Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med Foredraget i Roskilde den 8. ds. sluttedes Ringen, og Studiekresarbejdet er nu i Gang over hele Landet. Hvordan blev saa Starten i Aar? Lys og festlig overalt. For den, som uafladeligt er beskæftiget med at bringe Martinus kosmiske Analyser ud til Menneskene, føles det som en vidunderlig Glæde og Inspiration at se, hvorledes dette Studiekresarbejde ustandselig vokser. Overalt nye Ansigter, overalt den Fornemmelse af Liv og Glæde over Analyserne, der viser en, at Martinus Arbejde i den svundne Tid har slaaet dybe Rødder i de modtagelige Sind og der skabt en Verden, hvis lyse og fredelige Tone efterhaanden udløser den Balance i Sindet, der lader den enkelte komme til Syne for sine Omgivelser som et lykkeligt Menneske.

Ogsaa paa det skriftlige Omraade er Studiekresarbejdet nu i Gang. Paa ingen af de tidligere stillede Opgaver, er der kommet saa mange Besvarelser som paa Opgave Nr. 6. Desværre kan alle Besvarelserne ikke komme i Kosmos, endskønt mange flere end de i dette Nummer offentliggjorte fortjente det. Det er adskillige Gange i mit Arbejde hændt mig, at en og anden har syntes, at Martinus Symboler var overflødige, en Opfattelse der er forstaaelig, saa længe et Menneske ikke har beskæftiget sig med Dybden i denne Mands Arbejde. Men forlader man "Diskussionsstadiet" og gaar over til et alvorligt Studium, ja da skal Symbolernes Betydning for Forstaaelsen af de oversanselige Verdeners Eksistens nok blive en aabenbar, en Opfattelse, samtlige Besvarelser da ogsaa giver Udtryk for.

Omend Opgave Nr. 7 nok er den sværeste, jeg endnu har stillet, saa haaber jeg alligevel, at saa mange som muligt, ikke for min, men for deres egen Skyld, vil gaa i Gang med at besvare den. Begrebet "Intolerance" har dybere Rødder end de fleste er klar over, og det vil kun kunne gavne en selv, at tage Pennen i Haand, og efter en intens Ransagning af sig selv, paa Papiret at give Udtryk for de Omraader, hvor man tidligere, sig selv uafvidende og derfor meget mod sin Vilje, har udløst Tanker og Handlinger, man bagefter erkendte som negative, som nedbrydende.
 

Opgave Nr. 6.

Hvilket Svar vil De give paa følgende Spørgsmaal:

– Hvilken Betydning har Martinus Symboler haft for Dem i Studiet af hans Arbejde?
 

H. 18.

Ligesom jeg ved Studier over jordiske Emner med stor Forkærlighed har tyet til etnografiske Kort, Vegetations-, Sprog- og Klimakort, historiske Kort etc., fæstede jeg mig straks ved Martinus' Symboler, fra første Gang jeg saa dem. Jeg saa i dem Udtryk for et indre Syn eller Overblik af saa ubegribelig Rækkevidde, at Ord aldrig vilde slaa til til dets Overførelse til andres almindelige og uforberedte Bevidsthed, in Casu min. Symbolerne har for mig lettet Tilegnelsen af, Indføringen i og navnlig Fastholdelsen af en samlet og bogstaveligt talt planmæssig Anskuen; altsaa ikke blot i Opfattelsen, men navnlig i Sammenfatningen af det nye Verdensbilledes mange Facetteringer.

Medens jeg ved Læsning og Paahøren er for tilbøjelig til at koncentrere min Interesse om visse Dele, men vender det døve Øre til visse andre, m. a. Ord: til at vælge og vrage i Stoffet efter eget ufornuftig Behag, – derved desværre ofte at forrykke Tingenes Vægt, Relationer, Betydningsforhold og Perspektiver, – har Symbolerne tvunget mig til paa en helt anden Maade at holde Tingene paa Plads, d. v. s.: i det rigtige indbyrdes Forhold til hverandre, gradmæssigt og skolemæssigt.

