Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Begrebet selviskhed har ikke nogen god klang i vor verden, og dog er vi som jordiske mennesker alle mere eller mindre selviske. Det er ikke noget vi åbent og gladeligt kundgør, tværtimod, vi søger at camouflere eller skjule denne kendsgerning. Vort syn på selviskheden – som så mange andre begreber og forestillinger – forandres gennem studiet af Martinus verdensbillede, hvor denne form for bevidsthedsudfoldelse får sin rette placering. Vi får lært at se os selv som overgangsvæsen mellem et rent dyrerige og et rigtigt kommende menneskerige. Og her ses selviskheden, egoismen, gridskheden og grådigheden i en vis zone ikke alene at have sin berettigelse, men at være en helt uundværlig og nødvendig side i væsenets bevidsthed i en del af livets spiralkredsløb, medens uselviskheden har sin ligeså store berettigelse og uundværlighed i en anden del af samme kredsløb. Selviskheden og uselviskheden er sådanne modsætninger, uden hvilke sansningen eller livsoplevelsen ikke kunne finde sted, på samme måde som dag og nat, sommer og vinter, lys og mørke, sorg og glæde osv er nødvendige kontraster for livsoplevelse. Lige nu står vi på et udviklingstrin, hvor vi er ved at afvikle selviskheden eller egenkærligheden til fordel for uselviskheden eller alkærligheden. Menneskeheden står således foran et livets forår eller livets solopgang, foran at forlade dyrezonens og dens mørke- og lidelsesbefordrende selviskhed og er ved at opøve menneskerigets lys- og lykkebefordrende uselviskhed. Denne ændring vil dog først tage rigtig fart med kulminationen af selviskhedens høst i form af nuværende og tilstundende krige, ulykker, strejker, sygdomme osv.

- - - - Levende væsener har primært åndelig eksistens, og livsoplevelsen i den fysiske verden forudsætter besiddelse af en fysisk organisme. Gennem mineral- og plantezonen viser væsenerne evne til at tilegne sig og beherske materien i en sådan grad, at de kan skabe sig livsoplevelsesredskaber eller organismer, noget der sker helt automatisk i kraft af iboende egenskaber. Uden evnen til at tilegne sig og fastholde materie ville væsenet ikke kunne opbygge en krop, eller et redskab, ved hvilket det kunne opleve og sanse i den fysiske verden. Det samme gælder i dyrezonen, hvor væsenet på basis af iboende talenter og en automatisk viljefunktion opbygger en organisme i organisk materie, en organisme med mange forskellige sanseredskaber for at opleve, såsom syn, hørelse, smag osv. Hele væsenets fysiske livsoplevelse er afhængig af denne organismes eksistens og funktionsdygtighed. Og her kommer selviskheden ind, idet væsenet af al kraft vil søge at bevare og forsvare denne organisme. Til det formål har dyrene rigt varierede forsvarsmidler som klør, tænder, gift eller flugt- og camouflagemuligheder. Forsvaret af væsenets organisme viser sig her som nødvendigt og velsignelsesrigt. Intet dyrisk livsoplevelsesredskab uden selviskhed.

For at bevare og vedligeholde organismen må dyret også indtage føde i form af andre væseners organismer, og nogle dyr kan klare sig med planteorganismer, medens andre er sådan bygget, at de må dræbe og fortære andre væseners organismer for at opretholde deres eget liv og velvære. At væsenerne på dette trin i udviklingen kan mætte sig med andre levende væseners organismer er en velsignelse og naturnødvendighed. I dyreverdenen er der ingen skånsel. Hvis man forestillede sig, at tigeren af medfølelse og hensynsfuldhed ville skåne sit bytte, ville det betyde dens egen undergang, og selvom det fra vort syn virker brutalt, er drabet derfor i sin rette zone, en virkelig velsignelse. Også vedligeholdelsen af livsoplevelsesredskabet forudsætter selviskhed.

