Kosmos 1972/Særnummer side 3
Henning Laug
Skiftende tiders begravelsesformer
Til alle tider har døden været et foruroligende element i menneskets livsoplevelse. Den måde man møder denne oplevelse på og den påfølgende begravelse vil være afhængig af menneskets syn på døden, på det, der sker med vedkommende efter døden.
Hos naturfolk er det almindeligt, at den døende går sin skæbne imøde i afbalanceret ro, hvorimod reaktionerne hos de efterladte kan være vidt forskellige.
I de fleste kulturformer præges indstillingen til død og begravelse af forestillingen om legemets og den afdødes samhørighed, og omsorgen for det afsjælede legeme kan antage fantastiske former, dels som bevis på den hengivenhed, man nærede for den afdøde, men også som udtryk for frygt for en eventuel forfølgelse af den bortgangnes hævnende ånd.
Når vi ønsker at skaffe os viden om de tidligste kulturtrin, er arkæologernes fund i jorden det eneste, vi har at holde os til, og af disse rummer gravpladserne et væld af oplysninger, idet ikke alene legemet blev gravlagt, men også den afdødes kæreste ejendele, redskaber, våben, smykker, føde, og hvad man nu kunne forestille sig, at den døde måtte få brug for i sin tilværelse efter døden. Interessant er det at lægge mærke til, at de fleste brugsgenstande, der gives med, som regel er brækket eller slået itu. Herved har man "dræbt" tingene, for at også deres sjæl kan gå over i den tilværelse, som den afdøde skal leve i i fremtiden, og fortsat tjene ham eller hende der. Det er konstateret ved udgravninger, at Neanderthaleren i oldstenalderen (ca. 900.000 - 18.000 år før vor tidsregning) forsynede den døde med flintredskaber og med bisonkød, og at et barn blev gravlagt med en prydelse af stenbukkehorn stukket ned i jorden omkring hovedgærdet. I en sumerisk kongegrav fandt man foruden en mængde husgeråd af forskellig art 65 skeletter, et helt hof af krigere, hofdamer og slaver til kongens opvartning i det næste liv. En mere praktisk og sparsom fremgangsmåde anvendtes af kineserne, der lavede kopier i papir af de ting, (huse, vogne o.a.), de ønskede at give den døde med, og sendte tingene ved afbrænding over til den dødes nye opholdssted. Hovedjægere på Borneo var af den opfattelse, at de mennesker, de havde taget hovedet fra, var bundet til at tjene dem i livet efter døden, - så det gjaldt om at sikre sig sin fremtid ved at skaffe sig mange hoveder.
Hos visse stammer eller folkegrupper opfattedes den afdødes legeme kun som et hylster, et redskab, der er slidt op eller gjort ubrugeligt, og det var da naturligt, at man ikke tog særligt hensyn til kroppens videre skæbne. En sådan indstilling kom til udtryk hos visse eskimoer, der blot satte liget ud, eller hos maorier på New Zealand, der kastede liget i floder eller søer. En arabisk stamme, sabæerne, skaffede sig af med liget ved blot at henkaste det på møddingen - uden hensyn til rang og stand. Perserne var af den opfattelse, at en ond ånd havde taget bolig i liget og fremkaldte forrådnelse. For dem var grundelementerne jord, vand og ild hellige, og de måtte ikke besmittes af liget. Man anbragte det på en plads omgivet af høje mure, der var forsynet med huller, sådan at vilde hunde og sjakaler kunne komme ind. Liget var fastgjort omhyggeligt til flisegulvet, så dyrene ikke kunne slæbe afrevne stykker med sig ud. Man indrettede også høje tårne, "tavshedens tårne", med platforme, hvor liget blev anbragt og senere fortæret af ravne og gribbe. Hos Tibetanerne, i hvis forestillingsverden ånder og dæmoner dominerer, er frygten for, at onde ånder skal tage plads i den afdødes legeme afgørende for behandling af liget. Efter at ceremonier under ledelse af en lama har fundet sted, føres liget til en plads med store stenplader, hvor det anbringes og klædes af. Lamaen får tøjet som betaling, og et par mænd skærer med store knive liget i stykker og kaster stykkerne ind i et afgrænset område til ådselædende fugle.
Menneskets holdning til døden kan også indeholde en protest mod det fysiske livs ophør. Visse australske stammer indtørrede liget, rullede det ind i bark og førte det med sig i nogen tid. Når stammen var samlet til rådslagning, blev de indpakkede lig taget med i kredsen.
Denne fornemmelse af samhørighed kom også til udtryk hos stammer, der mente, at man ved at æde liget, gør sig til eet med den døde, tager dens navn og giver den dermed atter liv. Hos visse stammer i Indien og i Amerika brændte man liget og blandede asken i en drik, som de efterladte indtog.
Ligbrænding har fundet sted til alle tider, og bringer fra et arkæologisk synspunkt kun ringe besked til eftertiden. Men i historisk tid er ligbrænding kendt fra forskellige kulturformer, hvadenten det tilgrundliggende synspunkt er ønsket om at beskytte de efterladte mod onde ånders påvirkning - eller tanken om, at man på den måde hurtigere og fuldstændigt frigør sjælen fra legemet. I vor tid er ligbrænding ofte anvendt og hovedsagelig med den motivering, at det anses for at være mest hygiejnisk. Fra Indien kender man den skik, at det pålægges enken at lade sig brænde sammen med sin afdøde mand, hvilken skik blev forbudt i de britiske kolonier i 1830. Hos en indianerstamme i Nordamerika havde man en parallel til denne begravelsesform, idet enken skulle hvile sit hoved på sin mands lig, medens han blev brændt, indtil hun - mere død end levende - blev trukket bort. Hvis hun kom sig, skulle hun samle mandens aske og bære den i 3 år, og i den tid ville enhver afvigelse fra dyb sorg betyde, at hun blev betragtet som en udstødt.