Symbolerne har hjulpet mig over den Uvane i altfor høj Grad at fortabe mig i Enkeltheder (særlige Interesser) og nøjes med disse til Ugunst for Tilegnelsen og Fastholdelsen af Helheden.

Dernæst er der det, at Symbolerne, der er genial Kunst i den Betydning, at de giver det aller sublimeste en saare enkel og letfattelig Ekspression, gennem de talrige Varieringer belyser samme Temaer indefra og udefra, ovenfra og nedenfra; ja, fra alle Sider. Dette bevirker at samtlige studerendes Opfattelse maa blive saa vidt muligt éns, saa hver enkelt af os kan glædes ved at dele en total Enhedsopfattelse. Derved forebygges Særmeninger, Uoverensstemmelser, Diskussioner og Fraktionsdannelser os imellem. Det er en dejlig, tryg Tanke.
 

H. 19.

Da det ved ethvert Studium drejer sig om at lære saa meget som muligt, er det formaalstjenligt at benytte sig af Hjælpemidler og Metoder, der kan virke befrugtende og forhindre Fejltagelser.

Studiet af de kosmiske Analyser er meget vanskeligt, fordi det her drejer sig om Ting, der ikke haandgribeligt kan sanses og sammenlignes med andre ligesaa haandgribelige Ting. Det, der her skal studeres, er paa en Maade nok ydre Realiteter, men til syvende og sidst kan disse kun komme til Syne som en Afspejling af Individet selv, og da Resultatet derved bliver afhængigt af den studerendes eget Sind, hans egen Indstilling, hans egne Erfaringer, af Grundenergiernes indbyrdes Stilling i hans Bevidsthed, forstaas det let, at det samme Begreb vil kunne opfattes i vidt forskellige Former og Betydninger i forskelligartede Menneskers Sind. – Ja det gaar endog saaledes, at det Menneske, der begynder paa Studiet af de kosmiske Analyser, forandrer sit Livssyn efterhaanden, som disse Analyser afsløres for ham. Denne Forandring i Livssyn vil have en ændret Opfattelse af det samme Begreb til Følge, og alt dette vilde medføre, at han vilde føle sig paa stærkt gyngende Grund, saafremt der ikke i hans Bevidsthed var skabt nogle absolut sikre Realiteter, som overfor den opgivende Side i hans Natur kunde virke inspirerende, og over for den udfoldende Side hos ham kunde virke vejledende og bremsende.

Naar jeg i Erindringen prøver at danne et Billede af den vekslende Tilstand, jeg selv har befundet mig i, medens jeg har beskæftiget mig med Martinus Arbejde, saa ser jeg for mit indre Blik en Væsensenhed, et Molekyle om man vil, en lille ubetydelig Del af en Flod, som har tilbagelagt Turen gennem brusende Vandfald, gennem snævre Slugter, snart pisket til Skum, snart hvirvlende rundt mellem Klipper og Skær, for nu at befinde sig i noget roligere Omgivelser – ude mellem ensomme Vidder; men i sig gemmende Længslen og Drømmen om Frigørelse og om Forening med sit Ophav – det store uudgrundelige Hav – et Billede af den Guddom, som jeg selv er en Del af, som alle vi levende Væsener, som udgør den ganske Flod, er en Del af – som i Tilstand kan være nærmere eller fjernere Havet, men som, ligegyldigt hvor det befinder sig i det store Kredsløb, om det er en Del af Floden eller Havet, om det er noget af Skyen eller en Draabe i Regnskyllet, altid er en Afspejling af det oprindelige, altid en Guddommens Repræsentant paa det Sted, hvor det viser sig.

At beskæftige sig med Martinus' Arbejde er nemlig at lære at indse, at alt er Guddommens Manifestation, – det er en Aabenbaring om, at de døde Ting er levende, – det er at lære at overvinde Døden, – det er at lære, at denne kun eksisterer som et Tankebillede i uudviklede Bevidstheder – det er at lære, at alt er Liv, alt er Bevidsthed, alt er Kærlighed, – at begribe det, saaledes at man lever i en absolut Vished om, at Døden er en Illusion, er en mental Forestilling – at opleve sit Jeg's Udødelighed, er alt aandeligt Studiums Maal.