Det rene dyr har altså en udviklet selvopholdelsesdrift, som er forankret i "urbegæret", det inderste begær efter livsoplevelse. Om denne drift skriver Martinus i Livets Bog I stk. 186: "Det primitive dyr (dvs det ikke jeg-bevidste dyr) mærker således kun oplevelsen af livet i form af indgreb i væsenets fysiske organisme af fremmede fysiske kræfter. Hvis disse kræfter er i samklang med denne organisme, virker de som behag på væsenet. Er de derimod i disharmoni med denne organisme føler væsenet det som ubehag eller smerte. Og gennem denne realistiske behags- og ubehagsfornemmelse udvikles i dets bevidsthed begæret efter selv at stimulere behagsoplevelsen og bekæmpe ubehagsoplevelsen. Dette begær ligger igen til grund for den realitet, vi kalder "selvopholdelsesdriften". For at kunne bevare sin egen organisme for andre væsners efterstræbelser og vedligeholde og ernære denne ved andre dyrs kød og blod kræves magt og overlegenhed, og skriver Martinus: "Disse to realiteters tilegnelse blev således i form af selvopholdelsesdriften udviklingens spore i dyreriget. Denne spore er menneskeheden altså endnu ikke helt vokset fra". Jordmennesket forsvarer fortsat sin eksistens ved krig, og i vældige slagtehaller sker der fortsat massedrab for at forsyne det kød- og blodhungrende menneske med føde, for vedligeholdelse af dets organisme.

Foruden de to nævnte sider af eller udtryk for selviskheden medfører denne også, at væsenerne i dyreriget må besidde eller eje et andet væsen af modsat køn. Udviklingen af denne fornemmelse af "ejendomsret" begynder med de seksuelle polers ændring i planteriget, hvor nogle planter er "dobbeltpolede" eller selvbefrugtende, medens planter senere i udviklingen fremtræder som "eenpolede" han- og hunkønsplanter, hvor hunkønsplanten bliver afhængig af befrugtning fra hankønsplanten. Denne afhængighed videreudvikles i dyreriget, hvor væsenets liv og velbefindende er baseret på en partner, på besiddelsen af en mage af modsat køn. Denne besiddelse af magen og parringsakten blev væsenets største lys i en ellers drabsfyldt verden. Rent organisk er dyrene sådan udstyret, at væsenerne får deres lysoplevelse gennem den seksuelle akt ved at blive "eet kød", og hannerne bliver derfor rivaler, der må kæmpe indbyrdes for at bemægtige sig og besidde væsener af hunkøn, medens jalousien og rivaliseringen giver sig andre udslag mellem hunkønsvæsenerne. Også denne form for selviskhed videreudvikles hos det jordiske menneske, hvor hankøn og hunkøn ligeledes udelukkende er skabt til at befordre kulminationen af væsenets fornemmelse af "ejendomsret" over et væsen af modsat køn.
 

I det egentlige dyrerige giver selviskheden sig altså udslag i selvopholdelsesdrift i de tre nævnte hovedformer: 1) forsvar af egen organisme eller livsoplevelsesredskab, 2) vedligeholdelse af denne ved at dræbe og fortære som føde andre dyrs organismer, og 3) i besiddelsen af en parringspartner af modsat køn. Disse principper gælder, som vi ved, også hos det primitive jordiske menneske og ligeledes hos en meget stor part af den jordiske menneskehed af idag, hvad der medfører, at livet også her bliver en kamp med angreb og forsvar, men hvor mennesket på grund af en voksende – omend stadig relativt primitiv – følelse og intelligens, har øget sin drabs- og lemlæstelseskapacitet ved at skabe sig våben til erstatning for eller forlængelse af dyrets klør og tænder.

