Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi ser overalt, hvorledes mennesker skaber sig selv "mentale fængsler", der består af kombinationer af følelses- og intellektbindinger, som holder dem bundet indenfor vanetænkningens snævre rammer. Menneskets vilje kan således være ledet af mange slags følelsessuggestioner og former for intellektuel kulde. Den er under indflydelse af, i hvilken grad det enkelte menneske har udviklet følelse og intellekt, og i hvilket indbyrdes forhold disse egenskaber står til hinanden. Vor bevidste evne til på bedste måde at kombinere de to energier medfører samtidig en binding af tyngde- eller eksplosionsenergien, hvilket er af største vigtighed for verdensfreden og menneskehedens videre udvikling.

Vi véd alle, at ikke to mennesker er ens; men alligevel lader menneskene sig endnu lede flokvis. I den mere og mere forjagede tidsalder, vi lever i, er det kun få, der har mulighed for eller forstår værdien af at standse op og tænke over tingene for at søge ind til roden, til grundårsagerne eller grundårsagen for alle de ulykker, der daglig hjemsøger menneskeheden overalt på kloden.

Hver eneste dag strømmer det ind med nyheder til os via fjernsyn, radio, aviser, ugeblade etc., samt gennem de mennesker, vi kontakter i vort daglige liv: dødsdomme, krige, kidnapninger, madforgiftning, p-pilleblodpropper, narkotikamisbrug, forureningsproblemer, bankplyndring, rovmord, økonomikaos, selvmord etc. etc. Mange børn er, allerede før de går i skole, via TV-skærmen vidner til hele dette kaos, og selv om de måske ikke er født i krigens lande og derfor ikke mærker den direkte på deres kroppe, kommer verdens gru alligevel mere end nogen sinde ind til den enkelte, selv til det barn, der ellers lever en nogenlunde beskyttet tilværelse. Alle disse meddelelser udtrykker imidlertid ikke blot "dagens nyheder", de er i høj grad et dagligt vidnesbyrd om, hvad menneskene lader sig lede til; men hvad er det, vi lader os lede af?

Er man født i et materialistisk og ateistisk betonet miljø, men alligevel, som egen mening helt fra barnsben, har givet udtryk for, at Gud eksisterer, at livet er evigt, og at reinkarnation er en realitet, kan man let komme ud for at ens mentale sundhedstilstand af nævnte miljø bliver draget i tvivl. Spekulerede man allerede som skolebarn over, hvad det mon kunne være for en mærkværdig verden, man befandt sig i, kan man nemt komme til det resultat, som jeg dengang kom til: At denne verden måtte være Vorherres sindssygeanstalt. Denne tanke var da for mig en alvorlig, dybt og ærlig følt anskuelse, og jeg måtte derfor give mit miljø ret og svare, at jeg mente, vi muligvis alle var sindssyge og befandt os i Vorherres sindssygeanstalt i en eller anden afkrog af universet. Det var klart, vi ikke var alene, for når Vorherre havde en sindssygeanstalt, måtte han også have læger, der var til stede for at hjælpe de syge. Jeg meddelte derfor mine forældre i fuldt alvor, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne for at finde disse læger. En anden tanke, som jeg tumlede med, var, at hele verden måtte være i pupertetsalderen, og at vi givet ville opføre os bedre, når vi engang blev åndeligt voksne; men hvor var de, der allerede var blevet voksne? Skal man tage denne ungdoms-verdensanskuelse billedligt alvorligt, kan man med rette sige, at det, når man har fået kendskab til Martinus kosmologi, er lykkedes at finde frem til en åndeligt voksen og lægende kilde.

Mange af vore dages unge har opgivet at finde en sådan kilde. De kan ikke længere tro på det gamle; illusionerne er bristet, og de evner ikke at sætte deres lid til noget nyt. Som den lille "myre", man er i hele denne verdens store panorama, kan man ikke få andet indtryk, når man begynder at fundere over tingene, end at verden er gal, at hovedmotiverne i menneskenes handlinger er penge- og magtbegær, og at dette er meningsløst, og at det er meningsløst, at den indre drivkraft til stadighed synes at være den kamp, der hedder: Tål eller slå, og man spørger med undren: Hvor er mennesket i alt dette?