Og ved dette Studium viser det sig saa, at Individet bliver ført ind i Zoner, hvor Lyset er saa blændende, at den svage menneskelige Tanke – i Lighed med Øjet, der kun kan taale Solens Lys gennem farvet Glas – ikke kan hæve sig fra den konkrete jordbundne Tilstand til den abstrakte Tænknings rene Højder uden gennem et Hjælpemiddel.

Prøv f. Eks for det indre Blik at danne Begreberne: Den evige Guddom – Skæbne – Grundenergierne – Elsker hverandre – Fremtidsstaterne forenet om Folkebundsideen – Intolerance – Det guddommelige Skabeprincips rytmiske Udfoldelse, – prøv at danne logiske Billeder, som kan staa for enhver Kritik, af dette uden om Martinus Symboler. Det vilde blive saadan, at naar den ene talte i Øst om et Begreb, tænkte den anden i Vest. Nu bliver Symbolerne Formidlere af vore Tanker. Naar vi stiller et Symbol op i Bevidstheden, bliver det som et Brændpunkt, hvorfra al vor Viden udstraaler – det virker samtidig som et Filter, hvorigennem hele vort Erfaringsmateriale passerer og derved udelukker den Art Tankeklimaer, der er opstaaet paa unormal Maade, som gold Teori uden Erfaringsgrundlag.

Det sker nemlig paa et vist Tidspunkt i ens aandelige Udvikling, at den enorme Viden, man stilles over for, foraarsager en stærk mental Beruselse, som viser de samme Symptomer som en almindelig Beruselse. Man opfyldes af en Følelse af Overlegenhed, – glemmer sin virkelige Stilling, glemmer at denne Viden ikke stammer fra en selv, glemmer at man end ikke var i Stand til at være Ophav til og formulere selv den simpleste Analyse. Man er i Beruselsesperioden saa klog, saa indsigtsfuld, saa filosofisk, at man nyder sine egne Slutninger, Definitioner, sin egen Dømmekraft, – man placerer Mennesker, som man har set en enkelt Gang, hørt Tale om gennem en anden, i den og den Kategori, man ser "klart", tror man, Hensigten med det og det Individs Ulykke, man giver gode Raad – tit til nogle der er klogere end en selv – og man hudfletter Videnskaben, Samfundsforhold, Religion, – man taler om Kunst, Musik, Digtning, Filosofi, som om det var Børns Værk, der var paa Tale; ja kort sagt, man stiller sig et Sted i Udviklingen, hvortil man maaske naar om nogle Tusinde Aar. Man er kommet ud paa en Vej, der uvægerlig fører ned i den abstrakte Tænknings Hængedynd, en mental Afdeling, der bestaar af Fantasibegreber, der er opbygget paa forkerte Forudsætninger – paa lutter Teori – der gerne kan afsløres som Stemningsresonnementer, som noget, man har fra absolut "paalidelig Kilde", som misforstaaede Oplysninger, – mange Gange gælder det om at være den bedste i en Diskussion, og for at lamme Modstanderen, slynger man saa en Paastand ud, som man giver et autoritativt Stempel for deraf at drage den ønskede, men ikke derfor sande Slutning. I det hele taget spiller Forfængelighed, Ærgerrighed og Jalousi, som endnu ikke er udlevet, en stor Rolle og fører en vild paa den abstrakte Tænknings Omraade. Først naar den allerhøjeste Grad af Ydmyghed, Ærbødighed, Taknemmelighed og Tillid har indtaget en ledende Stilling i Bevidstheden, er det, at Martinus' Arbejde faar virkelig Værdi, og da vil Symbolerne blive den Broderhaand, der kærligt leder den spæde Aand. Da bliver det som en Ven, en Hjælper, hvortil man i Tillid vender sig. Det bliver det bedst egnede Materiale for Tankekoncentration, og det vil virke i den Grad befrugtende paa ens Bevidsthed, at en Indstillen sig paa et Symbol vil være som om der aabnes for en Strøm af Viden, der næsten ikke kan standses.

Symbolernes Udførelse er ogsaa saadan, at man med Velbehag erindrer dem. Ved deres Form og Farve paavirker de ens Følelsesliv stærkt, man faar samme Lykkefornemmelse, som overalt, hvor Skønhed og Fornuft arbejder sammen.