Begravelsesformerne indeholder ofte noget, som skal tilsikre, at den døde ikke går igen eller på anden måde udløser mystiske kræfter ved ånders og dæmoners hjælp. Ved udgravninger har man fundet skeletter, der viser, at liget er gravsat med lemmerne bundet ind til kroppen. Denne begravelsesform forekommer endnu i vor tid hos visse naturfolk. Hos kineserne havde man den skik, at binde benene straks, når døden var indtrådt, for at fremmede ånder ikke skulle tage plads i det endnu varme legeme. For at forhindre den døde i at komme igen bar man visse steder ikke liget ud af husets udgang, men brød hul i muren og bar liget ud den vej, medens en gammel kone viftede med en brændende pind og råbte "Her er ikke mere at hente". Den samme frygt har ligget bag den begravelsesmåde, som anvendtes ved Chr. 4's dronning, Anna's jordfæstelse. Hun fik 15 skæpper hørfrø med sig i graven, idet man forestillede sig, at den døde ikke ville kunne gå igen, førend alle frø var talt. I peruanske fortidige grave findes ofte knudesnore, som viser sig at indeholde astronomiske beregninger. Men i alle snorene er der et eller andet sted en bevidst fejl, som skal give den døde så meget at grunde over, at han slet ikke får tid til spøgeri.
Hos et urskovsfolk i Thailand, Phi Tong Luang, sker begravelsen på det sted, hvor dødsfaldet er foregået. Den døde anbringes på jorden på et leje af tørre grene. Man dvæler en kort stund under gråd. Så dækker man liget til med blade, lægger personlige ejendele som gravgaver, skynder sig bort og vender aldrig mere tilbage til stedet.
Mellem denne enkle begravelsesform og frem til gigantiske mausolæer, som f.eks. gravmælet i Samarkand over Timur Lenk, en sadist af format, er der et utal af variationer.
Indianere i Nordamerika, Mandanerne, svøbte ligene i tæpper og lagde dem på stilladser. Når de var rådnet bort, lagdes kranierne i en cirkel om to bisonkranier.
I tørre højtliggende egne i Sydamerika anbragtes liget i siddende stilling og ofte indpakket i klæde i huler, hvor liget mumificeredes i den tørre luft. Balsamering af liget, som det praktiseredes i Ægypten, var præget af deres tro på sjælevandring, idet de mente, at bevarelsen af legemet var nødvendig for sjælens velfærd. Først var det alene faraonerne, der balsameredes, men senere fulgte højere embedsmænd - og senere disses tjenere, som nok kunne være til nytte i det næste liv.
Den omhu, der mange steder lægges for dagen ved begravelsen og ved bevarelsen af mindet om den døde, kan kun udlægges som tegn på, at man mener, at sjælen fortsætter sit liv efter døden. Hos visse eskimoer lægger man megen vægt på en omhyggelig begravelse i solide stenkamre, eller nedsænkning i havet, og man medgiver samtidig de vigtigste ejendele, brudt itu eller i ganske små kopier, så at sjælen intet skal mangle og ikke skal flakke hvileløs omkring.
Den samme indstilling fandt man hos kineserne, der troede på liv efter døden i åndernes rige, men med stærk tilknytning til det fædrene hjemsted. Derfor transporteredes liget ofte lange strækninger, for at det kunne vende hjem, og derfor udviste man stor omhu med ceremoniellet og ved hyppige ofringer på husalteret til de bortgangne medlemmer af familien.
Fra beretningerne om forhold i middelalderen kender vi skikken med at lade begravelsen foregå i selve kirken. Disse blev snart overfyldt med lig, så stanken i rummet var uudholdelig. Også jorden lige op til kirken var foretrukket som begravelsessted, og denne ophoben af forrådnelse var medårsag til fremkomst af epidemiske sygdomme, der i perioder kunne hærge store områder. I 1805 blev det forbudt at begrave i kirkerne her i Danmark, men mulighed for begravelse i særlige kapeller blev holdt åben.
Det, der her er sagt om begravelsesmåder, giver kun et lille indtryk af de mange forskellige måder, man udfører denne handling på. På en lille ø i Melanesien har man fastslået 21 forskellige måder til begravelse af liget.
Ud af alle disse former kan man konstatere, at det ikke er hensynet til den afdødes krop, men at det især er tanken på livet efter døden, der ligger til grund for de forskellige handlinger, hvadenten det nu er angsten for at blive hjemsøgt af den afdødes sjæl, eller det mere kærlige, ønsket om at sikre de afdødes sjæl en sikker fremtid i den ny tilværelse.
Litteratur:
Salomonsens konversationsleksikon (begravelse bind II)
Kaj Birket-Smith: Kulturens veje II
Edward Burnett Tylor: Religion in Primitive Culture II
Tilbage til artikelregister
Forrige