psykiske chock, som sorgen og savnet medfører. Et andet eksempel er fra et behandlingshjem i USA for kræftsyge. I "påfaldende mange tilfælde" er det lykkedes at holde sygdommen i skak eller helt helbrede den ved at opbygge livsmodet hos patienten.
Professor Birath tager disse nye iagttagelser som tegn på, hvor vigtigt det er, at de raske er parat til at hjælpe deres syge bekendte ved at få dem til at holde livsmodet oppe. Han mener, der er et omslag på vej, som peger imod et helhedssyn på mennesket og forbindelsen krop-sjæl. Den psykiske tilstand bliver en stadig vigtigere faktor at tage hensyn til, når det gælder det fysiske helbred.
(Oversat fra svensk af Sysse Buch).