De giver ens Intelligens en vældig Udvikling til dette næsten ufattelige: at kunne forstaa Problemer af saa vanskelig og ophøjet Natur, at i Hundredvis af Tænkere og Videnskabsmænd har beskæftiget sig med dem, uden at komme ud over disse Problemers Diskussionsfase.

Martinus har ved at kæde Symboliken ind i sit Arbejde vist sig som Geniet, der, hævet over Meninger om Symbolerne var paakrævet eller ej, har gennemlyst, hvilke Vanskeligheder ethvert aandeligt Arbejde kommer ud for, og forstaaet at skabe en Modvægt mod disse Vanskeligheder.

Symbolerne vil til alle Tider for enhver Udvikling være et Middel, der fjerner Overtro, Fortolkning og Dogmer og samtidig være det mest geniale Undervisningssystem, idet enhver herigennem vil kunne hente netop saa megen Viden og Forstaaelse af aandelige Problemer, som hans Udviklingstrin kan absorbere. Og til Slut blot denne Ejendommelighed, der viser, at Symbolerne er Udtryk for virkelige, levende Realiteter. Det er nemlig saadan, at et hvilket som helst Symbol kan udtrykke ikke blot den Realitet, det er skabt over, men det dækker ogsaa alle andre Realiteter i Tilværelsen. Herved kommer ethvert Symbol til Syne, som et Resultat af den fuldkomne Matematik, idet alle Ting er lige store, lige ens – alle Ting er i sig selv Symboler – tilsyneladende forskellige, men alligevel Udtryk for det samme. Ethvert Symbol bliver altsaa en logisk Forklaring paa det levende Væsen, Verdensaltet eller Guddommen.
 

H. 20.

Naar Martinus' Symboler nævnes, faar man uvilkaarligt i sit Sind et Indtryk af de dejlige rene – harmonisk skønt lysende Farver – en Erkendelse af et i de allermindste Detailler gennemarbejdet og pinligt nøjagtigt udført Arbejde. Opfattelsen af denne Symbolik har for mit Vedkommende svinget fra slet ikke at kunne indse dennes Nytte til nu at forstaa dens Uundværlighed for en blot nogenlunde objektiv Opfattelse af Martinus' Arbejde.

"Livets Bog" er en mærkelig Bog – jo mere man fordyber sig i den, desto mere giver den tilbage. Bestandig opruller den nye Billeder – og Tanker, som aldrig tidligere har været til Stede i Bevidstheden, myldrer nu frem for ens forundrede "Jeg". Problemer og Spørgsmaal, man forhen skubbede fra sig som uløselige, faar en Besvarelse ikke i en abstrakt, men derimod i en konkret gennemanalyseret Form. Da en "fuldt udviklet Kærlighedsevne" har dannet Basis for Skabelsen af "Livets Bog", vil den endeligt fulde Forstaaelse af denne Bog selvfølgelig ogsaa være betinget af samme rige Kærlighedsevne, og da denne hos de fleste Mennesker langt fra er opdyrket til at være et Talent, vil nævnte Bog indtil videre af os opfattes enten ud fra en intelligensmæssig eller en følelsesmæssig Indstilling.

I det hele taget faar man jo som oftest vedrørende aandelige Spørgsmaal abstrakte Besvarelser, idet den Slags Emner jo ikke er haandgribelige Ting, man kan se eller tage at føle paa. Abstrakte Besvarelser vil som Regel hos Spørgeren fremkalde meget stærkt følelsesbetonede Forestillinger, og naar den følelsesmæssige Side af Sagen bliver tilstrækkeligt dominerende, vil den virkelige Fremstilling let tilsløres af denne subjektive Farvning.