Som et fjerde udtryk for selviskheden ser vi hos det primitive menneske såvel som hos mange moderne mennesker endnu et udslag i forbindelse med eenpoletheden og besiddelsen af en mage. Denne fjerde side viser sig som et begær efter at tilegne sig ting eller materielle værdier. Martinus beskriver det sådan i Livets Bog IV stk. 1287: "Da det modsatte køn således var væsenets nuværende absolutte lyskilde, måtte alt, hvorved det kunne skaffe sig rivalerne fra livet og bringe sig i yndest hos det modsatte køn, ligeledes i allerhøjeste grad blive attråværdigt. Og dermed blev alle materielle værdier, lige fra guld og ædle stene til de mest nødvendige ernæringsprodukter og beklædningsgenstande indflettet i besiddelsestrangen og dermed uundgåeligt indlemmet i misundelsens og hadets objekter. Det var således ikke blot begæret efter at eje det modsatte køn, men også begæret efter at besidde de rent materielle foreteelser, der udviklede sig. Ja, så stærkt udviklede dette begær efter jordisk gods og guld sig, at det undertiden helt overtrumfede begæret efter det modsatte køn".

Men hvis vi nu igen vender tilbage til det egentlige dyrerige, kan vi på basis af det foregående se, at selviskheden både var nødvendig og uundværlig, ja, ligefrem en velsignelse for dyret. Kampen, angrebet og forsvaret var logisk, idet det ville betyde undergang eller udslettelse ikke at forsvare sig. Og går vi videre, ser vi, at det primitive jordiske menneske vedblivende er et kampvæsen og fortsætter med at være det et godt stykke frem i udviklingen. Undervejs kunne denne barske og hårde tilværelse ikke undgå at påvirke væsenet, idet det jo ikke alene dræbte, men også selv i det ene liv efter det andet blev dræbt og lemlæstet og dermed påført smerte og lidelse, hvilket medførte en udvikling og vækst både af følelsen og intelligensen. Den øgede intelligens befordrede, som allerede nævnt, yderligere myrderierne og mangfoldiggjorde lidelserne. Alligevel blev de primitive mennesker af deres åndelige ledere stimuleret til at kæmpe og forsvare sig, og det var således ifølge den nordiske gudelære en ære at dø for sværdet, men en skam at dø i sottesengen, og Moses inspirerede sit folk i samme retning med en vejledning, som forherligede hævnen med ordene "øje for øje og tand for tand". Og medens lidelserne dermed tiltog og livet talte sit hårde sprog til mennesket, begyndte der endelig at vise sig ønsker om kampens, krigens, hævnens og hadets modsætning i form af ønsket om fred, tilgivelse og kærlighed. Mætte af drab og ufred begyndte man at blive modtagelig for en vejledning i skabelsen af fred, tilgivelse og kærlighed. Og ligesom Gud havde talt til fordel for hævnen gennem Moses, talte han nu gennem en ny verdenslærer om hadets modsætning. Jesus af Nazareth trådte frem og forkyndte kærligheden til næsten som menneskets virkelig mål, og midt i en hadets verden demonstrerede han den stik modsatte livsholdning: tilgivelsen og næstekærligheden. Han ikke alene lærte og prædikede et kærlighedens evangelium, men han lod sig korsfæste for på sit kors at kunne demonstrere i praksis, hvordan det fuldkomne eller rigtige, modne, intellektuelle menneske skulle kunne tage sine lidelser og tilmed tilgive sine bødler med et: "Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Dette var det store og afgørende vendepunkt i menneskehedens historie. Indtil Jesu korsfæstelse havde drabet, hævnen og hadet haft sin mission og været logisk. Dyrene og det primitive menneske er programmeret til drab. Enhver havde været nødt til at forsvare sig, til at kæmpe for sin eksistens, men fra og med denne begivenhed, hvor Jesus bliver modellen for en helt ny væremåde, ved i praksis og under de sværest tænkelige lidelser at "vende den højre kind til, da han blev slået på den venstre", og ved samtidig at give menneskeheden, repræsenteret ved de fattige fiskere, så meget teori om denne ny væremåde, som de på daværende tidspunkt var i stand til at fatte, førtes menneskeheden ind i en ny bane, der skulle føre direkte frem til et "himmeriges rige", kærlighedens hjemstavn, et rent fysisk "rigtigt menneskerige" eller et internationalt verdensrige med een fælles regering. Menneskeheden skulle forvandles til "een hjord og een hyrde". Og den selviske væremåde, som var en velsignelse i dyreriget og hos de tidlige mennesker, og som indtil dette vendepunkt var logisk, var fra nu af ulogisk, var ikke mere nogen velsignelse, men tværtimod en forbandelse.

