Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/4-5 side 73
Henning Laug
Sagens Flag
 
Den symbolik, som karakteriserer nationalflag, har altid været baseret på stærke følelser, der ofte kom til udtryk i ren fanatisme. Men den værdi, man gennem århundreder har tillagt nationalflagene er falmet stærkt i vor tid, som så meget andet i det gamle døende kulturmønster. Den nationale selvhævdelse især i kolonitiden er efter to verdenskriges omvæltninger reduceret i mange menneskers bevidsthed til fordel for en opfattelse af, at menneskehedens trivsel i høj grad beror på en forståelse og en hensyntagen, som rækker ud over alle landegrænser.
Da FN-flaget i sin tid blev hejst efter den anden verdenskrig, var der knyttet mange forhåbninger til det, flaget skal symbolisere, – en klode, hvor jordens stater er forenet i et fredeligt demokratisk samfund, som gør krige til en umulighed og som sørger for en ligelig fordeling af jordens ressourcer.
Det varede ikke længe før internationale forhold afslørede, at tiden endnu ikke var inde for et så stort fremskridt. Fremskridt har fundet sted, må man erkende, men der er endnu en tung og brydsom vandring foran os, før disse tanker om et fredeligt verdenssamfund bliver til realiteter i fuld omfang. Militær og økonomisk magtudfoldelse er stadier på vejen, og ikke netop direkte vejvisere til humanisme. Det, der fører til sand humanisme, er de erfaringer der høstes af lidelserne som denne magtudfoldelse forvolder.
Og der, hvor humanismen blomstrer, har det flag, som Martinus har tegnet og skænket os, sin absolutte berettigelse. Det er det synlige udtryk for det, som hans verdenslære står for, og det vil komme til at vaje over al det, der repræsenterer den nye verdenskultur.
Alle der kommer til Martinus Center i Klint og har set det smukke flag vaje fra flagstangen, har glædet sig over denne velkomsthilsen, det umiddelbart smukke syn, farvekombinationen mod den blå sommerhimmel, men nok især ved tanken på den symbolik, som flaget giver udtryk for. Da flaget blev hejst for første gang den 31. maj 1936, holdt Martinus en tale til de interesserede fremmødte, hvori han blandt andet kom ind på denne symbolik med følgende ord:
"Når vi er forsamlet her i dag, så er det fordi vi har den glæde at skulle overvære, at den hellige ånds symbol, den matematiske formel for den guddommelige verdensplan, udtrykket for det evigt fuldkomne verdensbillede, i form af et banner for første gang skal hejses på jorden."
Dette citat er taget fra Martinus skildring i Kosmos juni 1936 af begivenheden, hvilken skildring er genoptrykt i Kosmos nr. 9, 1980.
Flaget, som bruges i Martinus Center i Klint og som undertiden bruges som eneste dekoration på en kiste ved bisættelser, har størrelsen 5m x 3,30m.
Der skal her i landet en særlig tilladelse til at flage med andre flag end Dannebrog. En sådan tilladelse har vi for centret i Klint. I Kosmos juni-nummeret fra 1936 var der tillige en tegning af flaget og en skildring af flagets struktur, som indeholdt en nærmere redegørelse for flagets symbolik. (Genoptryk af "flagets struktur" i Kosmos, juni 1936, side 91, tegning og tekst af Martinus.)
Dette flag er bestemt til at gælde for hele verden, og det vil blive det samlende symbol for det verdensrige, som skal vokse frem af voldens ruiner, og som skal blive til glæde og velsignelse for dets beboere.
 
Sagens flag
FLAGETS STRUKTUR
Den hvide trekant med de hvide stråler i midten af billedet udtrykker Verdensaltets Grundanalyse eller "Det treenige Princip": Skaberen, skabeevnen og det skabte, der igen i "Livets Bog" henholdsvis har fået betegnelsen: X 1, – X 2, – X 3. Dette treenige princip udtrykker lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som "et levende væsen".
På flaget er dette treenige princip, af hensyn til det dekorative, udtrykt i dobbelt format, idet pyramiden, der i sig selv udtrykker det hele, her særligt udtrykker X 1, "Det guddommelige noget" eller det, der oplever livet i alle væsener. Feltet omkring pyramiden og imellem de hvide stråler fremtræder i violet farve og udtrykker "moderenergien", X 2 eller "Den guddommelige skabeevne", der kommer til manifestation i alle samtlige levende væseners energiudfoldelse.
De fem store felter er på flaget fra neden og opefter koloreret således: rødt, orange, gult, grønt og blåt og udtrykker fem af de på de seks grundenergier baserede seks tilværelsesplaner, som Verdensaltet fremtræder i. Det sjette tilværelsesplan er på flaget udtrykt ved det smalle felt foroven og forneden. Disse to felter er indigofarvet.
Flaget fremtræder således som symbol for hele Verdensaltet og udgør dermed i sin struktur den allerhøjeste formel for alt, hvad der er til, for alt, hvad der har været, og for alt, hvad der vil komme. Alt er således udtrykt i dette ene billede, der derfor retmæssigt kun kan være Guddommens, visdommens og kærlighedens symbol eller kendetegnet for "Den hellige ånd".
M