I Arbejdet paa at tilegne sig Martinus' Analyser paa en saa objektiv Maade som muligt, viser Symbolerne deres uvurderlige Nytte, idet de store aandelige Spørgsmaal, som de er Udtryk for, gennem disse bringes ned til en Opfattelsesform, hvor vi føler fast Grund under Fødderne, og hvor vi kan sanse og paa denne Maade sidestille disse Ting med almindelig kendte jordiske Realiteter, og igennem denne Sammenligning kan man altsaa ved Symbolernes Hjælp faa en mere fuldkommen Opfattelse end Tilfældet ellers vilde være – en Opfattelse, som selvfølgelig under Individets Vækst og Udvikling fremefter vil blive mere og mere objektiv, mere og mere i Kontakt med det virkelige Billede.

Naar man gennem Martinus' Analyser over de forskellige Bevidsthedskategorier mener at have fundet sin egen Position – for mit eget Vedkommende henhører jeg til Væsenerne med en for stærkt udviklet Følelse i Forhold til Intelligensen – har man gennem denne Erkendelse faaet et tydeligt Fingerpeg om, hvorledes man under Studiet af Martinus' Arbejde bør indstille sig for at naa saa langt frem mod den objektive Tilegnelse som muligt. Atter viser Symbolerne sig for mig som værdifulde Hjælpere, idet de ved deres nøgterne Paavisning af de virkelige Fakta virker næsten som en Slags Bremse paa de dominerende, stærkt spillende Følelser, og Intelligensen opnaar ved denne Opbremsning et Sammenspil med Følelserne, som derigennem efterhaanden reguleres og disciplineres.

Endelig kan det jo ogsaa forekomme, at ens Venner eller Bekendte stiller et eller andet Spørgsmaal – f. Eks.: "Hvad er egentlig en Udviklingsspiral, og hvorledes foregaar Udviklingen gennem en saadan." – Øjeblikkelig toner Symbolet frem i ens Bevidsthed – man ser Trappeformationen med de mange Trin, som hver især symboliserer et Hovedstadie, – den utonede Figur, som oplyser om Jordmenneskenes Viden – den kegleformede Figur, der fortæller om Skabeprincippets lyse og mørke Udstraalinger og om disses indbyrdes Forhold gennem Spiralen – de violette Felter ved Siderne, der symboliserer den kosmiske Realitet X. 2, og endelig ser vi foroven Udtryk for Jordens kosmiske Straaleglans. Ved Hjælp af alle disse værdifulde Støttepunkter bliver det nu straks meget lettere at give en nogenlunde reel og nøgtern Fremstilling som Besvarelse paa nævnte Spørgsmaal.

Afslutningen af Martinus' Forklaring til ovennævnte Symbol er saa vidunderlig smuk og stiller den stakkels lidende og stridende Menneskehed saa store og lysende Forjættelser i Vente, at jeg som Slutning ikke kan afholde mig fra at citere:

"Jordmenneskene har saaledes en umaadelig lang og lysende Udviklingsepoke i Vente – en Epoke, indenfor hvilken de i Udvikling vil vaagne op til Bevidsthed om deres egen uforgængelige Natur og frigjorte fra den mørke ubevidste jordbundne Tilværelse komme til at opleve skønne og guddommelige Tilværelsesplaner, lysende og funklende Scenerier fra saavel fortidige som fremtidige Verdensperspektiver i kulminerende Kærlighed, Intelligens, Intuition og Salighed."
 

D. 5.

Symbolerne er ligesaa nødvendige, ligesaa uløselig knyttet til "Livets Bog", som Grundsætningerne er nødvendige for Matematikken, de danner tilsammen det Skelet – kan man godt sige – hvorpaa vi opbygger vor Viden om Verdensaltet og Livets Love.

Vi husker sikkert alle den Følelse, der besatte os første Gang vi kom i Berøring med Martinus' Lære, alle de nye Tanker vældede ind over os og foraarsagede en fuldstændig aandelig Revolution i vort Indre, som til at begynde med foruroligede ved sin kaotiske Voldsomhed. Vi husker, med hvilken Begærlighed, ja ligefrem Taknemmelighed, vi da klamrede os til Symbolerne.

Disse formaaede bedre end Ord at bringe Orden og dermed Ro i Tankernes forvirrede Mængde, man lærte hurtigt at forstaa, at her havde man de klare, logiske Udtryk for Grundsætningerne i Martinus' Lære. Studiet af disse Symboler er af en Betydning, som ikke kan overvurderes, idet det blandt andet hindrer en i at komme paa "Afveje", dermed forstaas, at de hjælper en til at tyde Problemerne paa den eneste rigtige Maade.

