Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Efterhånden som den religiøse, instinktive tro og den enkle guddomsopfattelse har mistet sit tag i mange mennesker og en stor del af menneskeheden derfor er uden egentlig livsopfattelse og således befinder sig i et vist tomrum eller ingenmandsland, findes der en mangfoldighed af forestillinger om livet, nogle som stadig peger i retning af det religiøse og andre som helt og fuldt er af materialistisk karakter. Noget virkeligt fundament har det civiliserede menneske ikke idag, men det skaffer sig andre "guder", erstatninger for den tabte religiøse tro. Mange har antaget politiske anskuelser og de politiske partier er i virkeligheden en række sekter, hvor de enkelte partimedlemmer har en mere eller mindre sikker tro på, at deres parti ville kunne ordne landets eller verdens anliggender, så der ville opstå et ordnet og fredeligt samfund med en tilfreds menneskehed, om deres tanker fik magt.

Indenfor det politiske liv dyrkes der "guder" eller "profeter", og indenfor mange andre sider af menneskelivet finder man "guder" som f.eks. sportshelte, popstjerner, forfattere osv. Andre "store" i samfundets økonomiske liv er ham med den store formue, de store ejendomsbesiddelser, de mange biler og disse bliver beundret af mange og misundt af ligeså mange.

I alle aldersklasser hersker der forvirring med hensyn til, hvilke normer man skal lægge til grund for sin tilværelse og der er – især hos unge – en vis ringeagt over for besiddelser af enhver art, såsom store villaer, biler, hårde hvidevarer osv., som nok er praktiske og nyttige brugsgenstande, men for dem ikke udgør noget væsentligt og som de slet ikke ser det værd at konkurrere på eller gøre til "statussymboler".

Hvad er da værd at stile efter? Hvad er stort og hvad er småt? Skal man stile efter store stillinger, titler, embeder? Blive overlæge, ingeniør, professor eller søge at opnå anden anset position i samfundet? Storm P. har en situation, hvor en mand siger til en anden: "Ja, så er jeg altså direktør" og den anden replicerer: "Så blev du dog noget med 'tør'". Er det ikke vanskeligt for mange, der er blevet ansete i samfundet, som er blevet noget med "tør", at give afkald på den indbildte storhed, som den indflydelsesrige stilling medfører? Og er den "store stilling" ofte ikke en ligeså stor hindring for virkelig ydmyghed og dermed menneskelig væremåde som den hindring som "den rige ynglings" penge var det for at følge Jesus? Penge og stilling gør det altså ikke. Skal man så overhovedet stile mod noget "stort"? Nogle søger stor viden og andre søger visdom. Men er den vidende og den vise stor? Har der ikke været så mange vise? Er den kosmisk bevidste stor? Har størrelsesbegreberne nogen virkelig betydning andre steder end i den materielle del af vort liv, det rent tekniske? Det, mennesket søger, er jo fred, sikkerhed og at blive elsket. Og disse ting findes ikke i det ydre og garanteres ikke af udvendig succes. Den virkelige værdi for mennesket idag ligger i den grad af harmoni, hvori det kan bringe sig selv med livslovene, eller det bibelen kalder "Guds Billede", som er den kærlighedsstandard eller den grundtone af kærlighed, som går gennem verdensaltet trods den tilsyneladende øjeblikkelige eller lokale disharmoni her på kloden, som kun er den nødvendige mørke kontrast eller kolorit i tilværelsen, på baggrund af hvilken lyset kan opleves.

Man skal med andre ord hverken stile efter at gøre sig stor eller gøre sig lille, – man skal ikke interessere sig for størrelser, hverken i formue, stillinger, anseelse, i antal brugsgenstande eller ejendomme, for alt dette er relative værdier, som nogle kan anse for vigtige og betydningsfulde og andre kan finde fuldstændig ligegyldige. Vi bør altså holde op med at interessere os for "det store" og "det små", for det er illusoriske begreber. Der findes ingen mindste størrelse eller nogen største størrelse i verdensaltet. Størrelsesforhold er et resultat af perspektivprincippet. Atomet er ligeså stort som stjernetågen og vor klode er ikke større end et støvfnug, som jo i sig selv rummer en uendelighed af verdener og livsudfoldelsesmuligheder, ordnede kosmos inden i ordnede kosmos og det er derfor også rigtigt, når Martinus siger: "Hvis et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt ville hele verdensaltet være af lave". Om størrelsesforhold siger Martinus også, at "alle størrelser er lig den samme størrelse", medens Bibelen udtrykker det samme sådan: "Tusinde år er for Herren som een dag og een dag som tusinde år". I det ordnede kosmos er alt det store, såvel som alt det små, udtryk for Guds skabelse, både skabelser i mineral-, dyre- eller jordmenneske verdenen og overalt i naturen, i mikrokosmos som i makrokosmos. Alt afslører Guds bevidsthed og alle ting, alle tildragelser, er Guds henvendelser til mennesker, Guds svar på vore tanker og handlinger, "Guds tale". Det er derfor ikke en speciel gunstbevisning fra Guddommens side, når nogen tjener en stor formue eller besidder en stor stilling, eller om man er verdensgenløser eller profet, for der er tusinder af verdensgenløsere og kosmiske bevidste og disse sidste virker som et hele, en enhed, hvor ikke den ene er over den anden. Der er ingen overklasse og underklasse. De føler sig hverken store eller små, men i fuld kontakt med Guds tanke, Guds vilje og Guds skabelse.