De sidste 2000 års forbandelse har vi lært at kende gennem historien, og vi er fortsat dagligt vidne til den gennem aviser, ugeblade, bøger, TV og radio. Vi har oplevet og genoplevet i massemedierne to store krige eller verdenskatastrofer, og der foregår til stadighed mindre krige, som koster millioner af menneskeliv og uhørte lidelser for ofrene og flygtningene. Og jordens nationer er idag rustet i en sådan grad, at de tidligere krige vil forekomme beskedne i forhold til de uhyre ødelæggelser og myrderier, nutidens geniale militære oprustning vil kunne fremvise. Vi skal ikke fortabe os i alle de andre lidelser, som vor nuværende og tidligere ulogiske væremåde vil medføre i form af andre konflikter, strejker, sygdomme osv, men vil her tilsidst vise, at trods det nævnte mørke er alt såre godt. Når vi her har talt om velsignelse og forbandelse må vi på basis af Martinus verdenssyn erkende, at den såkaldte forbandelse i virkeligheden er en velsignelse. Det kan lyde som et paradoks, men når vi taler om "forbandelse" er dette en lokal foreteelse eller et delvis syn, idet hadet, mørket eller forbandelsen i det større og kosmiske perspektiv, i spiralkredsløbet, udelukkende forekommer som den nødvendige kontrast, der danner basis for oplevelsen af lyset, kærligheden og altså velsignelsen. En hvilken som helst lidelsesfyldt oplevelse er et spørgsmål om årsag og virkning, den er en vejledning, en lære eller undervisning, en kærlig tilrettevisning. Hvis vi lærer os selv at se enhver oplevelse i dette perspektiv, vil vi efterhånden føle taknemmelighed for selv det største ubehag. Vi møder Gud i enhver livsoplevelse, livets direkte tale, som er den mest logiske og veltilrettelagte undervisning, der kan blive mennesket til del både teoretisk og praktisk. Den leder os frem til visdommen, for som Martinus siger det: "Visdom er viden om mørket". Den tilsyneladende forbandelse fremtræder nu som en velsignelse.

Vi er ikke færdige mennesker endnu, men på vej til at blive det, og derfor må vi imødese en fortsat undervisning, og til tider en voldsom påvirkning, så vi kan lære verdenslogikken at kende og den kosmiske kemi, der skaber harmoni, hvor vi idag kun oplever disharmoni. Den kosmisk bevidste Martinus har øst af sin visdom i form af egne selvoplevede erfaringer, der er nedfældet i hans værker som en hjælpende hånd, en teoretisk vejledning for menneskeheden i dens skæbnetime. Han lægger ikke skjul på, at nye voldsomme begivenheder er forestående. I sin artikel "Ved årskiftet" fra 1934 skriver han om døden, sorgen og lidelserne, der atter skal gøre deres store høst gældende, og dette er fortsat lige aktuelt. Han fortsætter: "Det kan ikke råbes for stærkt ud, at jorden iler mod "verdens ende". Alle må gøre sig rede. En stor plan i den guddommelige verdensordning skal bringes til fuldendelse. Jorden skal slynges ind i en ny kosmisk bane, hvor alt som ikke er af "renhed", af kærlighed, må forblive udenfor. De stærke vibrationer fra faderens zone opløser alle detaljer, som ikke er isoleret i kærlighed." De kommende begivenheder, selviskhedens frugter, som mange vil se som en forbandelse, er i virkeligheden en velsignelse. Englænderne har en sætning, som udtrykker dette på en god måde. De taler om "a blessing in disguise" – en forklædt velsignelse, og det er udtryk for en kosmisk realitet. Måtte vi blot kunne opleve det sådan hver gang skæbnen banker på.