At trænge ind i dette Studium betyder stadig nye "Landvindinger" og er til lige stort Udbytte for Følelsen som for Intelligensen, saaledes som Martinus har fremstillet Symbolerne for os i klare, nøgterne Linier af en betagende, ophøjet Skønhed.
 

H. 21.

Gaar man en Tur gennem Skoven om Efteraaret, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til de skønne Farver, der aldrig undlader at gøre Indtryk paa den, som har Sans for disse Farvers Nuancering; her er ikke alene Grundfarverne repræsenteret, men alle tænkelige Sammensætninger, og man træffer da ogsaa ved denne Tid mange Malere, der med mere eller mindre Held søger at fravriste Naturen sin Farvepragt og forevige de forskellige Panoramaer og Indtryk paa Lærredet. Pudsigt er det at studere, hvordan Malermetoder har skiftet fra gamle Dage og til nu. Det forekommer mig, at man ligefrem derigennem kan iagttage – ikke alene Malerkunstens Udvikling – men ogsaa Menneskenes. I gamle Dage malede man med de fint afstemte Farver, der umærkeligt gled over i hverandre – man havde god Tid den Gang – og man lagde Vægt paa stor Nøjagtighed i Detailler. Men netop vor Tid har været Vidne til, hvorledes Forandringen er foregaaet fra den "gammeldag"s Metode og til de forskellige "ismer"'s Metoder, og man ser da, at det indbyrdes Kontrastforhold er blevet større og skarpere. Saadan er det forøvrigt gaaet al anden Udvikling – større Kontrastforhold, større Vekselvirkning er jo Tidens Krav.

Et Maleri er et Billede, der udtrykker en Kopi af en eller anden tænkt eller saakaldt virkelig Realitet; men for at være en tro Kopi af vedkommende Realitet, bør Farverne altsaa være ligesom Farverne paa samme Realitet. Da det imidlertid er en Kendsgerning, at man ikke kan gengive en Farve paa anden Maade end den, paa hvilken man opfatter den, og da denne altid ved Forsøg viser sig at være forskellig fra den opfattede Farve eller Modellen, saa er det ogsaa en almindelig Kendsgerning, at alle Malerier kun er Udtryk for den enkeltes Opfattelse af Modellen, hvad enten det drejer sig om en Skov, et Dyr eller et Menneskeportræt. – Vi kalder det Kunst, og det er det vel ogsaa; men nu den fineste Form for Kunst, den højeste Kunst, det maa da være at give et fuldendt Billede af den Realitet, man ser eller tænker sig? Et Billede, der er saaledes afstemt, at det ikke er baseret paa et enkelt Menneskes Opfattelse af den malede Realitet, men at det tværtimod ser Tingene saaledes, som de virkelig er, og beskriver Modellen saaledes, at alle faar et omtrent ens Indtryk af denne paa de væsentlige Punkter.

Martinus' Symboler er – efter min Mening – fremstillede saaledes, at alle faar det samme Hovedindtryk af det, de udtrykker, i Kraft af, at Symbolerne er fremstillede med Grundfarverne alene, der hver især af Mesteren har faaet sin Betydning og sit Indtryk. En Sammenstilling af disse Farver, som vi kender dem fra Symbolerne, bliver derfor saa ensartet opfattet af de studerende, at de formaar at vejlede disse til Forstaaelse af det, disse Billeder er bestemte til at udtrykke. Den store Kunstner véd, at enhver Realitet ikke opfattes paa samme Maade af to forskellige Mennesker; det ideale Kunstværk er altsaa en Utopi, idet en tro Kopi af en Model er en umulig Tanke, da den jo altid vil blive opfattet forskelligt. Men Symbolerne er heller ikke Kopier af en Model, et Indtryk eller et Sceneri; de er Sindbilleder, der har til Hensigt at ensrette Menneskenes Tankegang saaledes, at de vil lære at forstaa og betragte det store Maleri – Livet –, der altid præsenterer sine Farver for os.