Vi skal derfor ikke nære særlig beundring for de store ting eller for "store" mennesker eller dyrke specielle sider ved Guds skabelse, men hele altet, som er Guds bevidsthed og tale. Vi skal tilbede Gud i ånd og sandhed og elske Gud i det store såvel som i det små, det lyse såvel som det mørke. Vi skal lære at elske alt og alle, eller som det er udtrykt i bibelen: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. Dette er det store og første bud. Men et andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. Af disse to bud afhænger hele loven og profeterne". Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten er eet og det samme og alle livslove og principper er baseret på, at kærligheden er universets grundtone. Vi skal med andre ord elske Gud udover alle detaljerne, ikke knytte os til eller beundre enkelte væsener eller facetter i tilværelsen, men elske Gud bag alle skabelserne. Ligesom vi ikke specielt elsker et andet menneskes hænder, hoved eller fødder, men derimod mennesket bag organismen, sådan må vi også elske Gud over alle detaljerne, over alle ting, det guddommelige væsen bag alle livsudfoldelser, den levende fader og det levende væsen i "vor næste", for de levende faders jeg bag alle skabelser er identisk med det levende væsens jeg bag en hvilken som helst næste, vi møder i vor hverdag. Hele "loven og profeterne" er baseret på denne analyse.

Alt hvad vi møder er Guds henvendelse, Guds "tale" til os og alle væsener vi møder er Guds redskaber og derfor om vi vil elske Gud og tjene Gud, må vi tjene vor næste og ikke være denne næstes herre, "Thi hvad du gør imod disse mine mindste, gør du imod mig". Herre-sindet er fortiden og tjenersindet er fremtiden. At blive noget stort, at komme an i verden, kan man kun ved at gøre andre mindre eller undertrykke andre og det er det modsatte af loven for tilværelse, det er at handle mod universets grundtone, som er alkærligheden.

I vort fysiske dagligliv forekommer nødvendigvis fortsat det relative, det store og det små, de unge og de gamle osv. og det må være sådan, da størrelsesforhold er knyttet udelukkende til den fysiske verden og vi kan ikke endnu frigøre os for den vanlige tænkemåde. Selvom vi kan se de kosmiske sammenhænge, har vi vor fysiske vanebevidsthed, som gør at vi endnu ikke måler med "Guds alen" eller målestok. Og det er stadig alment at stile efter ting eller stillinger, som kan gøre os "store" i andres øjne, som giver os selv en følelse af at have betydning, at spille en rolle mellem vore medmennesker. Der er stadig arbejde, der er mere velanskrevet end andet arbejde og der er mennesker, der er "for fine" til at beskæftige sig med almindeligt manuelt arbejde og som gerne overlader "småtingsafdelingen" til andre. Alligevel er det i alle arbejdsforhold de "små ting", der tæller; – alt "stort" er bygget op af "småt", alle helheder er bygget op af detaljer. Man kan ikke hæve sig i anseelse ved blot at holde sig til lærdommen og den teoretiske viden. Det er gennem det daglige praktiske arbejde, man lærer detaljerne om både stoffets og materialernes beskaffenhed at kende og tillige lærer detaljerne i samarbejdets kunst. Derfor har man også i enkelte lande anvendt det system, at embedsmænd, overordnede, lærere osv. alle i perioder skal ud i det rent praktiske arbejde. Dels for at få det rette kendskab til arbejdets natur og detaljer, men også til samfundets øvrige lag og disses mentalitet og endelig for ikke at få den forestilling, at de selv er samfundets specielt udvalgte eller privilegerede, som har fået til opgave at styre eller diktere andre.

Indenfor Martinus sag er det hans ønske – og den struktur han udformer er udtryk for dette ønske – at der ikke kan blive mulighed for store stillinger og specielle privilegier for nogen. Det er f.eks., meningen, at formandsposter skal gå på skift, formentlig også i de enkelte arbejdsgrupper, sådan at favorisering og klikedannelse ikke skal kunne finde sted. Alle vil være lige. Der skal ikke være nogen store eller nogen små og der vil ikke blive arbejde, der betragtes som vigtigere end andet og man vil ikke kunne påregne at få nogen livsstilling med særlig anseelse. Ønsket om at arbejde for "sagen" må udelukkende være baseret på viljen til at tjene medmennesket, på at udvikle et "tjenersind", for i virkeligheden ser Martinus de mennesker, som har en fundamental interesse i hans sag som pionerer for den nye verdenskultur. "Vi er den nye verdenskultur", har han sagt, men det gælder kun for den enkelte i samme grad som hans eller hendes tanke og handling er i overensstemmelse med åndsvidenskaben. Forestillinger om stort og småt, om storhed og ringhed i forholdet til næsten vil efterhånden ophøre. Men da vanebevidstheden fortsat gør, at der tænkes i sådanne baner har Martinus også udtrykt det sådan, at "den der ikke vil gøre de små ting, kommer aldrig til at udføre de store". Den tilsyneladende store arbejdsopgave er ikke "større" end nogen anden opgave og den tilsyneladende lille opgave er ligeså vigtig som den "store" opgave. Der findes ikke nogen virkelig store og virkelig små i verdensaltet, intet virkelig småt eller virkelig stort. Alle væsener er lige overfor Gud. Vi er alle ligeværdige gudesønner.