Det er en situation mange søgende unge af i dag befinder sig i. De er syge langt ind i sjælen efter at finde en mening med tilværelsen, men da størsteparten enten ikke kender eller ikke forstår reinkarnationsprincippet, er de vrede på "de gamle", der efterlader dem en umenneskelig verden, som ikke er værd at leve i. Nogle unge, men det er trods den store omtale kun et mindretal, vælger narkotika: "For hvorfor skulle man ikke have det skønt, når hele verden ellers er af lave". De føler sig afmægtige over for de enorme problemer, som dagliglivet frembyder og vælger at flygte fra dem. At narkotika er dødsensfarligt, véd efterhånden næsten alle, og selv om flere uvidende allerede i 10-årsalderen er blevet ofre for disse stoffer, er det store oplysningsarbejde, der nu bliver gjort, så vidtrækkende, at så at sige ethvert barn i dag forstår, hvad det drejer sig om; ikke kosmisk set naturligvis, men fra et lægeligt synspunkt. Taler man med nogle af den stofnydende ungdom, får man ofte svaret: "Hvad fa'en kan jeg gøre? Jeg kan ikke lave om på hele verden, og det er bedre med et trip og et kort, lykkeligt liv end et langt, kedeligt og ulykkeligt". Indvender man da: "Hvorfor siger du ikke i stedet: "Hvad Gud, kan jeg gøre?""; da får man de mest overbærende smil med den forsikring, at det alligevel ikke nytter: For selv om mange af disse unge tror på Gud, tror de ikke på denne verden.

Og er der noget at sige til det? De fleste af os har i vor bevidsthed et idealbillede af en fredens verden, vi alle længes efter, og især hos ungdommen er der opstået en masse-modvilje mod krig, og en ikke-voldsverden synes at blive flere og flere menneskers ønske. Dette idealbillede, dette ligefrem livsnødvendige krav, kan det unge menneske ikke få til at stemme overens med den verden, det lever i, og hvor det endnu er uvidende om loven for årsag og virkning.

I denne konfliktsituation, hvor skylden først og fremmest væltes over på den ældre generation, griber en del af ungdommen til yderligheder, bl. a. ved at vælge de euforiserende stoffer, for dog selv at opnå følelsen af lykke og uafhængighed. At denne form for søgen efter lykke og bevidsthedsudvidelse i realiteten er en uhyggelig fuldbyrdelse af voldsprincippet, og at den bringer mennesket i en endnu større afhængighedstilstand, tænker de færreste på, for man får det jo skønt, og man er uvidende om den fulde konsekvens af sine handlinger. Man véd bl. a. ikke, at en evne, som de fleste end ikke er klar over, at mennesket har, bliver nedbrudt: Evnen til ved reinkarnation at skabe sig et nyt legeme, og at man på grund af denne nedbrydning ikke vil kunne fødes som velskabt menneske i en kommende inkarnation; men derimod vil være psykisk og fysisk deform i samme grad, som man har destrueret evnen til at opbygge et nyt legeme.

Søgen efter lykke er i realiteten søgen efter Gud; men så længe mennesket stadig er under indflydelse af det dyriske princips instinkt, tyngdeenergi og primitive følelse, vil dets søgen være af egocentrisk karakter, og resultatet af denne egoisme bliver overtrædelser af den guddommelige naturlov og dermed af kærligheden. Følgerne af sådanne handlinger kan ikke resultere i de tilsigtede mål; men vil derimod i stedet for den lykke, som forventedes, medføre en ulykkelig skæbne, også selv om man i første omgang mener at opnå det, man ønsker, som når man f.eks. påvirket af narkotika bliver "høj".

