Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En vinteraften hvor stjernerne lyser og frosten knitrer kan man komme i en ganske opløftende stemning ved at studere de blinkende punkter på himmelhvælvingen, der som mægtige himmelbål i adskillige lysårs afstand, sender deres små morsesignaler ned til os.

Mange føler uendeligheden i det tomme rum, thi hvor kan grænsen være. Ifølge Martinus' kosmologi er der imidlertid heller ingen grænse, for man er selv centrum i universet ligemeget hvor man end befinder sig. Livets Bog IV, stk. 1075, side 1347: "... selv om vi havde "morgenrødens vinger og boede ved det yderste hav", eller vi på lysets stråler for tusinder og atter tusinder af lysår ud i det evige rum til fjerne solbyer, stjerneverdener, kloder og himmellegemer med andre menneskeheder, dyr, planter og mineralier, så ville vi også der finde os selv indhyllet i dette Guddommens strålende væsen og se, at i os lever, røres og er uendelighedens sfære. Det tilbagelagte rum er vor "fortid". Det forbiglidende rum er vor "nutid", og det imod os kommende rum er vor "fremtid". Verdensaltet er vor "bevidsthed". Vi er tiden og evigheden, Guddommen og livet åbenbaret i kød og blod. Denne åbenbaring er det "levende væsen"."

Mange forfattere har ladet sig inspirere til evige tanker ved at betragte det umådelige rum. For en tilfældig iagttager præsenterer himlen et uhyre virvar af myriader af lyspletter uden karakteristiske træk med enkelte klare lysfyr iblandt. Men for den som har givet sig tid til at sætte sig ind i det, viser himlen sig at være delt op i mønstre og former, mens lyse eller kendte stjerner og planeterne bliver særlige kendetegn, som viser vej til vanskeligere objekter.

Med noget kendskab til stjernemønstrene kan man udlede klokkeslættet, kompasretningen og breddegraden, men der er også en filosofisk, æstetisk og videnskabelig grund til stjerneiagttagelse. Stjerner er smukke at iagttage, formende særlige himmelske mønstre, og nogle har et særligt farveskær, det være sig gule, blå og røde. Videnskabsmænd kan ved at studere stjernerne lære om "stoffet" under forhold, som er uopnåelige i jordiske laboratorier. Stjerneskæret fortæller videnskabsmanden om hvilke grundstoffer, der findes i stjernen. (Således fandt man grundstoffer på solen, før man fandt dem på jorden). Ligeledes kan man i stjernespektret se om objektet fjerner sig fra os eller nærmer sig til os. Om nogen eksemplarer ved man, at de er så store giganter at anbragt på solens plads, ville de opsluge det meste af solsystemet, mens andre er så små og kompakte at 1 kubikcm. stof fra stjernen vejer tusinder af tons! De sidstnævnte sværvægtere kan ikke ses, men ud fra tyngdepåvirkning af nærliggende stjerner kan deres beliggenhed konstateres.

Gamle og faldne civilisationer har set på de samme stjerner, som vi ser idag, og stjernenavnene og den himmelske mytologi er ét lager af tidlige folkeminder, tænk bare på legenderne om Perseus, Andromeda og Orion.

Planeterne rummer også store mysterier. Mars, opkaldt efter den romerske krigsgud, måske på grund af dens røde farve, er kamplysten, modig, undertiden vild og ophidset i følge den astrologiske terminologi. Men i den fysiske verden er den ikke så ubehagelig, for den er mindst fjendtlig til at kunne rumme liv af alle planeter, bortset fra jorden naturligvis. Venus er opkaldt efter en romersk gudinde. Den er kærlighedens planet og det siger sig selv, at den øver en god indflydelse, ligesom den er følsom og harmonisk. I den fysiske verden er den knap så gæstfri, da den altid er indhyllet i et tykt skylag, der virker som et drivhus, så klimaet er meget varmt, ikke mindst fordi den er 40 millioner kilometer nærmere ved solen end jorden. Således har de andre planeter også en mytologisk, astrologisk og fysisk historie.

Mange får deres første religiøse tilnærmelse ved at erfare det vidunderlige, ærefrygtige og mystiske i universet. Ærbødige folk føler sig tættere til Skaberen efter at de har erhvervet et kendskab til Hans skabelser. Ja selvom man ikke har andet formål end at påskønne naturen, kan man finde stor fornøjelse og tilbringe timer med at blive fortrolige med tanken om andre verdener uden for vores egen, endsige tanken om at kloderne og mælkevejssystemerne er mægtige levende væsener, i hvilke vi bor som mikrovæsener. Her er rigdom for alle slags mennesker uden hensyn til mål, hvis kun man vil se og lære. Jeg vil slutte med et citat fra Livets Bog VI, stk. 2031, side 2324: "... ser vi et menneske, ved vi udmærket, at der bag dets ydre synlige organisme eller legeme eksisterer tanke og bevidsthed, ligeledes bag et dyr, ligesom man også begynder at se liv i alle plantearter, men når der er tale om andre foreteelser f.eks. mineralske, er det straks vanskeligere at erkende livet. Det samme gør sig gældende, når der er tale om kloder, sole og mælkeveje eller stjernerne på himlen. Hvem ser på disse store materielle manifestationer som organismer eller udtryk for mentalitet, bevidsthed og tanke? – Nej, det er ikke et almengældende synspunkt. Hvis det var det, ville verden ikke være så fuld af dræbende, myrdende og ødelæggende interessesfærer, som tilfældet netop er. Hvis menneskene forstod, at alle disse ydre foreteelser kun er ord og sætninger, der indeholder en virkelig åbenbaring af mentalitet, tanke og viden akkurat ligesom teksten i en bog, da ville man hurtigt gå bort fra kun at interessere sig for de nævnte ydre facitter og kaste hele sin interesse på den usynlige bevidsthed eller tanke, der udtrykkes igennem disse. Denne mentalitet, tanke og bevidsthed, der skjuler sig bag alle de materielle manifestationer, bag kloderne og mælkevejene, vil blive det primære i fremtidens kultur."