Jeg husker engang at have udtalt min Mening om, at et bestemt Symbol efter min Opfattelse var det skønneste, hvortil Martinus svarede: "Jeg synes, de alle er lige skønne – de er jo Billeder fra Livet, og Livet er jo skønt."

Hvert enkelt Symbol har for mig været den Laage, der aabnede sig ind til en Have af Skønhed i Forstaaelse af de Realiteter, som Symbolet saa klart formaaede at beskrive; og de samlede Symboler giver mig Nøglen til et helt nyt Liv, som jeg – omend kun famlende – forsøger at leve.
 

H. 22.

Den at være Udtryk for Tilværelsen i en knap og stærk koncentreret Form, der gennem Farve, geometrisk Tegning og symbolsk Opbygning udtrykker Lovens klare, men inderligt retfærdige Paragraf – "Elsker hverandre".

Denne klare, men retfærdige Lov virker i tunge Tider beroligende paa mit noget svingende Temperament. Den bliver det faste Punkt i Tilværelsen, Fundamentet, hvorpaa Livets Foreteelser bygges op, stort som smaat. Den bliver den uomgængelige "Pegefinger" i Tilværelsen, der ustandselig peger indad mod mit eget Indre, thi den viser jo Sandheden: "Som et Menneske saar, skal det høste". Den tilbageviser Intolerancen som umulig, idet Udviklingens Lov staar klart som det bærende Princip. Den viser det evige Liv gennem sine Grundenergier indesluttet i Moderenergien, dirigeret af Jeget. Den viser Plan og Orden af et saa altdominerende Omfang, at den kun kan have Gud til Ophav. Den viser Meningen med det stedse stigende Frihedskrav, idet ethvert levende Væsen er en Individualitet, et personligt Væsen, der har hver sin Udviklingsbasis.

Hver Gang jeg ser paa Symbolerne derhjemme paa Væggen eller paa Lærredet ved Foredragene, gribes jeg af den rent umiddelbare Skønhed, som Farverne og Tegningerne giver, og denne Skønhed flyttes uvilkaarlig over paa det Liv, der er symboliseret, og se, Livet er, trods alle tidligere Forestillinger, skønt.

Hver Gang, jeg fejler, og det sker tit, og mit Øje ved Hjemkomsten falder paa Væggen, da er det som Retningslinierne atter bliver trukket skarpt op, det forvildede Væsen bringes atter hjem, Sjælen faar Ro og skuer trygt i sin Faders Øjne.
 

D. 6.

Saa indviklet og kompliceret, som et Verdensalt er, og alt, hvad der rører sig deri, vilde det før i Tiden med min daværende Opfattelse af Tilværelsen have syntes en Umulighed blot tilnærmelsesvis at forestille mig tegnet et Billede, der vilde være blot nogenlunde acceptabelt for Logik.

Det var gennem Symbolerne, jeg fik det første Indtryk af Martinus, hans Arbejde og hans Bevidsthed. Her blev jeg stillet overfor et fuldkomment logisk Billede af Verdensaltet, tegnet i et Format, der kan anbringes paa en Sikkerhedsnaal.

For blot at forstaa en lille Smule af dette, maatte jeg rigtignok ogsaa i høj Grad, paa alle Punkter, forandre min hidtil vante Opfattelse af Tilværelsen. Især af min Forestilling om en Guddom. En rigtig Indstilling om dennes Eksistens, forstod jeg, maatte være den første Betingelse for overhovedet at kunne tilegne sig det fuldkomne logiske Verdensbillede, som var Hensigten med Martinus' Symboler.

Verdensaltets Hovedsymbol – en Trekant, Guddommens Eksistens, tre Streger, der forbunden med hinanden symboliserer Evighedens Kredsløb, samtidig med, at de selvstændig repræsenterer et treenigt Princip, som Martinus kalder: "X 1", "X 2" og "X 3", eller: det guddommelige Noget, Skabeevnen og det Skabte, som lever og røres i hvert enkelt levende Væsen. Nogle Straaler i Korsform, der symboliserer Kærligheden, der udgaar fra det levende Væsen.