Overalt, hvor mennesket går imod naturen, vil skæbnen svare igen med det såkaldte onde, det Martinus kalder: "Det ubehagelige gode"; idet det fungerer som en nødvendig undervisning, for at mennesket skal lære af de fejl, der begås. Vi har netop i vor tid et utal af faldgruber med større eller mindre virkninger, hvorfor det er uhyre vigtigt for den enkelte at sætte sig ind i, hvad det er, vi gør, hvad det er, vi eventuelt lader os lede til, at vi ikke blot retter os efter såkaldte autoriteters meninger og anvisninger eller følger det, der er moderne, eller "in", som man siger.

Med den rivende udvikling, vi på alle områder er inde i, er det livsnødvendigt, at det begynder at gå op for os, at det ikke længere nytter at lade sig lede flokvis og at lade andre tænke for sig, at det ikke nytter, at vi blindt tror på de "fremskridt", som tidens "kloge" anbefaler os. Vi må forsøge at forstå at se i øjnene, at for hver gang mennesket i illusionen om at skabe sig selv bedre kår og større lykke går imod naturen, bliver resultatet det, at i stedet for at problemerne bliver løst, skabes der til stadighed nye problemer.

Der kunne i denne forbindelse foruden problemet vedrørende narkotikamisbruget nævnes et utal af eksempler, men det ville føre for vidt at gå ind på alle disse områder her. Et meget vigtigt emne har jeg dog valgt tillige at omtale, fordi det er i en enorm udvikling og griber om sig med en uhyggelig fart: Problemet omkring p-pillen, som nu er på vej til at blive p-sprøjten:

I Tyskland kan en kvinde få 4 indsprøjtninger om året, hver dækkende 240 p-piller, og så længe hun får disse indsprøjtninger, er graviditet en umulighed. Over hele jorden arbejder lægevidenskaben på at finde endnu lettere midler, og der tales om, at det næste, det gælder, er at lære alle kvinder, at menstruationen er et unødvendigt onde, og at de nye midler vil skaffe hende af med denne. P-sprøjten afløses muligvis af "tidskapslen", en lille kapsel, som kvinden kan få indpodet i låret, og hvorfra der konstant siver en lille smule hormon ud i blodet. Kapslen kan indeholde så meget aktivt stof, som virker på samme måde som p-piller, at antikonceptionen kan holde i 20 år, og den fjernes blot midlertidigt, dersom man ønsker at få et barn; men dermed er målet ikke nået: Målet, siger man, er, at enhver 18 årig kvinde ved en enkel vaccination skal kunne blive immun overfor mandens sædceller, og at hun blot, dersom hun gerne vil være gravid, skal kunne gå på apoteket og købe et antistof, som hurtigt kan ophæve vaccinebeskyttelsen.

Lægevidenskaben spår således, at vi i løbet af 5-10 år vil have et 100% sikkert, aktivt og let svangerskabsforebyggende medikament, og at 100% fødselskontrol dermed er en realitet. Her er det, man må spørge sig selv: Er disse læger kloge, og hvad er motiverne? Motiverne er, at vi vil sikre os vor totale seksuelle frihed, sikre os mod eventuel overbefolkning, og at vi vil have det let, vil skaffe os af med det problem, ansvaret for vor seksuelle udfoldelse giver os. Dette gælder ikke blot kvinden, men også manden, at han skal komme i den længe ønskede lykkesituation at kunne elske kvinden uden at risikere, at hun bliver gravid, og dermed være fuldstændig sikker på, at også han bliver fritaget fra det ubehag, som fødslen af et uønsket barn eventuelt medfører. Et så egoistisk motiv, hvor vi, for at sikre os denne frihed, griber ind i den guddommelige plan, kan ikke medføre det rette svar. Muligvis opnår mennesket denne "frihed til at elske på det fysiske plan", som der tales så meget om i tiden, men det kan ikke undgås, at en total unaturlig indgriben i kvindens cyklus på længere sigt vil medføre følgevirkninger.