Det er Grundanalysen for et Verdensalt. Det er Enkelthed, Genialitet, Visdom. Forstaaelsen af dette Hovedsymbol danner Grundlaget for Forstaaelsen af de efterfølgende ligesaa geniale Symboler, der igen danner Grundlaget for Forstaaelsen af "Livets Bog". Uden disse vilde der mangle noget i "Livets Bog", det vilde gøre Studiet af de svære Problemer endnu sværere.

Hvad der letter Forstaaelsen meget, synes jeg, er Farverne, der gaar igen i hvert enkelt Symbol, naar Martinus saa vist inddeler Verdensaltet i Spiraler, indenfor hvilke de seks Riger eller Tilværelsesplaner: Planteriget, Dyreriget, Menneskeriget, Visdomsriget, den guddommelige Verden og Salighedsriget er henholdsvis markeret ved: rød, orange, gul, grøn, blaa og indigo Farve, som tilsvarende svarer til de seks Grundenergier i det levende Væsen: Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse, samt den syvende Energi, Moderenergien, der er markeret med violet Farve. Hvert enkelt Symbol er et Studium fuldt af Logik, som aldrig kommer til kort overfor Virkeligheden. Sammenlagt med ens egne Iagttagelser og Erfaringer vil Billedet danne et Hele, der er identisk med den fuldkomne aandelige Matematik, og man vil Gang paa Gang i sit daglige Liv komme til Facitter, der bevirker, at Troen bliver til Viden, og at de tre store Spørgsmaal: Hvorfor, Hvorfra, Hvorhen ikke mere er noget Mysterium, men afklares efterhaanden, som Bevidstheden udvikler sig.

Med Symbolerne som Anskuelsesundervisningsstof har Martinus beriget os med et Gode, der i høj Grad virker befordrende for hans Arbejde for Menneskeheden. Her afsløres Livets Gang, som det rører sig i Verdensaltet, i smaat som i stort, indtil de mindste Enkeltheder og Variationer i alt levende og hvad man er vant til at kalde "dødt". Her ser man, at alt er Visdom, og at Kaos i Verden og inde i Menneskene selv kun opstaar ved Uvidenhed, og at kun en Viden om de virkelige Love for Tilværelsen vil kunne lede Jordkloden og dens mangeartede Beboere til en lykkelig Vandring fremover, ind i Evigheden.
 

Opgave Nr. 7.

Giv i kortfattet Form en Skildring af de Omraader i Tilværelsen, hvor selv tilsyneladende tolerante Mennesker ofte optræder intolerant.

(Besvarelsen maa være mig i Hænde senest d. 10. November).

 

19. Oktober–30. November:
København:
E. Gerner Larsson.       Mogens Munch.
Mandag d. 19.                Torsdag d. 22.
Mandag d. 26.                Torsdag d. 29.
Odense: Onsdag d. 21.
Roskilde: Torsdag d. 22.
Aalborg: Onsdag d. 28.
Randers: Torsdag d. 29.
Aarhus: Fredag d. 30.
 
November:
København:
Mandag d. 2. (Martinus).
Mandag d. 9.              Torsdag d. 5.
Mandag d. 16.            Torsdag d. 12.
Mandag d. 23.            Torsdag d. 19.
Mandag d. 30.            Torsdag d. 26.
Odense: Onsdag d. 4. og Onsdag d. 18.
Roskilde: Torsdag d. 5. og Torsdag d. 19.
Aalborg: Onsdag d. 25.
Randers: Torsdag d. 26.
Aarhus: Fredag d. 27.
 
Bemærk:
For Jyllands Vedkommende er Ordningen blevet ændret saaledes, at Aalborg nu er den første By paa Ruten, medens den før var den sidste.
Oplysninger om Studiekresarbejdet i Provinsen faas iøvrigt gennem følgende Adresser:

Aalborg:
Hr. Værkfører S. Timmermann, Sjællandsgade 10.
Hr. Guldsmed Ernst Weber, Jomfru Anegade 10. Tlf. 4825.
Aarhus:
Hr. Lars Nielsen, Bogensegade 3.
Randers:
Hr. Orla Severinsen, Nørre Allé 30, 1.
Hr. Arnold Bloch-Petersen, Udbyhøjvej 2.